Knap havde Frankrig haft femårsdagen for massakren ved satiremagasinet Charlie Hebdo, før landet havnede i en lignende sag. Den 18. januar fremsatte den 16-årige franske pige Mila O. krænkende bemærkninger om islam under en live-optagelse på Instagram.

“Under hendes live-optagelse inviterede en muslimsk dreng hende i kommentarfeltet ud, men hun afviste ham, fordi hun er homoseksuel. Han svarede ved at beskylde hende for racisme og kalde hende for en ‘beskidt lesbisk’. Straks efter fornærmelsen udsendte Mila vredt en opfølgende video, hvori hun svarede ved at sige, at hun ‘hader religion’.”

Mila sagde herefter blandt andet:

“Kender du til ytringsfrihed? Jeg tøvede ikke med at sige, hvad jeg tænker. Jeg hader religion. Koranen er en hadets religion; der er kun had i den. Det er, hvad jeg mener. Jeg siger, hvad jeg mener… Islam er l*rt… Jeg er overhovedet ikke racist. Man kan ikke være racistisk over for en religion… Jeg siger, hvad jeg vil, jeg siger, hvad jeg tænker. Jeres religion er l*rt. Jeg vil stikke en finger op i jeres guds r*vhul…”

Det, hun sagde, kan forekomme en smule upoleret, men har hun lov til at sige det? Når det kommer til stykket bliver jøder kaldt for efterkommere af aber og svin, uden at talepolitiet får et slagtilfælde.

Efter Milas erklæringer blev hun angrebet på de sociale medier, hvor videoen blev delt flittigt. Hun modtog adskillige dødstrusler, og hendes navn, adresse og navnet på hendes skole blev offentliggjort. Mila blev tvunget til at forlade skolen for sin egen sikkerheds skyld.

Mila er nu under politibeskyttelse og er i så stor fare, at ingen fransk skole kan have hende for tiden. “Jeg kan ikke komme på min skole længere, og jeg kan ikke engang skifte skole, for hele Frankrig er ude efter mig”, siger hun. Fordi hun ikke havde forstået, hvad der er tydeligt for enhver – at islam er “fredens religion” – trues hun med død, voldtægt og halsoverskæring.

“Befinder vi os i Frankrig eller Pakistan?“, spørger den franske intellektuelle Jacques Julliard. Velkommen til Frankrig anno 2020, hvor tidsskrifter har overskrifter som: “Mila på 16 år trues på livet for at kritisere islam”. Islamismen er blevet udbredt blandt franske muslimer, og da Frankrig ikke har bekæmpet den, vil dens greb over Frankrig kun strammes.

“Lad os gå direkte til det essentielle: De progressive intellektuelle vil gerne tro på den multikulturelle sameksistens, selv om virkeligheden ikke lever op til drømmen og i stedet viser sig som et samfund, hvor diversitet giver social og identitetsmæssig fragmentering”, skriver den canadiske filosof Mathieu Bock-Côté. Når multikulturalisme bliver til trusler mod ytringsfriheden, ser vi en farlig udvikling, hvor multikulturalisterne stiller sig på islamisternes side. Mila-sagen udstiller alle sprækkerne i det franske samfunds opsplitning. Den franske journalist Dominique Nora skriver:

“Få uger efter mindehøjtideligheden for massakren ved Charlie [Hebdo] viser ‘Mila-sagen’ den foruroligende asymmetri, der hersker i Frankrig, hvad angår ytringsfrihed, eller mere præcist: blasfemi.”

Milas historie kunne være endt med dødstruslerne – som dødstruslerne mod Salman Rushdie kunne være endt for 31 år siden – hvis alle statslige myndigheder straks havde støttet Mila, og hvis Frankrig som samfund enstemmigt havde fordømt den barbariske aggression mod skolepigen. Der skete det modsatte. At undgå “stigmatisering af muslimer” er blevet den officielle undskyldning, som politikerne bruger til at retfærdiggøre, at de svigter ofrene for islamistiske voldstrusler, som Mila.

Der er ikke rejst én, men to, sigtelser: én for dødstrusler rettet mod Mila, og én mod Mila for “provokerende religiøst had” (der senere blev afvist). Kontroversen øgedes, da Abdallah Zekri som repræsentant for Det Franske Råd for Muslimsk Gudsdyrkelse udtalte, at pigen havde “været ude på” ballade: “Hun må tage konsekvensen af, hvad hun sagde. Den, der sår blæst, høster storm.” Islamister tester dagligt vores demokratiske samfunds modstandskraft.

Milas kontrovers antog nye dimensioner, da justitsminister Nicole Belloubet, efter først at have fordømt dødstruslerne mod Mila, erklærede: “At krænke en religion er naturligvis et angreb på samvittighed; det er alvorligt.” Det er uheldigvis for Belloubet, men heldigvis for Frankrig, ikke en forbrydelse (endnu). Belloubet indrømmede senere sin “fejl“. Skaden var ikke desto mindre enorm. Den tidligere minister og præsidentkandidat Ségolène Royal supplerede ved at sige, at Mila havde udvist mangel på “respekt“.

“Nej, du er ikke Mila. Ségolène Royal, du har intet mod”, tweetede filosoffen Raphaël Enthoven som svar. Lilles socialistiske borgmester Martine Aubry opfordrede Mila til at “lægge bånd på sig selv og undgå den slags tale, selv om truslerne er uacceptable”. Frankrig bevæger sig hastigt fra laïcité (sekularisme) til lâcheté (fejhed); fra ytringsfrihed til ubetinget overgivelse. Frankrig prøver hele tiden at trække tiden ud, mens islamismen styrkes af, at eliten med stor hast forlader sine jødisk-kristne værdier.

