Statue of George Orwell (2018)

Asgar Aaamund har igen delt sin klogskab med os. Han noterer det oplagte, men det som alligevel ikke diskuteres: Forvandlingen af velfærdssamfundet til et samfund, hvor alle er afhængige af staten.

I midten af 90erne passerede vi en skæbnesvanger grænse for folkestyret, idet flertallet af vælgerne nu stod uden for arbejdsmarkedet. Vi gled hermed ind i formynderstaten, hvor trefjerdedele af alle danskere enten arbejder for stat eller kommune eller er på offentlig forsørgelse, og trefjerdedele af folketing og regering er rekrutteret fra det offentlige.

Statsmagten er nu blevet så stærk og dominerende, at vi må omdøbe den til noget mere rart og behageligt. Noget, der føles hjertevarmt og trygt, noget der dufter af kammeratskab omkring lejrbålet og at holde hinanden i hånden i dansen omkring juletræet. »Fællesskabet« er derfor det nye navn for statsmagten.

Fællesskabet er det nye ord som magten skjuler sig bag. Det lyder ikke pænt, hvis staten er den altdominerende magt. Det ville rejse spørgsmålet om demokratiet er en realitet.

Det, der skjuler statens dominans, har været en hyper-indivualisme. Det er en fortsættelse af 68’er-kulturen: En ekstrem narcissisme, helt ud til at mennesker ikke vil have børn, for bedre at kunne realisere sig selv. For sent opdager disse mennesker at de dermed benægter den biologiske sammenhæng, som individet må opfylde for at have et liv som gammel. De dør nu uden indhold og uden omsorg, uden mening. Det er gravskriften over 68’erne.

Denne mentalitet har været fuld af paradokser.

Den moderne dansker vil bestemme over sit eget liv, men han vil ikke tage ansvaret for det. Hvis noget går galt, er det fællesskabets ansvar.

Hyper-individualisten er ikke særlig optaget af det virkelige fællesskab. Fællesskab er for ham bare et ord. En grå masse. Han forstår ikke, at han også er afhængig af samfundet for at nyde godt af frihed, og at frihed koster. Den kan, som Reagan sagde, tabes på en generation.

68’er-generationen såede et frø som har spiret de sidste årtier: Det var bare kun deres egen frihed, de brød sig om.

Vi moderne danskere har forladt vores stræben efter et liv i frihed. Tryghed er det bedste guld. Vi er nu på vej ind i klientstaten.

Processen med umyndiggørelse af befolkningen er sket over tid Det hænger sammen med udviklingen af den administrative stat, med store korporationer og Big Techs invasion af privatlivet.  Denne magt viste for første gang sit sande ansigt da Donald Trump stod frem.

Trump er allerede blevet historisk. Han brød ind som en naturkraft og ændrede alt.

Valg var ved at blive en iscenesat forestilling, som lod halvdelen af befolkningen kolde. Nu fik de pludselig en talsmand.

Hvis Magten havde været demokratisk ville den juble over fornyet vitalitet. Den gjorde det ikke. Den erklærede Trump krig. Først kandidaten, derefter præsidenten.

Danske medier viser deres sande ansigt ved at deltage i den systematiske tilsvining af præsidenten. Trump tåler det. Det gør Danmark ikke.

På få år har danskerne langt hen ad vejen accepteret censur.

Vi er også ligeglade med det tiltagende meningstyranni, der er en giftpille for vores frie, demokratiske kultur. Tidligere kunne vi i medier, i det sociale liv og i skolevæsenet frit diskutere politiske og kulturelle uenigheder med passion, men uden had og fordømmelse. Sådan er det ikke mere. Argumenter og meninger er afløst af hudfarve og kønsidentitet. Censur og selvcensur sejrer over den frie debat.

Dette meningstyranni kommer i første række fra de røde. Men de blå viser en skræmmende vilje til at følge i samme spor. Pågribelsen af Jeppe Juul og Steen Raaschou og beslaglæggelsen af deres elektroniske udstyr i maj i fjor, fortjener langt større opmærksomhed end det har fået.

Mette Frederiksen er kommet med nogle opløftende udspil den sidste tid både i forhold til jihadister og antisemitter.

Men tør hun tage et opgør med alliancen muslimer/venstrefløjen? Det er ingen tvivl om at islams tilstedeværelse undergraver samfundets modstandskraft.

Eller vælger Frederiksen at være den, der indfører et autoritært socialdemokrati?