Nyt

Det har givet rystelser på Krogerup Højskole, at udefrakommende stemmer har påpeget skolens besættelse af den salafistiske burka.

Højskoleforstander Rasmus Meyer er faret i blækhuset, fordi “højreradikale” vover at stille spørgsmålstegn ved den tilbagevendende burka-undervisning på højskolen.

Rasmus Meyer forklarer Krogerup Højskoles salfistiske optrin:

“Det er rigtigt, at to repræsentanter (burka-islamister, red.) fra gruppen (Kvinder i dialog, red.) var på besøg i en klasse til en time.”

Her flyder propagandapennen, så man skulle tro, at Pravda havde genfundet sin storhedstid fra Februarrevolutionen. For er der tale om en enkeltstående ‘dialog’, som Rasmus Meyer påstår?

Intet kunne være mere forkert. Krogerup Højskole har igennem flere år haft burka-oplæg på plakaten … igen, igen og igen.

De ‘dialogsøgende’ salafister, hvilket i sig selv er en selvmodsigelse, er et fast og tilbagevendende indslag på Krogerup Højskole.

De burkabærende kvinder skriver ‘tak for sidst’, og de sociale medier bugner med fotos og selfies fra de ‘tildækkede’ oplæg.

“Vi har i fredags ENDNU ENGANG aflagt Krogerup Højskole et besøg,” skriver en burka-oplægsholder i januar 2020.

Rasmus Meyer undskylder sig med, at skolen også har haft besøg af Generation Identitær og Morten Messerschmidt.

Ja, man ser det for sig. Rasmus Meyer og hans journalist-hustru Lea Korsgaard kigger op i loftet, når ‘de unge fascister’ og DF’s ‘kældermenneske’ endelig forlader det statsstøttede etablissement i Nordsjælland.

Spørgsmålet ligger til højrebenet: Er Generation Identitær og Messerschmidt lige så hyppige gæster som de formummede salafister?

I sommeren 2018 deltager elever fra Krogerup Højskole på Folkemødet på Bornholm iført burkaer, hvor de laver politiske demonstrationer til FORDEL for islamisk tildækning.

Bakker højskoleforstander Rasmus Meyer op om aktivisme, der understøtter en kvindefornedrende påklædning? Blev der i øvrigt brugt statsfinansierede højskolemidler til denne burka-demo?

Dette handler ikke om, at ‘højreradikale kræfter’ vil stække pluralismen på Rasmus Meyers højskole. Det handler om at gøre opmærksom på, at skolens dømmekraft er tippet over.

“Jeg ELSKER simpelthen Krogerup Højskole”, siger dem burkabærende Sarah Ali på Facebook.

“Tusind tak for ALLE de gange du og andre fra ‘Kvinder i Dialog’ har været på besøg,” svarer en af lærerne fra højskolen.

‘ALLE DE GANGE’? Hvor mange gange skal burka-salafister holde tale for unge mennesker, før pluralismen bliver til indoktrinering? Svar udbedes, Rasmus Meyer.

Hvis Krogerup Højskole og Rasmus Meyer er i tvivl om klangen i deres ekkokammer, så skal de bare kaste et blik på kommentartråden under skolens klagesang på de sociale medier.

Adskillige forhenværende folketingsmedlemmer fra Enhedslisten og en palæstinensisk venskabsforening – med stærkt antisemitisk præg – støtter alle op om højskoleforstander Rasmus Meyer.

Og ikke mindst en tidligere partiformand fra Socialistisk Folkeparti jubler med:

“Og I skal endelig fortsætte (med at lave burka-undervisning, red.),” erklærer den hedengangne SF-formand og minister Annette Vilhelmsen.

Ringer “SF” en klokke hos Rasmus Meyer? Det er det parti, hvor højskoleforstanderen tidligere har været både kampagneleder og politisk rådgiver.

De varme ord fra de politiske frænder må varme på Krogerup Højskole. Der hvor politiske modstandere betegnes som ‘højre-radikale’.

Det er IKKE dialogsøgende pluralisme, hvis man hører den samme salafistiske part igen og igen. Hvis man ønsker pluralisme på en statsstøttet højskole, så kunne Krogerup Højskole da i det mindste invitere nogle forskellige islamister? Eventuelt nogen syrienjihadister, der sikkert kan fortælle masser af spændende historier fra kalifatets storhedstid.

Det er tænderskærende at læse Rasmus Meyers forsvarsskrift, der bærer præg af et snæversyn uden lige.

Grundtvig ville ryste på hovedet af den enøjede verdensopfattelse på Krogerup Højskole


Elever fra Krogerup Højskole propaganderer for den salafistiske burka på Folkemødet på Bornholm.

Rasmus Meyers kommentar lyder i sin helhed:

“Det bimler og bamler på højre-radikale og national-konservative blogs og facebook-sider i de her timer. Det gør det, fordi det er kommet frem, at en repræsentant for ’Kvinder i Dialog’, en lille kampagnegruppe af burkaklædte kvinder, der kæmper for retten til at bære niqab, har været på besøg på Krogerup. Det hedder sig på diverse blogs, at vi har burka-klædte kvinder ansat på Krogerup – det har vi selvsagt ikke, men det er rigtigt, at to repræsentanter fra gruppen var på besøg i en klasse til en time. Og nu vi fremme ved substansen; er det ok?

Mit svar er ja. Guderne, dem alle sammen, skal vide, at jeg synes, at både burka og niqab er en mærkværdig opfindelse; har svært ved at forestille mig, at nogen skaber noget sted skulle synes, det er en god ide. De, der kender mig, vil vide, at jeg ikke er og aldrig har været bange for at diskutere politisk islam, herunder kvindernes muligheder og begrænsninger.
Men det er i denne sammenhæng underordnet.

For det første var kvinderne ikke inviteret hertil for at diskutere islam, men derimod frihedsrettigheder i lyset af burkaforbuddet. Og for det andet, og væsentligere, så vil jeg hellere præsentere eleverne for et synspunkt for meget end et for lidt. Det er en sygdom i tiden – som trives på tværs af det politiske spektrum – at man vil forbyde og censurere synspunkter, man er uenig i. Udgangspunktet her er det modsatte, de synspunkter, man har sværest ved at begribe, må man gøre sig mest umage med at forstå. Derpå kan man tage en demokratisk drøftelse.

Vi har en klar regel; vi vil ikke acceptere opfordringer til vold. Men derudover er ambitionen – helt i tråd med den Hal Koch’ske arv – at skabe et rum, hvor holdninger og meninger kan mødes og brydes. Det er derfor, vi det sidst år, udover Kvinder i Dialog, bl.a. har haft besøg af Flemming Rose, Generation Identitær og Morten Messerschmidt. Og Dan Jørgensen, feministiske pornoproducenter, Martin Lidegaard, Larissa Sansour, en tryllekunster, Maria Gjerding, Geeti Amiri, Tommy Ahlers og alle mulige andre.”

*

Mere om den salafistiske propaganda på Krogerup Højskole hos Document