Der er sågar dem, der som religionshistorikeren Oden Vallet hævder, at Mila er “ansvarlig” for fremtidige terrorangreb.

En tidligere satiretegner på Charlie Hebdo, Delfeil de Ton, beskyldte efter massakren på sine kolleger i 2015 på det skammeligste Charlie Hebdos afdøde redaktør Stéphane Charbonnier for at “trække” medarbejderne til nedslagtningen ved at lave satire om Muhammed.

Milas tilfælde minder om den franske filosof, og gymnasielærer i Toulouse, Robert Redekers. Han skrev i 2006 et debatindlæg i Le Figaro, der var meget kritisk over for islam. Han begyndte herefter at modtage dødstrusler over telefonen, i emails og gennem Al Hesbah, der er et lukket forum med forbindelse til Al Qaeda. “Jeg kan ikke arbejde, jeg kan ikke komme og gå og er nødt til at leve i skjul”, fortalte Redeker fra en hemmelig adresse. “Så på sin vis er det lykkedes for islamisterne at straffe mig her i Frankrig, som om jeg var skyldig i en meningsforbrydelse”. Det var “fatwaen i Voltaires land“.

Femten år senere viser Milas sag, hvor succesrige islamisterne har været.

Der er nogle få modige forfattere, der har forsvaret Mila. Charlie Hebdos tidligere advokat Richard Malka skrev i en artikel i Journal du Dimanche om “Milas sag eller frygtens triumf”.

“Der er ingen reaktion fra ministre og kendte feminister eller LGBT-foreninger, kunstnere og ‘progressive’. Se den anden vej, fløjt, se ned på dine sko, inden du udvælger dig de moderigtige forargelser, som du vil favne med glødende passion, så længe de ikke udsætter dig for nogen risiko”.

Malka skrev desuden, at “ingen menneskerettighedsorganisationer har protesteret eller udtrykt solidaritet med pigen, hvis liv ændredes ganske pludseligt til en tilværelse i skjul”. Feminist-organisationer, der har været hurtige til at tage afstand fra “giftig maskulinitet” og “patriarkalske dominansstrukturer”, forholdt sig også tavst.

Der er i vore dage mange lande, hvor folk bliver slået ihjel, hvis de vover at kritisere islam. I Den Islamiske Republik Pakistan, der er et land med dødsstraf for blasfemi, idømte dommere Asia Bibi dødsstraf for dén “forbrydelse” men omgjorde siden dommen. Nu genindfører Frankrig – landet med erklæringen om menneskets og borgerens rettigheder og landet, der altid har hyldet ytringsfriheden og retten til at kritisere religioner og ideologier, til dels inden for retssystemet – i den forlorne, militante antiracismes navn – i al stilhed og de facto straf for blasfemi. “Mila sagen: Er vi nu ved at skabe en blasfemi-forbrydelse i fransk lov?”, spørges der i en appel bragt i Le Figaro.

I Frankrig er det nu tydeligvis yderst farligt at benytte ytringsfriheden til at kritisere islam – selv hvis man som Mila er et barn. Dem, der lægger afstand til Mila, bærer overgivelsens kappe.

Franz-Olivier Giesbert, der er en indflydelsesrig kommentator og tidligere redaktør på Le Figaro, beskylder justitsminister Belloubet for at tækkes islamister, og Giesbert sammenligner hendes handlinger med Vichy-regimets samarbejde med Hitler. “Er Frankrig stadig Frankrig?”, spørger Giesbert i en leder i nyhedsmagasinet Le Point.

“Man undrer sig somme tider. I islamiske lande som Pakistan eller Iran ville [Belloubets kommentarer] være normale. Men de er ikke normale i Frankrig, oplysningstidens land, hvor man har ret til at udøve blasfemi”.

Hvis man optæller alle de franske journalister, satiretegnere og forfattere, der nu lever under politibeskyttelse, fordi de har kritiseret islam, ja så er Frankrig ved at blive et nyt Pakistan. Éric Zemmour, der er forfatter til Det Franske Selvmord, følges af to politibetjente, hvor han end bevæger sig. Charlie Hebdos direktør “Riss” og de tilbageværende satiretegnere lever under politibeskyttelse. Det samme gør Philippe Val, den tidligere direktør for Charlie Hebdo, der besluttede at udgive muhammedtegningerne i 2006. Journalisten Zineb Rhazaoui er omgivet af seks politibetjente. Allerede i 2002 blev to berømte forfattere retsforfulgt i Frankrig på grund af deres ideer om islam: Oriana Fallaci og Michel Houellebecq.

Fem store franske intellektuelle — Elisabeth Badinter, Elisabeth de Fontenay, Marcel Gauchet, Jacques Julliard og Jean-Pierre Le Goff – har skrevet en appel til fordel for Mila, som blev bragt i L’Express. De kritiserer “retsvæsenets og politikernes fejhed, idet de nu er optaget af akrobatikken i forhold til ytringsfrihed vedrørende islam. Vi kommer til at betale dyrt for denne fejhed.”

Pave Frans sagde efter massakren ved Charlie Hebdo: “Hvis du fornærmer min moder, så forvent et knytnæveslag”, og han bebrejdede satiretegnerne, at de blev slået ihjel. Islamisterne vinder det ideologiske slag, og vi opfører os som kujoner. Skal den 16-årige Mila myrdes for at tilstrækkeligt med mennesker samles, så kujonerne kan sige “Je suis Mila” i 24 timer?

Giulio Meotti, kulturredaktør for Il Foglio, er en italiensk journalist og forfatter.

Oprindelig engelsk tekst: France Quietly Reintroducing the Crime of Blasphemy
Oversat af Kirsten Valeur

Gatestone