Byens gader ligger tomme. Foto: Steen Raaschou

Coronavirusset har fået politikerne til at reagere, men de ser ikke ud til at forstå, at de har sat i gang en proces ingen aner hvor slutter.

Det handler ikke længere om inddæmning af epidemien, men om en nedlukning af samfundet.

Vestlige samfund var allerede udsat for stærke centrifugalkræfter, dvs. kræfter der ikke styrkede sammenholdet, bandt sammen, men slyngede mennesker i alle mulige retninger. Når bevægelsen er sat i gang er den vanskelig at stoppe.

Et andet ord for det er polarisering, danskere mod danskere, danskere der ikke anerkender nye indbyggere som landsmænd.

Epidemien vil ikke dæmpe disse modsætninger.

Det, der holder et samfund sammen, er hverdagen. Det er de trivielle, sædvanlige ting: At gå på arbejde, følge ugens cyklus.

Den er nu brudt. Børnene går ikke i skole, de voksne ikke på arbejde. Mange vil miste deres arbejde. Socialudgifterne vil eksplodere.

Mette F. får ros for handlekraft. Men hun handler kun på det hun er god til: Nye love, tvangslove. Det samme er tilfældet i Norge, hvor et amputeret Storting lørdag vil stemme for undtagelseslove, vi ikke har set siden halvtredserne.

Det er som om politikere har ventet på en anledning til at fylde den tillidskløft de ved er der, med drakoniske love.

Love giver indtryk af at man har kontrol.

I USA køber de våben, når urolige tider truer. I Europa lever man fortsat i en slags søvngængertilstand.

Almindelige menneskers største uro er utryghed i hverdagen. Volden mod de unge får stor opmærksomhed, fordi den viser politiets magtesløshed.

Hvordan tror politikerne at de kan fastholde kontrollen, hvis et stort antal danskere mister deres arbejde og måske tvinges til at gå fra hus og hjem.

Et samfund kan kun tåle at befinde sig i et limbo en uge, højest to. Nu taler man om at det kan vare ved i måneder.

Vi kommer ikke til at vende tilbage til det samfund vi kendte. Noget vil være uigenkaldelig tabt.

Politikerne vil tvinges til at indse at de har mistet kontrollen for længe siden. De udnytter nu undtagelsestilstanden til at vedtage love på stribe. Det giver et kortvarigt indtryk af evne til at styre.

De kan ikke opretholde samfundet i limbo særlig længe. Når brikkerne falder ned igen vil der være en helt ny dynamik: Danskerne vil være blevet rystet ud af sin vante gænge og slynget med stor kraft ud af sin bane.

De vil have gjort nogle erfaringer som gør at de opdager nye ting ved dagens Danmark. De vil drage de nødvendige konklusioner.

Hvad de bliver, aner vi kun. Men det vil ikke være lige let at få dem tilbage i folden.

Dagens politikere har ikke forstået, hvorfor Weimarrepublikken gik i opløsning.