Mikael Ancher: Fiskere trækker vod på Skagen Nordstrand. Sildig eftermiddag. (1883) Skagen Museum.

Få danskere under 60 gør sig nogen forestilling om, hvilket civilisationssammenbrud Danmark har oplevet i løbet af de seneste to generationer. Men hvor mærkeligt det end må forekomme i dag, var der engang et land, hvor mennesker kunne være politisk uenige – ofte meget uenige – uden dermed automatisk at hælde skældsord ud over deres modparter. Selvfølgelig forekom det, men det hørte til undtagelsen.

Det var i 1960’erne almindelig kendt, at gymnasieskolens alment respekterede, øverste chef – jeg husker ikke længere hans stillingsbetegnelse – var kommunist. Lærere af alle mulig politiske afskygninger kunne undervise på alle niveauer, så længe de holdt deres personlige præferencer ude af undervisningen. Formanden for Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse, Povl Heinrich Riis-Knudsen, underviste i tysk på VUC i Nørresundby, og han mødte nok modstand for sin politiske holdning, men hans undervisning var der ikke noget at udsætte på.

Nogle af landets populæreste og mest anerkendte forfattere, blandt andre Hans Scherfig og Hans Kirk, var erklærede stalinister. Alligevel blev deres bøger udgivet og læst i store oplag, og så mange kommunister var der altså ikke.

Der var dengang ikke noget krav om, at man skulle elske hinanden, men var man et velopdragent menneske, vidste man godt, at man skulle tåle sine argeste modstandere, så længe de også opførte sig civiliseret. I dag kaldes det tolerance – et begreb som den magthavende kultur- og samfundselite bruger til at sætte skel mellem to slags mennesker: de tolerante, som har de rigtige meninger, og de intolerante, som har forkerte meninger, og som de tolerante derfor ikke kan tolerere.

Indtil et stykke ind i 1960’erne var det almindeligt at betragte politiske modstandere som mennesker med meninger, som man var modstander af. Få år senere blev det mere og mere almindeligt at anskue politisk uenighed som et bevis på, at modstanderne var ikke-mennesker eller umennesker, hvis meninger og argumenter, der ikke var nogen grund til at tage alvorligt. Den politiske kamp stod ikke længere mellem mennesker med afvigende meninger, men mellem rigtige mennesker og ”tidligere mennesker”, som man ville have kaldt dem i Sovjetunionen.

De rigtige mennesker blev i stigende grad synonyme med venstrefløjen, som i løbet af 1970’erne og 1980’erne erobrede den ene magtposition efter den anden: medierne, skolerne, universiteterne, kirken, retsvæsenet og med tiden statsapparatet. Dens ideologi begyndte også at gennemsyre de gamle, statsbærende politiske partier, Radikale, Socialdemokratiet, Venstre og Konservative, som alle i større eller mindre grad abonnerede på det venstreradikale tankegods: globalisme, multikultur, oikofobi (had til fædrelandet), fremmedkærlighed og islam-dyrkelse.

Fra sine magtpositioner udspredte venstrefløjen konstant fordømmelser af umenneskenes umenneskelige meninger, der blev betegnet som racistiske, fascistiske, nazistiske og udtryk for et ønske om hvidt overherredømme.

Da magthaverne altså ikke længere betragtede kritikere og politiske modstandere som mennesker, var der ikke langt til at overfalde dem, når de holdt møder eller demonstrationer. Det var ikke noget for pæne og dydige borgere, men så havde man diverse bøllekorps så som Antifa til det beskidte arbejde. Politiet blev nu nødt til at beskytte politiske møder for at forhindre, at deltagerne led fysisk overlast, men statsmagten gjorde intet for at komme bølleuvæsenet til livs. År ud og år ind kunne flokke af sortklædte voldsmænd operere uantastet, uden at myndighederne gjorde noget forsøg på at pågribe bagmændene eller finde ud af, hvem der finansierede sortskjorterne. De opererer den dag i dag, uden at nogen krummer et hår på deres hoved. Hvis ”højrefløjen” havde optrådt på samme måde, ville dens slagsbrødre ikke have fået nogen lang levetid.

Heraf kan man slutte, at organisationer som Antifa nyder magthavernes stiltiende opbakning som nyttige i bestræbelserne på at intimidere ubelejlige eks-mennesker og forhindre dem i at komme til orde.

Det er svært at ramme det præcise tidspunkt, da den moderne galskab begyndte, men man ved i hvert fald, hvem der startede den. Ikke, som man måske skulle tro, partiorganiserede kommunister, som trods deres aparte syn på verden, i det mindste opretholdt en vis gammeldags disciplin og respekt for de institutioner, som de ad åre ville erstatte med proletariatets diktatur. Galskaben opstod i smågrupper af venstreradikale socialister, anarkister, syndikalister og hvad de ellers kaldte sig. Unge mennesker, der ville arbejde uden for ”systemet” og med ”udenoms-parlamentariske” metoder. Hvad de unge mennesker, som aldrig havde sat deres ben på en arbejdsplads, ville, bortset fra at omstyrte den gamle samfundsorden, stod aldrig klart. Det gjaldt i udpræget grad den revolutionsforberedende forening, som jeg selv havde været med til at stifte, Socialistisk Ungdoms Forum (SUF), der ville af med kapitalismen og forsvaret, og som hadede Danmarks Radios nye musikkanal, hvor arbejderklassen lyttede til ørehængere som ”Mor er den bedste i verden” eller ”Mon du elsker mig stadig Klaus-Jørgen”. Et forkasteligt spild af tid, når de burde være gået til oplæring i Karl Marx’s arbejdsværdilære, som ingen af os revolutionære dog rigtigt forstod. Vi vidste kun, at Karl Marx aldrig tog fejl.

I SUF gik vi officielt ind for demokrati og kaldte os Forum for at vise vore fredelige hensigter, men i krogene diskuterede vi planer om at omstyrte samfundsordenen med alle nødvendige midler.

Jeg husker SUF’s sommerlejr i 1961, hvor vi havde inviteret en af Socialistisk Folkepartis mest feterede ideologer (jeg skal undlade at nævne hans navn, for han lever endnu og har måske ændret mening). Vi kan aldrig opnå noget flertal for socialismen, forklarede han, men når vi kommer op på 15 pct. af stemmerne, må vi gå i gang med at omdanne samfundet. Hvordan det skulle ske, kom han ikke ind på, og ingen af os spurgte. Men med demokrati havde det i hvert fald intet at gøre.

Det var i miljøer som disse, den tanke opstod, at da vi i egenskab af at være rigtige mennesker med indsigt i historiens nødvendige gang, var moralsk berettiget til at behandle de ideologisk mindrebemidlede med ethvert middel, vi fandt formålstjenligt.

Marxismen er der vist ikke længere nogen, der kan huske, og de taler end ikke om den i Enhedslisten. Tilbage er kun overbevisningen om at have ret.