Sveriges udvikling mod klansamfund

Billede af indgangen til Riksdagen, omgivet af hegn med concertinawire. Bygningen ser ud som om den er under belejring. Foto: Document 30. januar.

“Utanförskapsområder” ses som erobrede territorier af klanerne

Nationaløkonomen Hans Jensevik. Fra minut 28:14 begynder delen om klansamfund, som er det vigtigste jeg har hørt i lang tid. Han trækker på sin årelange erfaring fra Afrika. Minutterne inden kan man godt springe over, hvis man vil spare tid.

Klanerne er ikke “gäng” (bander), de er netop klanstyrede, og de betragter svenskere som en egen, fjendtlig klan, der til alt held ikke forsvarer sig endnu, og som tilmed har ledere, der er på deres side. At bekæmpe klanerne, ville kræve en voldelighed større, end det brasilianske politi har udvist overfor en mindre trussel, og matriarkatet er ikke parat til det. I mellemtiden vokser krigsfaren sig stærkere. Det var umuligt at advare dem.

Klanerne er en alternativ statsmagt og kan ikke længere rulles tilbage med fredelige midler

Han forklarer, hvordan en klan betragter det svenske “utanförskapsområde” som deres alene fra de flytter ind, det er ikke svensk jord mere, og det bliver det aldrig mere så længe de bor der. Skal det blive svensk igen, skal de mennesker ikke længere befinde sig på området. Klanerne repræsenterer desværre en skade, der er systematisk påført siden 1975, og de kan ikke længere rulles tilbage med fredelige midler.

“Svenskerne er en konkurrerende klan, hvis kvinder man voldtager”

Dette er også hvad den sande voldtægtsstatistik fortæller os, som søges holdet skjult af magt og medier, og vi vil ikke tyde nogen af de advarsler, vi får. Det er vildledning at kalde det “kriminalitet.” Det er de første skvulp af en tsunami af klankrige.

Der er ikke tale om “kriminalitet”

Efter ikke at have haft klansamfund i tusind år, og ikke krig i 200 år, forstår svenskerne naturligvis ikke, det der foregår lige foran deres øjne. Men det er selve grunden til, at de fremmede angriber svenske politi, ambulance- og brandfolk, at de vil blive ved med det, og at ingen for alvor ønsker sig svaret på hvorfor.

Det er de såkaldte Angrepp mot blåljusverksamhet, bil- og skolebrande, de lader sig ikke forstå på andre måder. Bombesprængningerne heller ikke, og de kan heller ikke stoppes, det er for sent. Det eneste magt og medier gør, er at sløre de faktiske forhold, så de kan pensionere sig uden at være draget til ansvar. Efterfølgerne må tage skraldet.

Sverige er stadig kanariefuglen i guldminen

Så enkelt er det, og derfor er det også enkelt at forudse, at vesteuropæerne har påført sig selv krig engang i fremtiden, når områderne når en tilpas størrelse og styrke. Svenskerne har givetvis allerede påført sig en krig, de ikke kan vinde, når man ser på Sveriges demografi i de yngre aldre.

Sverige er stadig kanariefuglen i guldminen, som da jeg skrev mine første linjer om politik for tyve år siden, og resten af Vesteuropa burde i egen interesse følge begivenhedernes gang nøje, for vi bliver de næste. Danmark og Norge er en til to generationer bagefter.

“Sverige er inde på sin sidste chance,” mener Jensevik

Mange ville nok sige, at Sveriges sidste chance var sidste eller forrige valg. Hvis man vil forstå noget af Sveriges fremtid blot i den kommende generation, skal man se de sidste 30 minutter, der handler om klaner. Det er måske de vigtigste minutter om Sverige, jeg har hørt i de senere år.

Ingen politiker eller journalist vil give dig nøglen til den fremtid, for de forstår enten ikke et suk af, hvad de har gjort, eller de der forstår det, finder det alt for brandfarligt at udtrykke. Sandheden ville feje hele deres etablissement i grøften, og magthierakier begår ikke selvmord, hvis de kan undgå det.

Krisestyring de næste årtier indtil åben krig er et faktum

Selv har jeg aldeles forgæves prøvet at forebygge i tyve år. Den tid er nu næsten udløbet for Sveriges vedkommende. Sveriges næste årtier står på krisestyring, indtil det overgår i egentlig krig. Det ord Jensevik mindeligt beder studieværten om at slippe for at udtale i videoens sidste minutter.

Den ældre herre kommer ikke til at opleve det, jeg heller ikke, men han har sendt en depesche til sine efterkommere. Wafa Sultan sagde for elleve år siden i København: “If there must be trouble, let it be in my day, that my child may live in peace.” Det lod sig ikke gøre. Hun sagde også om attituden til erobrer-ideologien islam: “Speak softly and carry a big stick”.

Livet forstås baglæns, hvilket ikke gavner de levende

Også det har jeg opfordret til. Samtiden tolkede det som ondskab, hvor det kun var et forsøg på at skåne dem for ondskab. Livet forstås som bekendt baglæns, hvilket ikke gavner de endnu levende særlig meget.

At advare svenskerne har i det store hele været nyttesløst, i disse år overhaler virkeligheden os alle sammen, forebyggelsens år er spildte. Sveriges hoved ligger nu i løvens gab. Og danskerne vil være lige sådan. De kan fjolle rundt og stemme Radikalt og Alternativt i 40 år til, men så klapper fælden også uigenkaldeligt i.