Det er til nationaløkonomen Hans Jenseviks uvisnelige hæder at gøre os opmærksom på, at nøglen til forståelse af ellers uforklarlige fænomener, som indvandreres angreb på os og vore myndigheder og bedragerier af velfærdsstaten, ligger i klankulturen.
At vi ikke forstår den, og at den ikke forstår os, og at vi masseimporterer mennesker, der ikke har den fjerneste anelse om, at de er rejst over 2000 år ind i fremtiden og heller ikke lever i den. De er kulturelt set bronzealdermennesker, der kører bil, bruger Kalashnikovs og taler i mobiltelefon. Bevares, et lille mindretal er så kulturelt fleksible, at de ikke er.
I begyndelsen var homo sapiens
Selvom tilblivelsen naturligvis er længere end som så. Så tilkommer familien og senere stammen og klanen. Det er de mindste fungerende enheder, vi kender. Derefter tilkommer bystaten efterhånden omkring år 3000 f.kr. med Rom, Athen, Mykene, Lagash, Nippur, Ur og Uruk, og nogle af dem, som Rom, udvikler sig til imperier 2500 år senere.
Ud af alt dette vokser nationerne, om man så vil datere dem til jøder og grækere i oldtiden eller til højmiddelalderens territoriale monarkier i Europa. Det overlader jeg til historikere.
Transnationale ideer er endnu på kravlestadiet og har i det store hele sluppet realiteterne og jordens overflade, men det har EU og de Radikale ikke opdaget. De er drømmere og fantaster, og måske hævner det sig nu, at gymnasiaster siden længe ikke læser Hans Egede Schaks roman Phantasterne (1857).
Jeg kan ikke tro, Morten Østergaard blot har hørt titlen. Skolelærer Jelved næppe heller. Glemsel er vores gud, amnesi er vores politiske ideal. Fremtiden er alt, fortiden er intet. Vi kan ændre klimaet, og vi kan tvinge vores egen natur. Vi er som Ikaros eller anarkistiske spædbørn. Civilisation er noget vi hæver os over. Individet kan flyve. Nu kan hele samfund tilsyneladende flyve. Held og lykke med det.
Vi koloniseres af mennesker, vi ikke forstår, og som ikke forstår oss
Jensevik fortæller om klanerne i Afrika, der ikke forstår, at de nu er en del af nationen Zimbabwe. De befinder sig altså psykologisk et par tusinde år bagud i tiden, han kunne lige så godt have talt græsk til dem. End ikke vores tidsbegreb forstår de.
Klaner går til angreb på naboklaner. Alt udenfor klanen er fjenden. Det svarer til de arabere, der lander i Skandinavien og begynder deres egen lille krig mod os dagen efter, hvad enten det nu er vold, voldtægt eller plyndring.
Vil vi overleve islam?
De handler på en dyb, historisk impuls. Vi er naboklanen, fjenden. De koloniserer os, og vi forstår dem ikke. Hvorfor går så mange til angreb på os, hvorfor bedrager så mange vores stat? Vi griber kun 150 år tilbage i tiden til Marx for at forstå det, hvor vi skulle gribe 1500 år tilbage.
Kan man ikke bare modernisere dem i en fart, bliver de ikke moderne bare af at leve her? Hirsi Ali og Hamed Abdel Samad blev, men de er særligt intelligente, og desuden så modige, at de har vovet at bryde ud af den lukkede cirkel, muslimsk kultur er. Et mindretal af muslimer kan leve i år 2000 e.kr. Islam kan aldrig.
Islams lukkede cirkel
Vi kunne læse David Pryce-Jones´ The Closed Circle: An Interpretation of the Arabs, (han var i Krudttønden i 2014 og overlevede uden politibeskyttelse), en af de fem mest centrale bøger om islam, men vi læser ikke bøger, og vores beslutningstagere læser bare Hanne Vibeke Holst og den slags. Hvad politikere har liggende på deres natbord, får en til at græde.
Vi var engang en nysgerrig kultur med horisont, men nu er vi nærsynede og uden historisk og kulturelt perspektiv. Ud af dette kommer katastrofale politiske beslutninger, der allerede har kostet mange menneskeliv.
