Trappen på Breitscheidplatz, hvor Anis Amri pløjede julehandlende ned er lavet om til en mindeplads. Det viste sig at angrebet var meget mere omfattende og planlagt end det, offentligheden fik indtryk af. For specielt interesserede er det muligt at se, men medierne stiller ikke spørgsmål, som de konfronterer politikerne med på en mere grundlæggende måde: Hvor mange sådanne netværk findes der ellers? Og hvordan fungerer de? Havde der fandtes et tilsvarende indfødt netværk ville alarmen være gået for længst. Hvorfor? Fordi man frygter sin egen befolkning mere end islamisterne, er den logiske slutning. Implicit i dette ligger en konstatering af at man allerede har kapituleret overfor islamismen. Foto: Document.
Hvordan håndterer medier og publikum terror fra højre eller rettere hjemlig terror? Allerede her dukker en fælde op.
Nogen ønsker at al hjemlig terror skal kaldes “højreekstrem” pga. den ladede association. Højreekstrem betyder radioaktiv. Alle ryger med.
Ser vi en stigende tendens til at indfødte foretager sig noget? Det har medierne ikke bare advaret mod, men nærmest hidset op imod længe.
En nøgtern betragtning vil være at i forhold til den vold, som er bragt ind i Europa af politikerne, har europæerne reageret som søvngængere.
Den tid hvor hjemlig terror blev præsenteret som “se her, hvad som rører sig, har vi advaret mod og hvorfor vi må dæmme op for højresiden og sortmale dem” er forbi.
Den dag hovedstrømsmedierne gjorde sig selv til propagandaorgan for en politik folk flest ikke vil have, tabte de kampen, også mod voldelige reaktioner fra de indfødte.
Ordet “hjemlig” er i sig selv interessant: Da 7/7-bomberne fra Luton slog til i London var chokket lige så meget at dette var ”British lads”, britiske gutter født og opvokset i Storbritannien. Dette faktum blev forvandlet til selvbebrejdelse: Hvad har vi – briterne – gjort galt?
Spørgsmålet hvad “de” har gjort galt – familie, slægt, klanen, dukkede ikke op.
Men det spørgsmål er gammelt og er allerede blevet stillet. Medierne og politikerne har bare ikke villet høre svarene.
Men når det gælder indfødte voldelige med politisk fortegn, da ved man svaret øjeblikkeligt: Det er højreekstreme.
Medierne og politikerne satser på afskrækkelse, at ordet skal få folk til at stoppe med at tænke. NB! De er ikke ræd for at folk skal gøre noget tilsvarende. De vil sætte en stopper for at folk skal tænke over manglende sammenhæng mellem islamistisk vold og indfødt vold.
Termen “højreekstrem” bruges konsekvent, så slipper man for at sige anti-islamisk, eller anti-muslimsk, eller anti-fremmed.
Hvis medierne var mere nuancerede i ordbruget ville folk forstå mere af dynamikken. Men hvis medierne har en skjult hensigt om at folk helst ikke skal forstå, bliver det vanskeligt.
Document vil her, som altid, forsøge at bruge sund kritisk sans.
En reaktion på myndighederne nedtoning af islamistisk vold og faktisk også gadevold, er at folk nu antager at alle terrorangreb er islamistiske. Men det er de ikke. Det har vi erfaring for.
Da en mand skubbede en gammel dame ud foran toget i Lund før jul, var der flere af læserne som nægtede at godtage at han var etnisk nordmand, selv om vi havde varetægtspapirerne.
Der har du effekten af ikke at fortælle sandheden, men forsøge at bedrage publikum. Denne politisering af politiet på den politiske korrektheds alter kommer til at få en stor pris.
Et foreløbigt lavmål var da det norske sikkerhedspoliti PST introducerede begrebet “myndighedshad” i sin årlige sikkerhedsvurdering. Dette er et ord som kunne være hentet direkte fra Orwell. Det åbner for at anklage hvem som helst, der kritiserer myndighedernes politik for at være ”hadere”. Før snakkede man om “sedition”: conduct or speech inciting people to rebel against the authority of a state or monarch.
Eller opvigleri på dansk-norsk. Dette er begreb som stammer fra enevældets tid. Vi er tilbage i feudale magtstrukturer. Og medierne og de snakkende klasser reagerer ikke.
Ordet had er blevet et hovedvåben i bekæmpelsen af den indfødte befolkning. Det skal holde dem i ave. Det siger sig selv, at dette skaber et frygtsamfund.
Vi siger som normale, dagligdags mennesker: Dette vil vi ikke finde os i. Vi forbeholder os retten til at bruge sund fornuft.
