Mila (16) har udløst et jordskælv i Frankrig. Socialister og islamister kan skræmme kunstnere og journalister til tavshed. Men hvad gør de med en frygtløs, spontan 16-årig pige som ikke finder sig i at blive chikaneret af en muslim i Allahs navn? På lang sigt er de dømt til at tabe.

Da postyret omkring Lars Vilks rondellhunde (Muhammedtegninger) stod på sit højeste, slog det mig: Hvordan vil de hindre at der en eller anden dag dukker et begavet barn op, som gør det, børn gør: Siger spontant, hvad det mener?

Nu er det en fransk teenager, Mila, som er slået ned som et lyn. Hun har ungdommens frygtløshed, hun er lesbisk, dvs. hun er vant til at måtte forsvare sig, og hun har ungdommens bramfrihed til at sige akkurat, hvad hun mener.

Det bliver for meget for venstrefløjen i Frankrig. De råber på anstændighed og dannelse. Akkurat som Dagbladet gør når de vil standse statslige bidrag til HRS. Begrundelsen er nu: Islamfjendtlig. Den kulturradikale avis har udviklet sig til at tilhøre det nye borgerskab, som kræver respekt for islam.

Det er den samme refleks: Fjendtlighed og aggression mod dem, som pirker ved deres store knæfald. Det, som før ville høre til socialisters og kulturradikales selvfølgeligheder – kritik af religion, har de vendt ryggen. De har ikke noget positivt tilbage af deres egen tradition, kun det negative: Undertrykkelse, som de er ganske gode til, og farlige – i alliance med muslimer.

Fordømmelsen af Mila viser befolkningen, hvor socialisterne står. At det også siger noget om hvor de største muslimske organisationer står, overrasker ikke.

Mila vs. Greta

Socialisterne – inklusive de blå og grønne – glemmer at folk er vågnet og tager stilling: Venstrefløjen møder sig selv i døren. De samme mennesker som overdrevet og panegyrisk hylder Greta Thunberg, kaster sig over jævnaldrende Mila fordi hun vover at kritisere islam.

De to burde ideelt set få samme behandling: Begge er unge og frygtløse. Men den ene sættes på en piedestal og den anden stenes.

Mila Orriols – familienavnet er nu kommet frem – har måttet gå under jorden efter lavinen af trusler og fordømmelser.

Burde der ikke ringe en klokke hos venstrefløjen? Hvis side er de på?

Pierre Colignon skriver i Berlingske:
Panik på venstrefløjen: Islamkritikken har fået en Greta Thunberg

Ségolène Royal, tidligere præsidentkandidat for socialistpartiet, gik planken ud ved at slå fast, at det var useriøst at debattere på basis af Milas udsagn, som savnede både »respekt« og »dannelse«.

Royal har ofte forsvaret Greta Thunberg for hendes »mod«. Hun har sagt, at Gretas kritikere bare ikke kan tåle, at »hun siger sandheden med sin ungdom. Hun har en kraft, autenticitet og vrede, som passer perfekt til virkeligheden«.

Til gengæld mener Royal, at Milas alder taler imod, at man skal tage hende alvorligt. Mila har ifølge den socialistiske politiker måske »endnu en pubertetskrise«.

Allieret

Lederen af Frankrigs største muslimske organisation lod Mila falde: Hun havde selv bedt om det. Flere socialister er enige.

Lederen for en af Frankrigs største muslimske organisationer, Abdallah Zekri, har erklæret, at Mila »høster, hvad hun har sået«. Frankrigs justitsminister, Nicole Belloubet, nåede at påstå, at »krænkelser af religion naturligvis er et angreb på trosfriheden«, før hun fortrød sine udtalelse. Belloubet har sine politiske rødder i Frankrigs socialistparti, hvorfra flere ledende skikkelser har meldt sig ind i debatten for at kritisere Mila. »Man skal udvise tilbageholdenhed og undgå den slags udtalelser,«lød det formanende fra Martine Aubry, socialistpartiets borgmester i den nordfranske by Lille.

Akkurat som Zolas J’Accuse, Jyllands-Postens tegninger eller Salman Rushdies Sataniske vers, kan denne sag få en virkning som i udgangspunktet virker usandsynlig: En bagatel, der eksploderer.

Sociale medier

Vore myndigheder er livsens rædde for de sociale medier og forsøger at censurere dem så godt de og Big Tech kan. Men tilfældet Mila viser hvor nyttesløst det er.

Sagen om Mila startede en sen aften for to uger siden, da den unge gymnasieelev diskuterede musik og kærester med nogle af sine følgere på Instagram. Debatten tog en aggressiv retning, da Mila afviste tilnærmelser fra en ung mand, som så anklagede hende for at være »racist«. Mila er åben om sin homoseksualitet, og hun havde tidligere i samtalen kommenteret en anden piges udtalelse om, hun ikke var vild med »rebeus« – fransk slang for indvandrere fra Nordafrika. »Heller ikke lige min stil,« skrev Mila.

Mila Orriols har forklaret, at den unge mand begyndte at kritisere hende »i Allahs navn« for at være »luder« og en »beskidt lebbe«. Kort efter svarede Mila med en videohilsen, som indeholdt en sjældent bramfri religionskritik.

Det var altså “den unge mand” som bragte religion ind i diskussionen, ikke Mila. Men det er hende, der får skylden! Venstrefløjen, som klandrer hende, springer let hen over at islam er blevet et kort, man bruger aggressivt. Man påkalder Allah og kalder en pige luder. Når de pæne, røde borgerlige nægter denne sammenhæng, har de tabt.

Respekt=fare

Forstandige mennesker ser faren. Hvis man bøjer sig for denne verbale terror er man på samme side som dem, der bruger den fysiske. Der er en sammenhæng mellem denne svaghed og volden i skolerne og på gaden.

Det rødblågrønne borgerskab kalder det respekt. Det er et andet ord for underkastelse og de kræver underkastelse af en ungdom, som allerede er hårdt trængt i vore samfund. Alle forældre i dag er klar over disse trusler, som kommer ovenfra, i form af forbud mod at sige eller benævne visse ting, og i form af trusler og vold på åben gade. Det er her socialisterne ikke bare svigter, men i Milas tilfælde aktivt forråder en ung pige.

Mila-sagen viser, at islamiske krav om respekt for religionen bliver ved med at æde sig ind på sjælene. Argumentationen pakkes ind i fraser om hensynsfuld optræden, men realiteten er, at man lukker for kritik af religionen under indtryk af trusler om vold.

Hvem vinder? Den menneskelige natur vinder til sidst. Den tvang, som socialisterne har underkastet sig, er dømt til at tabe. Islam kolliderer med moderne samfund og skaderne vokser dag for dag.

Når en åbenhjertig ung pige må gå under jorden, fordi hun har givet Allah fingeren, siger det meget om hvor meget frihed vore ledere allerede har afstået.

Vi vil ikke være slaver. Hvordan støtter vi Mila?