Så fik jeg læst journalist Søren Baastrup ‘s bog En djævel i den lyse nat – Hvem myrdede Stine Geisler?, der, som titlen indikerer, handler om mordet på den unge studine Stine Geisler. Hun blev myrdet i forbindelse med pinsekarnevallet i København natten til den 4. juni 1990.

Sagen er en af de mest omtalte drabssager i nyere tid. Fordi den er uopklaret. Fordi det var en ung kvinde med livet foran sig, der blev myrdet. Fordi ofret var skændet med en slags tegn, som morderen havde skåret i Stine Geislers arm efter mordet. Og forbi der blandt de mistænkte var flere personer fra de danske medier, da Stine Geisler kom på cafeen Sabines Cafeteria i det indre København, der også fungerede som stamsted for flere journalister.

Blandt de mistænkte i sagen var en dengang 40-årig gift journalist, der arbejdede på en stor morgenavis og som havde en affære med 18-årige Geisler. Manden viste sig hurtigt at have et vandtæt alibi. Også Berlingskes filmanmelder Ebbe Iversen var mistænkt for drabet, og han blev afhørt ad flere omgange. I journalistkredse har der i årevis floreret et rygte om, at Iversen skulle have haft noget med sagen at gøre. Det er der ifølge bogen intet belæg for. Allan Mylius Thomsen fra Enhedslisten, der var vikar for borgmester Ninna Hedeager Olsen, da hun var sygemeldt for nylig, var også kortvarigt mistænkt for drabet. Mistanken blev manet i jorden efter en afhøring af Thomsen. Jakob Illeborg – den senere DR-vært – blev også afhørt, da han gik i klasse med Stine Geisler på Christianshavns Gymnasium.

For at det ikke skal være løgn, deltog jeg selv i pinsekarnevallet det år. Men jeg kan slå fast, at jeg ikke på noget tidspunkt var i nærheden af gerningsstedet.

Bogen er spændende (hvilket på sin vis er ubehageligt at indrømme, da den bygger på et virkeligt mord) og letlæst. Bogen springer frem og tilbage i tid, hvilket imidlertid ikke gør læsningen forvirrende. Men man kan godt blive lidt træt af, at hvert kapitel indledes med en angivelse af, hvor lang tid, der er til, drabet finder sted, eller hvor længe siden det er, at det blev begået. Når det greb benyttes 77 gange i en bog, bliver det en kende enerverende, men det kan måske ikke gøres anderledes, hvis læseren på en overskuelig måde skal have forklaret, hvor vi befinder os tidsmæssigt i historien.

En djævel i den lyse nat er tydeligvis skrevet i samarbejde med Stine Geislers mor, der stadig bor i den opgang, som både hun og Stine Geisler boede i for 30 år siden. En opgang, der deler gård med den kælder, hvor Stine Geisler blev myrdet. Morens bevæggrund for at samarbejde med journalisten er sandsynligvis båret af et ønske om at få ny opmærksomhed på sagen og dermed muligvis kunne få den opklaret. Men samtidig bliver man som læser en smule pikeret over, at man ikke lærer Stine Geisler bedre at kende. Man kommer ikke rigtig ind under huden på Stine Geisler. Hun må nøjes med rollen som offer.

Når Søren Baastrup nu havde adgang til Stine Geislers familie, kan man undrer sig over, at man ikke kommer tættere på Stine Geisler. Man kan også undre sig over, at Baastrup ikke har citeret fra de såkaldte “hemmelige dagbøger”, hvor Stine Geisler angiveligt skrev levende om sit privatliv. At gøre brug af dette materiale havde måske hævet bogen til det fremragende.

Drabschef Ove Dahl giver i slutningen af bogen nogen bud på en mulig gerningsmand. Et af budene er en mand, der dengang var i begyndelsen af trediverne. Natten før Stine Geisler døde, havde hun et skænderi med manden på Sabines Cafeteria. Manden blev af vidner beskrevet som sød og charmerende, men også ubehagelig og rædselsfuld. Igennem flere år var han hovedmistænkt i sagen, da politiet mente, at han var forelsket i Stine Geisler. Men der var ingen beviser imod manden. Han er interviewet til bogen og nægter ethvert kendskab til forbrydelsen.

Et andet bud på en gerningsmand er Peter Kronholm, hvis initialer kunne være det symbol, som gerningsmanden ridsede ind i Stine Geislers underarm på drabsnatten. Peter Kronholm befandt sig på drabsnatten på Café Floss få meter fra den kælder, hvor Stine Geisler blev myrdet. Kronholm var kendt af politiet som dybt kriminel og farlig. Men der var ikke beviser, der pegede på, at han stod bag drabet.

Tre år efter Stine Geislers død blev Peter Kronholm anholdt og fængslet for mordet på sin 33-årige kæreste. Kronholm fik i 2008 en forvaringsdom og sidder fængslet på ubestemt tid.

Bogens tredje bud på en drabsmand er Amagermanden – Marcel Lychau Hansen – der på et tidspunkt bandt en ung mand på Amager på samme karakteristiske måde, som Stine Geisler blev bundet (hvor den bundne kvæler sig selv, hvis vedkommende bevæger sig). Der er imidlertid heller ingen konkrete beviser, der knytter Amagermanden til mordet på Stine Geisler.

Er du interesseret i sagen, så kan du med stort udbytte læse bogen.

Se også
Set i en ‘kufaar-boghandler’ i det indre København