Teksten herunder vil med stor sandsynlighed være det mest absurde du læser denne weekend, og havde sproget ikke være så formfuldendt, så havde jeg afvist det som en højreorienteret parodi på feministisk mandehad. Revolutionen æder sine børn, og de få børnebørn der trods alt blev født læser nu obskur marxistisk litteratur for at retfærdiggøre sit had til repressive konservative normer. Det være sig familien, begæret til det modsatte køn o.l.

I lighed med den amerikanske komiker Dennis Miller støtter jeg feministiske revolutionære. for som han så smukt formulerede det: “Don’t you all look sexy in your little uniforms.” Længere studentikos indlæg af anonym skribent hos Fredagaften.net – Den venstreorienterede cismand – Giften i vores bevægelser.

“… hvis den lesbiske kærlighed skal være et rent politisk valg og dermed renset for eller uafhængigt af begær, overlader vi begæret til den heteroseksuelle form. Spørgsmålet er derimod hvordan begæret kan friholdes eller løsgøres fra dominansrelationer. …

Shulamith Firestone – en anden figur vi må vende tilbage til – påpegede hvordan den revolutionære bevægelse havde grebet kampen forkert an. I stedet for at sætte kræfter ind på at bygge en stærk arbejderbevægelse eller angribe den private ejendomsform, skulle man hellere have taget fat på at afvikle familien. Familierne var jo aldrig på barrikaden. … På den måde afvikler kampen familien. …

De italienske kommunistkvinder havde en talemåde om mændene i deres organiseringer: Kammerater i kampen, fascister i sengen. Når de holdt separatistiske demonstrationer, fik de bank af deres mandlige kampfæller. I dag ved den venstreorienterede cismanden, at vold og voldtægt imod kvinder og femmes er foragteligt. Hans udslettelse af kvinderne omkring ham antager mere sofistikerede former. Hans kvindehad er subtilt.

Venstrefløjsmanden læser Audre Lorde og lyver for alle kvinder han kender. Venstrefløjsmanden ved, at hans følelsesmæssige afstumpethed er patriarkalsk, og giver sin voldelige far skylden, mens han lader femmes i sit kollektiv bøde for hans traumer. Venstrefløjsmanden udgiver feministiske kampskrifter på sit kooperative forlag og lader sine elskerinder abortere alene. Venstrefløjsmanden taler om samtykke, før han binder os til sengen… Venstrefløjsmanden er i åbne forhold og skylder ikke nogen noget. Han er det ultimative neoliberale subjekt.

… Vi kvinder og femmes, der somme tider eller tit har seksuelle og romantiske relationer til mænd på venstrefløjen, hengiver os derigennem til en langsom opløsning af vores selv og vores værdighed. Når vi samler hinanden op fra gulvet endnu engang, efter endnu et udbyttende, undergravende parforhold eller en affære, siger vi til hinanden: ‘Det er ikke dig, det er patriarkatet.’ Men på et tidspunkt bliver selv den stærkeste i tvivl. Den venstreorienterede cismand slår os ikke ihjel, han venter tålmodigt på, at vi har lidt så længe, at vi selv får lyst til at gøre det. Det er giften, der siver ind i vores revolutionære bevægelser: venstrefløjsmandens subtile kvindehad, der langsomt eroderer bevægelsernes vigtigste aktivister.

… Vores kærlighed til cismænd kvæler os, gør os syge. Vores bevægelser kan ikke holde til det. … Vi må udslette den ømhed der drager os mod vores undergang, vi må sabotere de konstellationer, den driver os ud i, konkret og materielt. Nu. Vi må forgifte den middag, vi igen har tilberedt til en mand der alligevel ikke vil have os, hælde menstruationsblod i den bog vi ville give ham i gave, lænke os til vores venner før vi kan nå at tage af sted til endnu et natligt møde med en cismand der tager det for givet.

Kun lesbisk kærlighed fra nu af!“