Vi har kun set et lille pust af de pestepidemier, som hærgede Europa for nogen hundrede år siden. Hvis antallet af smittede bliver stort nok, har vi ikke et sundhedsvæsen til at håndtere det. Vi tror at vi nok skal blive taget hånd om, men oplever pludselig at vi er overladt til os selv. Coronaen understreger en følelse, som har været undervejs længe: Vi er alene. Pieter Brueghel: Dødens triumf.

De sidste dage har vi set frygt gå over i panik og hysteri. Det er på tide med et realitetstjek. Eller som Franklin Delano Roosevelt sagde: The only thing we have to fear is fear itself.

Men nogen tjener også på frygt og panik. Det er som sortbørsen under krigen.

Resistance-medierne og Demokraterne har længe ønsket sig en økonomisk krise. Hvis det er det eneste som kan fælde Trump. So be it.

Nu er det coronavirusset som skal gøre jobbet. Derfor hidses frygten op og Trump hænges ud som den skyldige.

Alarmisme og trusler

Dette er ren og skær spredning af panik og alarmisme.

John Stuart Mill skrev om ytringsfrihed, at man godt må beskylde kornhandleren for at være spekulant. Men hvis du står udenfor hans hus, foran en vred hob og siger at her bor manden som er skyld i at deres børn sulter, så er der tale om opvigleri og en klar ulovlig trussel.

Demokraterne og Resistance-medierne har længe bevæget sig i et sådan terræn. Hver eneste dag hamrer de løs på præsidenten.

Da han indførte indrejseforbud fra Kina beskyldte de ham for racisme og fremmedfrygt. Når smitten spreder sig beskylder de ham for at gøre for lidt. -Om jeg hamrer eller hamres, så skal der jamres.

Alarmisterne snakker til et center i hjernen, som er hævet over rationelle input. Hvis frygten først får fat, skal der meget til at slå den tilbage.

Det er det, der gør, at folk hamstrer. I weekenden blev der meldt om tomme butikshylder i Storbritannien. Butikskæderne begyndte at rationere.

Hvad er det, der gør, at folk er så modtagelige for panik?

Boblen sprækker

Et liv i komfortzonen i flere årtier, hvor levestandarden for de fleste bare har peget en vej, opad. Samfundet er optaget af at eliminere al risiko. Vi tror vi ikke længere er sårbare.

Det er denne tryghed som coronaen ryster.

Det er derfor en eksistentiel frygt vi føler. Virkeligheden var ikke tryg alligevel. Gulvet kan forsvinde under benene på os.

Dette er en primærangst, vi har med os fra spædbarnsstadiet.

Mennesker, som er slået af frygt, vil tro hvad som helst. De er modtagelige.

I USA har Resistance-medierne ikke nogen hæmninger. De er villige til at spille hasard med nationen, bare de får fjernet Trump.

De klarede ikke at fjerne ham med Rusland- eller Ukrainekonspirationerne eller med en rigsret. Måske frygten giver medvind.

Dette er gambling med nationens ve og vel.

Globalisme

Når politikere udtaler sig i en krisesituation giver de svar, hvor de også tænker på konsekvenser for dem selv. De helgarderer. De giver aldrig helt ærlige svar, hvis det sætter dem selv i et dårligt lys.

Når det gælder coronaen er hele den politiske og medieklassen oppe at køre. Dette er den første epidemi, som viser hvor sårbar verden er blevet pga. åbne grænser.  Erna og Angela og Ursula er dødsens bange for at det skal forplante sig til et krav om genindføring af grænsekontrol.

Kina

USA har indset at Washington har ladet Kina overtage produktionen af næsten alle deres medicinalvarer. Det skete da Kina blev sluppet ind i Verdens Handelsorganisationen, WTO. Kapitalisme skulle modernisere og humanisere Kina, sagde man. I stedet var det Kina som gjorde kapitalismen til et våben for global dominans.

Amerikanske farmaceutiske virksomheder flyttede til Kina, fordi lønningerne var lavere og profitten højere. De politiske omkostninger ville Obama ikke se i øjnene.

I forrige uge skrev en kommunistisk avis at Kina burde standse eksporten af medicin til USA, for at lære dem en lektie. Beijing er irriteret over kritik. Beijing tåler ikke længere kritik.

Kjersti Strømmen

Kjersti Strømmen fortalte at optagelser, som hylder præsident Xi Jinping for at have reddet Kina fra virusepidemien, bliver mødt med raseri blandt almindelige folk. Det er dem, som har betalt prisen: Folk er blevet lukket inde i deres lejligheder, sygehusene har været overfyldt og folk er blevet afvist. Hvor mange liv denne hårdhændede politik har kostet, er der ingen der ved. Det er kommunismen i praksis: Prisen spiller ingen rolle. Menneskeliv spiller ingen rolle.

Som Beijing behandler kineserne, vil de også behandle resten af verden, når de har magten til det.

Det burde indgå i vort beredskab, men er helt fraværende.

Alarmisme

Medierne i Norden er modtagelige for spredning af panik. Fordi det sælger, og fordi det tager fokus væk fra mere ubehagelige sandheder, som Erdogans invasion af Europa.

Kombinationen af migrant-invasion og corona-invasion havde potentiale til at skabe frygt som ingen politiker kunne regne med at styre.

Ædruelighed

Vi savner ædruelighed og en vis pragmatisme: Man må kunne afveje risikoen. At leve er farligt. Europa har øget risikomomentet de senere år. Men de ansvarlige vil ikke snakke om hvad faktorerne består i.

Sådan tjener coronaen til at flytte opmærksomheden væk fra invasionen fra øst, men samtidig er frygten ustabil.

Corona-træthed

Vi har nået et niveau på corona-dækningen, som gør os resignerede. Livet må gå videre. I det øjeblik man giver efter for frygt, angst og går i panik, mister man den mentale balance, som givet er en forudsætning for at træffe fornuftige valg og bevare den mentale sundhed.

Vi bør hellere tænke over resultaterne af globalismen og hvilke tiltag, der bør iværksættes for at genvinde kontrollen.

Et rum, hvor ingen ved hvem, der kommer og går, er åbent for panik.

Det er bare at skrive “brand”. Det har vi nu fået tydelig demonstreret.

Bør vi ikke drage nogen erfaringer af det?

Coronaen vil få store samfundsmæssige konsekvenser. For at ane omridset af dem, bør man læse: