Et billede fra Israels grundlæggelse. Abba Eban t.h. Hvad det norske flag gør på billedet, vides ikke. Jøderne har en stærk historisk fornemmelse og det er en fornemmelse de har betalt for med deres blod. I det trygge Norden har folkene glemt hvad krig er. Nu har eliten inviteret ind en folkegruppe der lever i permanent konflikt med sine omgivelser og ligevel klarer eliten bare at tale om “berigelse”. Foto fra bymuseet i Tel Aviv.

75 år er ikke lang tid, men det var nok til at menneskene kunne glemme Auschwitz. Ikke glemme i betydningen “forsvinde”, kundskaben om Holocaust er større end nogensinde. Men nok til at ikke længere at forstå, til ikke længer at forstå hvor truslen mod dagens jøder kommer fra.

Igen er det i Europa at truslen mod jøderne vokser frem, og det sker ikke i udkanten af samfundet. Det er ikke i samfundets bundslam hvor det gror frem. Det er blandt den gruppe der definerer sig som samfundsbærende – ”the managerial class”, de urbane hipstere, de kreative, politikerne og medierne, at man vender blikket væk og ikke vil tale om jøderne. Det var præcis det samme som skete i trediverne. Det bortvendte blikke sørgede for at nazisterne kunne sætte det ene tiltag efter det andet i værk: Nazisterne vidste hvad de gjorde: Først måtte jøderne defineres som gruppe, derefter blev de udgrænset, skilt ud. Sådan virkede diskrimineringen, som en logisk følge af udgrænsningen. Så snart majoritetsbefolkningen ikke længere betragtede jøderne som en af dem, kunne forfølgelsen virkelig begynde. Få løftet en finger.

»Digerne, der har holdt antisemitismen tilbage, er bristet. Historien er ved at blive glemt,« siger David Gurov, en ung studerende, til det elektroniske medie i Groningen i Holland

En middelklassefamilie i en af forstæderne til København, hvor faren i huset er israeler og hvor man forsøgte at holde lav profil og ikke markere sig som jøder, oplever at først sønnen og så datteren Rebecca bliver trakasseret først på én skole, så en anden og til sidst har de fundet frem til hvor familien bor. Det er en målbevidst forfølgelse, hvor også voksne deltager. Skoleledelsen ville ikke vide af det handler om antisemitisme. Denne ansvarsfraskrivelse er velkendt og det får ingen konsekvenser. For den politiske ledelse er rådløs eller vender ryggen til.

Holocaust er indskrevet i EU’s værdigrundlag. Men de samme politikere, som siger de rigtige ord ved de rigtige anledninger, er tavse om at ikke bare jødeforfølgelse, men også kristenforfølgelser, har meldt sin ankomst i det nye Europa.

6. december var Angela Merkel i Auschwitz og talte om ansvaret for de forbrydelser, som aldrig slutter.

Men det tog hende 14 år at bevæge sig den korte afstand fra Berlin til Auschwitz, og spørgsmålet er om hun ikke ville opnå to ting: Hun vidste at hun skulle dertil i januar på 75-årsmarkeringen og det ville taget sig dårlig ud om det var første gang. Dernæst kunne hun formulere sine ord så de blev et angreb på Alternative für Deutschland.

Der er vi ved et andet vigtigt punkt ved dagens Holocaust-forståelse: Det er blevet et våben, eliten bruger mod en højrepopulisme den hader.

Men den politiske brug af nazisme og Holocaust devaluerer den historiske sandhed. Det trivialiserer historien.

Især når den samme klasse er de, som vender blikket væk fra muslimernes jødehad.

Dette er situationen 75 år efter befrielsen. Det er mørke skyer, som samler sig over Europa.