Den famøse samtale mellem Merkel og Zuckerberg. Det fremgik at Merkel allerede havde spurgt Zuckerberg om at stænge ned uønskede meninger.

Ikke fordi platformen forsvinder, for den vil stadig være et sted, hvor man kan fortælle, at katten har fået killinger, at naboen har fået en blodprop, eller at her er verdens bedste opskrift på citronkage. Den slags. Men som et medie, hvor voksne mennesker kan udveksle oplysninger og tanker om det, der optager dem, er Facebook død.

I går fik Trykkefrihedsselskabets formand, Aia Fog, sin Facebook-konto ”deaktiveret”. Det samme skete for mig, der tilfældigvis er tidligere formand for TFS. To andre bestyrelsesmedlemmer har lidt samme skæbne. Men andre ord: Vi er blevet smidt ud.

Jeg må nu sige farvel til mine 5000 venner og godt 2300 følgere, hvoraf mange regelmæssigt har læst mine opslag og deltaget i de efterfølgende diskussioner.

Ingen af os har fået nogen egentlig forklaring bortset fra tågede henvisninger til nogle ”fællesskabsregler”, som vi skal have forbrudt os imod. Den eneste af de regler, som vi teoretisk kunne have overtrådt, er den om, at man ikke må opfordre til vold. Og det har vi heller aldrig gjort. Vi har til stadighed holdt fast i det grundlæggende princip, at vi ikke ville tolerere racisme, antisemitisme eller voldsopfordringer på vores væg. Men lige lidt hjalp det.

Facebook synes derimod at have taget anstød af, at nogle af os har gjort opmærksom på Trykkefrihedsselskabets møde med den engelske ytringsfrihedsforkæmper, Tommy Robinson, der fandt sted i København i går.

Robinson har heller ikke opfordret til vold eller optrådt i nogen organisation, der har betjent sig af vold.

Man må derfor konkludere, at Facebooks hensigt er at undertrykke vores meninger og de kendsgerninger, vi har refereret. Og at det intet har med ”fællesskabsregler” at gøre.

Det svarer helt godt til den opfattelse, som stadigt flere han dannet sig. Nemlig at Facebook bevidst optræder som organ for den politiske venstrefløj og efter bedste evne censurerer andre holdninger.

Det mærkelige er, at mediet til stadighed hævder at være upolitisk. Det påstår også, at det ikke har redaktionelt ansvar for noget indhold, selv om det nu kan bevises, at Facebook redigerer i tekster og udsender dem i friseret form.

Jeg blev opmærksom på det for et par dage siden, da jeg skrev et opslag om slaveri. Stor var min overraskelse, da en anden tekst dukkede op. Væk var rubrikken samt første og sidste afsnit. Facebooks censor havde desuden fjernet en henvisning til det velbelyste historiske faktum, at arabiske sørøvere i 1627 var helt oppe i Island, hvorfra de bortførte flere hundrede børn, kvinder og mænd og solgte dem som slaver i Nordafrika. Men det overtræder åbenbart ”fællesskabsreglerne” at fortælle om den slags.

Efter denne oplevelse meddelte jeg på min væg, at jeg fra nu af ville offentliggøre mine tekster på Document.dk og Document.no, hvorfra andre var velkomne til at viderepublicere. Jeg skrev også, at jeg agtede at linke til teksterne via min Facebook.

En time efter var jeg fjernet.

Det store spørgsmål er, hvorfor der ikke bliver grebet ind fra politisk side. I realiteten er Fb et monopol og burde derfor give plads til alle lovlige ytringer. Vi kan jo heller ikke have et privatejet vandværk, der har et faktisk monopol på at levere vand i et bestemt område, men nægter at betjene kunder med forkerte politiske holdninger. I hvert fald ikke i en retsstat.

I 1911 greb USA’s Højesteret ind mod monopolet Standard Oil, der blev tvangsopløst og omdannet til en lang række selvstændige olieselskaber. Hensigten var at fremme konkurrencen.

Hvorfor sker noget lignende ikke nu i forhold til det endnu større og mægtigere monopol, Facebook? Hvorfor bliver det end ikke diskuteret?

En teori er, at Den Dybe Stat, der hersker i store dele af Vesten vil undertrykke enhver udfordring mod dens kulturrelativistiske og globalistiske ambitioner og lader Facebook gøre det beskidte arbejde, således at magthavere selv kan fremstå med rene hænder.

Men uanset hvad, vil Facebooks manøvrer vise sig modproduktive. Det eneste, dette misliebige foretagende vil opnå, er at øge befolkningens interesse for dem, der ikke må komme til orde. De må jo have noget interessant at sige, når der sættes så meget i værk for at lukke munden på dem.

Facebooks danske kommunikationschef, Peter Andreas Münster, sad for kort tid siden på tv og pralede med, at hans firma førte lister over mennesker, der ikke måtte omtales eller komme til orde.

Det kunne være interessant at se disse lister, for de rummer med garanti mange af tidens mest læseværdige debattører.