Det er en dansk forståelse, at en fjerde generationsaraber der vokser op i Danmark, bliver dansk ligesom os. Kulturelt og sprogligt. Nogle gør, men alt for mange gør ikke. De isolerer sig i deres egen kultur. Derfor er det vigtige spørgsmål: Hvor dybt stikker klankulturen? Er det muligt at løfte nogen op fra klan til civilisation? Vi går uden videre ud fra det, men det er ikke spor selvfølgeligt.
Arminius/Hermann
Jeg kan ikke lade være med at tænke på germaneren, klan- og stammemennesket Arminius (18 f.kr. til 21 e.kr.) Han bliver kidnappet og taget som gidsel af romerne, vokser op i Rom, bliver romersk borger og militært uddannet.
År 4 e. kr. bliver han stationeret i en romersk garnison nær sin hjemegn i det nuværende Nordtyskland, og ingen har grund til at tro, han ikke er en loyal romersk undersåt og borger.
Han hopper kort tid efter af til sin egen stamme. Fem år efter i år 9 e.kr. tilføjer han den romerske hær dens værste nederlag nogensinde i det vi idag kalder Varus slaget i nærheden af nutidens Osnabrück.
Imperiet mod nationen: Hvor Bryssel kolliderer med vore ideer
Dette slag standsede for altid – eller indtil EU – romernes ambitioner i Germanien og afgjorde måske, at Danmark aldrig blev civiliseret af Rom, og at der skulle gå endnu tusind år, før vi byggede kirker af de teglsten, vi i dag finder på Forum Romanum og i hele Romerriget.
Slaget markerede et kulturelt knæk i Europa, der vedvarer til idag. Måske er det også her, Bryssels imperietanker kolliderer med vores egne ideer om selvbestemmelse. Bryssel er det romerske imperium, vi er nationalt demokrati, skønt vore bestukne politikere tydeligt nok ikke er det. “EU parlamentet” er i sømandsjargon “narrefisse.” Det er det teater, vi har fået for at give vores folkestyre væk til Rom, undskyld Bryssel.
Selv i dag markerer Romerrigets grænse i år 9 e.kr. i det store hele grænsen mellem katolicisme og protestantisme i dagens Europa. Varusslaget havde permanente, kulturelle effekter op i nutiden to tusind år efter. Dette på grund af én enkelt persons trofasthed over for sin klan og uvilje til at skifte kultur og loyalitet.
Et skæbnespørgmål
Indvandrere fra klansamfund, der forbliver i deres egen kultur i Vesteuropa, udgør derfor en potentiel, stadig voksende femtekolonne. At vi overhovedet kan drømme om at lukke dem ind i hær og politi og give dem våbentræning er bare endnu en blind handling oveni alle de andre.
“Integration” er takket være tankeløse politikeres hasardspil gået hen og er blevet et skæbnespørgsmål. Hvis vi vil være bare overvejende sikre på ikke at have sendt os selv i krig, skal vi hente indvandrere fra disse lande ud af deres kultur, og selv hvis vi gør, kan vi, som i tilfældet Arminius, ikke være sikre på at undgå krig.
Blod er tykkere end vand. Kultur er vigtigere end geografi
Blod er altså tykkere end vand. Hvor mange af de mennesker, Vesteuropæiske politikere har inviteret uden at konsultere deres befolkninger, vil være i stand til at bekrige os i mange generationer ud i fremtiden?
Ingen aner det, men nu afgør det vores kultur og vore efterkommeres skæbne i mange generationer: Hvor dybt stikker klankulturen, og hvor stor en risiko har vi påført os selv?
Klan kontra civilisation
Se historikeren Torben Hansens kronik i 2001: Klan kontra civilisation. Den er på svensk, for den kunne trykkes i Danmark, men ikke i det semi-totalitære Sverige, der så vidt jeg kan se, har beseglet sin egen skæbne. Nemlig krig eller underkastelse. Vil svenskerne kæmpe eller underkaste sig? Jeg ved det ikke, men hvis de vil kæmpe, har overhøjheden allerede sørget for, at det bliver uhyre blodigt. Fremtidssverige er vold og intet andet.
Derfor fik jeg kronikken oversat i 2001.