Fundamentalisme ødelægger muslimske samfund, siger sociolog Ruud Koopmans. Han har forsket i integration af muslimer i vestlige samfund, og finder ingen vellykkede eksempler på det. Forklaringen er religionen islam, og specielt den ekstreme variant, som driver islamiske lande stadig længere ind i en dyb krise.

Koopmans er bogaktuel på det tyske marked, og er i den anledning interviewet af Der Tagesspiel. Vi bringer her en oversættelse af dele af interviewet:

Professor Koopmans, hvorfor kritiserer du som samfundsforsker i din nye bog «Det forfaldne islamiske hus: De religiøse årsager til ufrihed, stagnation og vold» en verdensreligion med næsten to milliarder troende?

Jeg er ikke anti-islam, men kritisk overfor islam. Jeg kritiserer ikke islam som verdensreligion. Jeg kritiserer fremvæksten af fundamentalisme i den islamiske verden de sidste 40 år. Med den islamiske revolutionen i Iran, angrebet på den store moske i Mekka og invasionen af Sovjetunionen i Afghanistan, var året 1979 et afgørende år for spredning af islamisk fundamentalisme. Det er grunden til at de islamiske lande er kommet stadig dybere ind i krisen.

Hvilke kriterier bruger du til at løse denne krise?

Et vældig vigtigt spørgsmål er demokratiseringen. Demokratiet har gjort store fremskridt over hele verden siden 1960- og 1970-tallet, for eksempel i Sydeuropa eller Latinamerika. Antallet af demokratier i den islamiske verden er gået ned i samme periode. I dag er der kun to islamiske lande, som kan kaldes demokratier – Senegal og Tunesien.

Hvad er dine andre testkriterier?

Derefter undersøgte jeg situationen for menneskerettigheder i islamiske lande, rettighederne for kvinder, homoseksuelle og religiøse minoriteter. På alle disse områder har situationen i islamiske lande forværret sig de sidste årtier: i internatonal statistik finder man islamiske lande nederst på listen.

Hvad med voldshistorien i de islamiske lande?

Det spiller også en vigtig rolle i min bog. Jeg har undersøgt hvordan krige og borgerkrig er opstået. Rundt regnet tre fjerdedele af alle krige og borgerkrig udkæmpes mellem eller i islamiske lande. Islamistisk terrorisme er steget enormt de sidste årtier. Radikale islamistiske grupper står for rundt regnet 85 procent af alle ofre for terrorister over hele verden.

Ser du ikke tegn på håb?

I hvert fald ikke indenfor økonomien. Vellykkede industrialiserede nationer findes næsten kun udenfor den islamiske verden. For eksempel sammenligner jeg Egypten og Sydkorea, to lande som lå på stort set samme økonomiske niveau i begyndelsen af 1970-erne. Sydkorea er i dag et samfund præget af vestlig velstand, mens Egypten i dag er dårligere stillet end de fleste andre lande.

Intervieweren peger på vestens kolonihistorie som en forklaringsvariabel for hvorfor islamske samfund halter så langt efter i værdimæssig og økonomisk udvikling. Men Koopmans affejer dette kontant. Hans forskning viser tvært imod at i mange af de islamiske lande som blev koloniseret over længere tid står værdier som menneskerettigheder og demokrati sig bedre end i andre lande. Det er fordi bestemte institutioner og værdier blev tilbage efter koloniherrerne.

Koopmans hævder videre, at man ikke behøver frygte islam som sådan, men at det er den fundamentalistiske og ekstreme variant man bør frygte. Det gør de fleste muslimer også, for terroren fra islamiske fundamentalister truer ikke bare muslimer, men alle. Det er ekstremvarianten der er grund til at være bange for, påpeger Koopmans.

Men her er der al mulig grund til at stoppe lidt op og se hvad Koopmans selv uttalte i 2017. I et interview med den tyske avis Rheinische Post (RP) siger han, at en urovækkende andel af muslimerne er rede til vold, og tager til orde for nultolerance mod islamisk intolerance. De europæiske lande må blive forsigtigere med hvem de slipper ind fra muslimske lande, mener Koopmans.

RP: Professor Koopmans, efter den sidste tids angreb i Berlin og Nice spørger den vestlige verden sig selv: Hvor meget vold bor der i islam? Har De noget konkret svar?

Ruud Koopmans: Verdens muslimske befolkning bliver anslået til 1,6 milliarder mennesker. Af disse er godt en milliard voksne. Halvparten af dem er tilhængere af en ærkekonservativ islam, som kun lægger meget lidt vægt på kvinders, homoseksuelles og anderledes tænkendes rettigheder. Af disse 500 millioner er mindst 50 millioner rede til at acceptere vold for at forsvare islam. Det er klart at ikke alle som er rede til vold, oplever dette direkte. Men truslen kommer også fra dem som støtter radikale muslimer, opmuntrer dem, tilbyder dem husly eller simpelthen holder mund når de lægger mærke til radikalisering og får mistanke om angrebsplaner.

For europæerne ville det måske være nok så interessant at tage udgangspunkt i vore egne lande. Hvis der er 50 millioner muslimer i Europa, og ti procent er voldsparate, er det tilsvarende antal i vor egen verdensdel 5 millioner. Men Koopmans begrænser diskussionen til voksne, noget man kan sætte spørgsmålstegn ved, i lyset af de forsøg, den Islamiske Stat (IS) gør på at rekruttere mindreårige terrorister i Europa.

Koopmans lægger dokumenterede statistikker til grund for sine overslag, og han er helt sikker på at han ikke overdriver:

Hvad bygger De Deres vurderinger på?

