Artikkelen om Dortheavej-fejden fyldte fire sider og hele forsiden. 

Berlingske har lagt et stort arbejde i at finde sandheden om barnekisten på Dortheavej. Visse personer på højrefløjen påstod, at der ikke var nogen begravelse, at episoden med rustvognen var en provokation.

Men der var en begravelse. Den var bare forbi før Stram Kurs gjorde sin entre kl 14.30.

Det syriske flygtningepar  Diaa Almasri, og moderen, Ola Sbai, mistede deres første barn. Det døde i hendes mave 9. februar.

Historien handler i virkeligheden om, hvilke komplikationer Stram Kurs løber ind i, når de vil demonstrere udenfor et Guds Hus hvor ritualer – herunder begravelser – foregår.

De fleste mennesker mener man skal holde fred, hvor disse ritualer foregår. Man skal ikke forstyrre begravelser. Uanset hvad man måtte mene om islam. Der må være en grænse, man ikke overskrider. Gør man det, kan det få store konsekvenser, og befolkningen vil ikke være på Stram Kurs´ side.

Der er en anden side ved denne debat: En antagelse, der ligner et krav om at alle på højresiden skal være solidarisk med hinanden. Men det er umuligt at være solidarisk med Rasmus Paludan. Så bliver man gidsel for hans påfund. Man skal sige sin mening.

Uden dansk politi ville Paludan næppe være i live. Skylder hans parti ikke politiet noget? Stram Kurs kan også stille politiet i en vanskelig situation. Deres livvagttjeneste for Paludan og Stram Kurs skaber modvilje. Det ville ikke være samme problem, hvis Paludan respekterede visse grænser, f.eks. begravelser. Men man mente at man blev holdt for nar og at der i virkeligheden ikke var nogen begravelse. Det var der.

Vi ved ikke hvordan forholdet mellem danskerne og den muslimske befolkning vil ende. Men man må opretholde en vis respekt. Ellers går det ikke.

Tilfældet ville at Lars Hedegaard skrev en kronik samme dag om at venstrefløjen på et tidspunkt begyndte at gå efter manden i stedet for bolden og forsøgte at ødelægge ham.

Men noget af det samme kan observeres i miljøet omkring Paludan: Enten er du med mig eller du er mod mig.

Der var et formål med demonstrationen den 14. Man ville mindes Krudttønden.

Samme dato, fem år tidligere, blev København ramt af Omar Abdel El-Husseins terrorangreb, der kostede to mennesker livet.

Derfor havde advokat og stifter af partiet Stram Kurs Rasmus Paludan valgt årsdagen til det, han kalder at »fejre« likvideringen af El-Hussein, der blev skudt af politiet tidligt om morgenen lørdag den 15. februar 2015 på Svanevej ved Nørrebro Station i København.

»Fejringen« begyndte klokken 13 på Svanevej – samtidig med at den døde dreng, Abdul Momin, lå i moskeen på Dortheavej. Stram Kurs-demonstranter – uden Paludan – bevægede sig efter et ophold ved Svanevej mod moskeen på Dortheavej, hvorfra El-Hussein også var blevet begravet i 2015.

Det var en i og for sig legitim grund. Men virkeligheden er mere kompleks. Rustvognen og den lille kiste kom bag på Stram Kurs. Man blev taget på sengen. Det er nemt at sige det var en provokation at den kom tilbage.

Men det spiller ingen rolle. I det øjeblik man demonstrerer på trods af en barnekiste, har man tabt.

Det var det Stram Kurs ikke forstod og som udløste alle afskyerklæringerne.

Ved at insistere på sin version viste Stram Kurs at de ikke forstod det væsentligste. Man forstyrrer ikke gravfreden. Der er ingenting at diskutere.