Den venstrefløj der lefler for herboende muslimer, er den samme der ensidig fokuserer på menneskerettighedskrænkelser i Israel. Når Skipper & Co. kritiserer Israel, oversættes det instinktivt af de nye kernevælgere som ‘yahud’. En uhellig alliance på niveau med den der efterhånden er etableret mellem liberale Rohdehoveder og venstreradikale fortalere for åbne grænser.

Her lidt fra en interessant kronik i Weekendavisen af Arthur Arnheim – Store, stygge løgne.

“Samtlige antisemitiske bølger de sidste 120 år har været baseret på løgn. …

Få dage efter Seksdageskrigen i Mellemøsten i juni 1967 bragte Politiken et digt af Klaus Rifbjerg, ‘Støvlerne’. Ovenover digtet var et foto placeret, der viste egyptiske soldaters støvler smidt ud i ørkenens sand. Det var skabt for at påkalde medlidenhed med de stakkels egyptiske soldater, der måtte løbe for livet.

Det billede havde Rifbjerg ikke grebet ud af luften. Den samtidige sovjetiske presse havde startet en propagandaoffensiv, hvor man sammenlignede krigen med den blitzkrieg, nazisterne havde ført i 1940, hvor det meste af Vesteuropa var blevet erobret. I karikaturer blev den israelske forsvarsminister vist med hagekors og SS-insigner. Sovjet havde startet en antisemitisk bølge som et instrument i Den Kolde Krig.

… I 1980 var VSeren Steen Folke offentligt blevet beskyldt for antisemitisme. Han anlagde injuriesag mod anklageren. Det kommenterede Herbert Pundik, daværende chefredaktør for Politiken, på følgende måde:

‘Han (Folke, red.) tror, at man kan være modstander af den jødiske nations ret til ligestilling blandt andre nationer uden samtidig at opfattes som modstander af jøders ret til ligestilling som personer.

Det kan man ikke. Og gør man det, bærer man ved til antisemitismens bål, bevidst eller ubevidst, hvad enten man ønsker at blive kaldt antisemit eller ej.’

Siden har venstrefløjens politik bevæget sig dybt ind i centrum af det danske liberale demokrati. Her forsvarer man sig med flosklen ‘man må vel have ret til at kritisere Israel uden at blive kaldt antisemit’, men kritikken er bygget på et falsk image, der viser, at Israel mishandler og undertrykker palæstinenserne.

Det er endnu en stor, styg løgn.

… De restriktioner over for bevægelsesfriheden, som Israel har pålagt, har én og kun én årsag: Både før, under og efter oprettelsen af det palæstinensiske selvstyre er der uden ophør ført en ukonventionel krig fra områderne mod Israel i form af terrorangreb, raket- og bombeangreb mod mål i Israel.

Når den nye antisemitiske bølge beskrives, sker det ved at kaste projektørlyset på neonazister, der vandaliserer jødiske gravsten, eller for eksempel på den 16-årige pige, der lod sig indrullere i IS’ jihad-krig, og som kom tilbage med en plan om at bombe den jødiske skole i København

Det ville være mere relevant at rette søgelyset mod danske politikere, opinionsdannere og humanitære NGOer, der ved deres virksomhed ‘kaster ved på antisemitismens bål’.“