I Tyskland blev for eksempel et studie kaldt «Muslimer i Tyskland» udført i 2007 på opdrag fra indenrigsministeriet. Da kom det for en dag at otte procent af de tyske muslimer var enige i at man må ty til vold mod vantro dersom der tjener det islamiske samfund. I Holland har vi studiet «Salafisme i Holland ». I den forbindelse erklærede elleve procent af de hollandske muslimer sig enige i at «der findes situationer hvor det i lyset af min religion er acceptabelt for mig at bruge vold». Og i 2013 spurgte Pew Research Center i USA muslimer i flere islamiske lande om selvmordsangreb mod civile kan retfærdiggøres for at forsvare islam. I gennemsnit svarede 14 % af de adspurgte muslimer at sådanne angreb «ofte eller af og til» kan retfærdiggøres. Når jeg estimerer antallet af voldsparate muslimer til 50 millioner, er det et meget forsigtigt overslag.

Synes De?

Ja. De burde snarere anklage mig for undervurdering. Hvis vi kun tager andelen på 14 % fra Pew-studiet af voksne muslimer verden rundt i betragtning, kommer man til 140 millioner som støtter vold. Og hvis 14 % siger åbent i en spørgeskemaundersøgelse, at de ikke har nogen problemer med vold mod civile, kan man trygt gå ud fra at der i tillæg findes et mørketal af personer som mener det samme, men helst ikke siger det.

Intervieweren Philipp Jacobs lurer på hvor grænsen går mellem legitim islamkritik og ideologisk hetz. Man må bygge på fakta, svarer Koopmans. Og der er ikke grundlag for at sige at alle muslimer er parate til vold. Begge sider af debatten må imidlertid feje for sin egen dør:

Det er akkurat lige så ideologisk at ignorere kendsgerninger, både om fundamentalisme og accept af vold blandt muslimer, som at stemple enhver som snakker om dette som islamofob.

Hvor ofte bliver «islamofile» mindet om at de ikke er fritaget fra intellektuelle og moralske standarder?

Der Tagesspiel interviewer videre:

Tror du islamisk fundamentalisme er lige så farlig for demokratiet som højreekstremisme?
Islamisk fundamentalisme har allerede undergravet eller ophævet demokratiet i mange islamiske lande. I vestlige indvandringssamfund er islamisk fundamentalisme og højreekstremisme ganske sammenlignelige, hvis du ser på sociostrukturelle forhold og ideologiens funktion. Det må ikke glemmes at i en muslimsk minoritet på rundt fire procent af befolkningen i Tyskland, er omkring 30 procent tilbøjelige til fundamentalisme. I absolutte tal er det selvfølgelig mindre end tilhængerne af højreekstremisme.

Hvordan har akademikere og offentligheden håndteret dine fund om islam så langt?

Viljen til at anerkende religionens rolle er desværre vældig lille. Manglen på interesse for undertrykkelse af religiøse minoriteter, frafaldne, kvinder og homoseksuelle i den islamiske verdenen er svimlende. Det er en af hovedårsagerne til at jeg skrev denne bog. Der er en stærk tendens i politik og i medierne til at benægte religionens betydning for disse problemerne. Dette er sandt i den grad «islam» ikke eksisterer. Men disse problemer har også en religiøs dimension som ikke kan benægtes.

Regner du ikke med at højreekstreme repræsentanter som AfD-politiker Björn Höcke snart vil bruge din bog som et politisk våben?

Jeg kan ikke forhindre højreekstreme i at bruge min bog som ammunition i politiske debatter. Men jeg beskriver virkelige problemer. Dette er grunden til at fremmedfjendtlige eller islamhadere ikke behøver min bogen for at påpege de begrædelige forholdene i den islamiske verden. Det gør den islamiske verdenen fint selv allerede. Alle som læser min bog vil imidlertid bemærke at den åbner for et differentieret syn på emnet.

Forsvarer du i udgangspunktet ikke påstande som ligner Thilo Sarrazins, der beskriver indvandring fra islamiske lande som en trussel mod rigdommen og uddannelsesniveauet i Tyskland?

Nej. Thilo Sarrazin hævder at fundamentalister har ret i at tolke Koranen, hvis de bruger 800-tallets tradition, som en direkte guide til dagens 21. århundrede. Han hævder, at den fundamentalistiske tolkning af islam er den eneste mulige og repræsenterer den virkelige islam. Dermed bringer han det samme budskab som fundamentalisterne. Jeg derimod tror på islams reformeringsevne.

Hvem skal drive denne reform?

Der er reformorienterede muslimer i islamiske lande og i Tyskland. De har det imidlertid ikke let. Også i Tyskland bekæmpes de af de store, etablerede islamiske foreninger. Disse liberale kræfter fortjener meget mere støtte fra den tyske offentlighed.

De beskriver den fare, kritikere af islam bliver udsat for. Er du ikke bange for din egen sikkerhed, når dine teser bliver diskuteret så meget?

Jeg ser ingen grund til det. Bogen blev udgivet i Holland i fjor. Den blev godt modtaget der. Jeg har også haft flere diskussioner med imamer. Jeg håber at jeg også kan indlede en debat i Tyskland. Så langt ser jeg en polarisering: Nogen siger at problemerne i islamiske lande ikke har noget med religion at gøre, andre mener islam er et uforanderlig onde. Når vi kommer over den polarisering, består budskabet i min bog.

Det er et dystert billede som tegnes, men vi ved i det mindste, hvordan landet ligger.

Ruud Koopmans er professor i sociologi og migrationsforskning ved Humboldt universitet og leder afdelingen for ”migration, integration og transnationalisering” ved Berlin Social Science Research Center (WZB).