Man må lægge myndigheder og medier på den psykoanalytiske sofa. De lider åbenbart af et syndrom: De har indført en stor befolkningsgruppe i Vesteuropa, hvor fjendtlighed mod vestlig kultur, mennesker og værdier, er kærneværdier. Men de vover ikke se denne fare i øjnene og projicerer deres frygt over på de indfødte som aggression.
Dette er et livsfarligt spil. Myndighederne og eliten er ikke ansvarsfulde embedsudøvere, som man kan stole på. De er blevet katalysatorer, de accentuerer modsætningerne.
Hypersensitive
Siden de har konstrueret en psykologisk fælde for sig selv, vil alle tilfælde af vold fra indfødte udløse reaktioner helt ude af proportioner. Drabet på politikeren Walter Lübcke sidste sommer skræmte eliten.
Interior minister Horst Seehofer announced in December 600 new posts across the federal police and domestic security services to track far-right extremist threats, citing a growing danger.
At the time, federal police said they had identified 48 people on the extreme right as “dangerous” individuals who could carry out an attack.
48 klarer man at holde styr på. Behøver de 600 ekstra politifolk?
Det vi ser på den anden side, er noget helt andet. Her er der snarere tale om en resignation, på en defaitistisk holdning. Myndighederne tør ikke gribe ondet ved roden fordi det vil provokere hundredtusinder for ikke at sige millioner.
Denne sag er fra Document 22. februar 2018:
For tiden sidder der rundt 150 islamister i tyske fængsler, men antallet lægger an til at stige kraftigt i tiden fremover. Bare i fjor indledte den tyske rigsadvokat straffesag i omkring et tusind nye terrorsager, skriver Die Welt. Hundredvis af sager er taget ud af delstaternes anklagemyndigheder mod hadprædikanter, voldsmænd, krigsforbrydere og fremmedkrigere, som er returneret fra Syrien.
Personerne, der er tale om, har gerne ingen respekt for tysk lov. En tyrkisk islamist som i 2012 blev idømt seks års fængsel for et knivangreb på to politifolk i Bonn, havde kastet den tyske grundlov gennem retslokalet under retssagen og sagt at hans eneste lov var Koranen, som blandt andet siger at den som fornærmer profeten skal dø. Seks år er gået. Hvordan forsvarer man at sætte en sådan sikkerhedstrussel på fri fod i Tyskland?
Hvad er myndighedernes svar? Samtalegrupper a la Prevent i Storbritannien, eller Cambridgeprogrammet for jihadister, som London Bridge-jihadisten Usman Khan gik på.
I Nordrhein-Westfalen, hvor der for tiden sidder 34 «bekendende islamister» har delstatsregeringen i mellemtiden truffet nye tiltag. «For at bekæmpe ekstremismen og radikaliseringen har retsvæsenet i Nordrhein-Westfalen grundlagt et eget center for tværkulturel kompetence», siger delstatens justitsminister Peter Biesenbach (CDU). Ekstra integreringsofficerer er blevet ansat. I tillæg findes der nu fire islamske lærde «som udelukkende er beskæftiget med oplæring af vore fængselsansatte», siger Biesenbach.
Myndighederne over hele Vesteuropa har samme tilgang til problemerne: Man formår ikke at konfrontere hverken den konkrete vold eller tankerne og kulturen, som driver den i den muslimske befolkning, og kompenserer ved at snakke om højreekstreme. Den revolver er altid ladt. Derfor ser vi en stor produktion af film og serier, som skal understrege sammenhænge og røde tråde. Det gøres ikke en gang subtilt.
Vort svar er at der kun findes en løsning, som virker angstdæmpende og løsningsorienteret: Størst mulig belysning. At påpege sammenhænge er ikke det samme som at blive del af dem.
Det er måske den største skade, medier og meningsdannerne har gjort sig skyldig i: At ord skaber skyld. Derfor må problemerne pakkes ind, nogen må hænges ud, andre må skjules. Da er vi inde på et spor som venstresiden har brugt i årtier: -Hvem tror du har gavn af det?
Hvis de højreekstreme står klar, ja da må vi ikke sige noget som giver dem gode argumenter.
Dette er samme argumentation som Jean-Paul Sartre brugte for ikke at snakke om Gulag-arkipelaget i Sovjetunionen – alle fangelejrene. Det ville sætte kampen for arbejderne i Billancourt tilbage. Det ville være et slag mod dem.
Denne type tænkning har belastet venstresiden i årtier. Nu har den gjort sin entre blandt samfundseliten.
Hvis vi ikke passer på, vil det gøre os til et postdemokratisk samfund.
Læs også
Opbrud -
