Så fik jeg læst Halvmåne og hagekors. En bog om nazisternes indflydelse i Mellemøsten og muslimers indflydelse i Nazityskland. Jeg ville gerne have citeret fra den, men bogen har på mærkværdig vis forputtet sig, så det bliver efter hukommelsen.

Det er kendt stof blandt de fleste, at Mein Kampf var og er populær i den arabiske verden. Men da nazisterne var mest succesfulde på slagmarken, opfattede mange shiamuslimer ligefrem Adolf Hitler som den 12. imam. En forsvunden imam, der vender tilbage kort før verdens undergang. Generelt var Hitler særdeles populær. Mange arabere så Hitler som manden, der kunne fordrive de franske og engelske kolonimagter og desuden løse “jødeproblemet”.

Noget af det mest interessante i bogen er, at den beskriver, hvordan Nazityskland på en bagvendt måde var med til at skabe fundamentet for Israel. I 1930’erne opfordrede nazisterne de tyske jøder til at udvandre til Palæstina (der dengang var under britisk kontrol). Denne politik fik store konsekvenser i Palæstina, hvor der i begyndelsen af 1930’erne boede 400.000 arabere og 25.000 ortodokse jøder (primært centreret omkring Jerusalem).

Udvandringen fra Tyskland og andre europæiske lande fik langsomt, men sikkert den demografiske udvikling til at tippe over i jødisk favør, hvilket førte til frustrationer blandt araberne. Under 2. verdenskrig, hvor forholdene for Europas jøder i mange af de besatte lande blev uudholdelige, var ønsket om at komme til Palæstina naturligvis stort blandt de europæiske jøder. Men det lykkedes araberne i Palæstina at få gennemtrumfet, at denne trafik stort set blev standset.

Samtidig håbede araberne på, at en tysk intervention i Palæstina en gang for alle kunne løse arabernes “jødeproblem”. Forstået på den måde at araberne kunne samarbejde med tyskerne om at drive jøderne i havet, når tyskerne nåede frem til Palæstina. Der var længe lyse udsigter, hvad det scenarie angik. Men i sidste ende nåede tyskerne ikke frem til Mellemøsten fra hverken syd eller nord.

I oktober 1942 blev tyskernes fremrykning standset ved El-Alamein i Egypten. Samtidig lykkedes det russerne at stoppe tyskernes fremrykning mod den arabiske verden fra nord. Og i takt med tyskernes militære nederlag svandt troen på nazisterne som løsningen på arabernes problemer.

I Palæstina havde jøderne forberedt sig på en Endlösung, når tyskerne nåede frem. De netværk, der var bygget op for at forsvare sig mod det scenarie, blev siden af afgørende betydning for jødernes modstand mod briternes tilstedeværelse i Palæstina efter krigen og den efterfølgende krig mod araberne.

At krig som politik drives af en stor grad af opportunisme fremgår i øvrigt af, at nazisterne opretterede enkelte SS divisioner bestående af blandt andet muslimer fra Balkan og sikher fra Indien. Det førte til, at det ariske SS måtte udvide sin definition af “acceptable racer” til at omfatte alle “racer” undtagen sorte og jøder.

I sidste ende viste disse divisioner sig ikke at være til megen gavn for tyskerne. På Balkan skiftede mange fra division SS Handschar side, da krigslykken vendte, og de tilsluttede sig i stedet partisanerne, der bekæmpede tyskerne. Ikke bare tyskerne, men også deres samarbejdspartnere havde deres egne dagsordener.