Kvinden krydser grænsen fra Syria til Irak tirsdag. Foto: Privat

Tirsdag kom meldingen om at den norske regering har ombestemt sig og lader en IS-kvinde med to børn komme til Norge. Tidligere hed det sig at kun børnene kunne komme.

Det er faldet Fremskrittspartiet for brystet, men de siger kun, at de er uenige.

Mest pågående har mikropartiet Venstre været. Det ledes af Trine Skei Grande, Norges svar på Morten Østergaard.

Sagen illustrerer hvordan et højrepopulistisk parti tvinges til at køre med på en politik, der opleves som forræderi af deres egne vælgere. Det er i virkeligheden den demokratiske proces som saboteres.

Fremskrittspartiets indvandringspolitiske talsmand, Jon Engen Helgheim, var på pinebænken i dagens Politiske Kvarter, og det er hans moddebattant, Trine Skei Grande som står for torturen.

Siv Jensen har konkluderet, at FrPs smertegrænse ikke er nået. Partiet tåler lidt pres mere. Men de tillidsvalgte og vælgerne mærker at de for længst har passeret smertepunktet.

Hvad gør et parti, hvor ledelsen kalkulerer med at den interne opposition ikke tør tage et opgør? Det er en type hensynsløshed, som over tid ødelægger partiet indefra.

Vi fik en advarsel med bompengeoprøret i fjor. Da trak FrP sig i sidste øjeblik, men skaden var allerede sket.

Nu gentager det samme sig med IS. Det er endda værre for FrP. Det berører de kerneværdier, partiet må og skal stå for, hvis det skal have nogen som helst chance for at genrejse tilliden.

Råt spil

IS-familierne er en speciel historie. De har haft den stærkeste lobby vi har set i lang tid: Præster, eks-ministre, politikere og medier – anført af Aftenposten og NRK, har gjort utallige rejser til al-Hol-lejren for at holde sagen varm.

Det lyder på denne lobby som om afhentning af to børn fra Syrien er det vigtigste Norge foretager sig humanitært. Det er en ”over-the-top-holdning” som man som normalt menneske må reagere på, hvis man er klar over, hvad IS stod og står for, og hvad de gjorde. Netop fordi disse handlinger er så godt dokumenteret er der grund til at reagere på den overdrevne indsats: Hvilke kræfter er det, som er i spil her? Hvad skyldes dette voldsomme engagement?

Der er en X-faktor i dette spil, som er dybt urovækkende. Jon Engen Helgheim sagde partiet var imod at hente moren hjem af hensyn til Norges sikkerhed. Men den største trussel kommer ikke fra kvinden konkret, hun vil næppe foretage sig noget med det første. Den største trussel kommer fra ministrene med udenrigsministeren i spidsen, som har brugt så meget tid og resurser på denne sag. Det er deres mentalitet som udgør den største trussel mod Norge. De ser ikke farerne, men omfavner de kræfter, som allerede findes i rigt mål her hjemme og giver dem et håndslag: – Se hvor gode vi er. Hvor dialogorienteret vi er. Selv IS henter vi hjem.

Det er som om regeringen tager Jesu ord, om at vende den anden kind til, bogstaveligt: Til trods for terror i Europa, med byer som ser ud som fæstninger, vælger regeringen at vise at vi kan og vi vil hente IS “hjem”.

Appeasement 2.0

Det er logikken hos Ine Eriksen Søreide, der er noget galt med.

– Regeringen besluttede i efteråret i fjor at vi ville forsøge at hente det formodet syge barn hjem. Det indebærer at søsteren og moren også måtte hentes hjem, sagde Søreide.

Beslutningen om at hente kvinden og de to børn hjem blev fattet af regeringen i slutningen af september, efter hvad Aftenposten erfarer.

Søreide bruger “humanitær grund” som rationale. Hun skubber barnet foran sig og lader som om det er en selvindlysende grund. Det er det ikke. Den norske stat foretager hver eneste dag handlinger som får store konsekvenser for mennesker. Det er NAV-skandalen eller umyndiggørelsen af borgere uden at de bliver informeret eksempler på. Den norske stat er udmærket i stand til at være kold og hjerteløs når det kræves.

Men ikke når det gælder IS. Da mobiliseres en hjertevarme som vi knapt har set magen til.

Programleder Lilla Sølhusvik sagde at Trine Skei Grande var i nyhedsredaktionen også tirsdag og at hun sjældent har set Grande så glad. Det blev Grande vred over at lytterne fik at vide og forsøgte at vifte det væk.

Men det bekræfter vort indtryk. Ikke noget parti er gået så hårdt ind for IS-familierne som Grande og Venstre.

Det samme ser vi i Sverige og Danmark. Det er Centern med Lööf og Radikale Venstre med Morten Østergaard som er de mest ultraliberale når det kommer til indvandring, islam og åbne grænser.

Det underlige er, at dette kun er populært hos en lille del af deres vælgere. Hvis Grandes frieri til IS-familierne havde været populært ville vi have set det i meningsmålingerne.

I stedet tror jeg deres engagement giver vælgerne ”the creeps”, ubehag.

Integrerer IS

Det er nok at se på kvindens historie, som nu er på vej til Norge:

Den 29-årige kvinde giftede sig med en fremmedkriger i 2012 via Whatsapp. Hun mødte ham i Tyrkiet og rejste ind i Syrien i 2013, ifølge hendes egne oplysninger.

Hvor stort et hensyn til børnene har denne kvinde vist? Hun nægter sig skyldig, og hævder hun blev tvunget med. Hun skubber i virkeligheden ansvaret for sine egne handlinger over på børnene.

Den norske velfærdsstat bærer allerede ansvaret for hvad norske og udenlandske borgere finder på, alt fra dårlig indsats i skolen, så man ikke formår at deltage i samfundet, dårlig sprogforståelse fordi forældrene ikke gider lære dem norsk, vold, kriminalitet, dovenskab, asocial opførsel, alt dette tolereres indenfor Norges grænser.

Men det er ikke nok for den norske regering. Den må og skal også omfatte IS. Velfærdsstaten skal og kan også rumme IS-familierne. Søreide vil at børnene skal “eje deres egen historie”.

– børnene skal eje deres egen historie. De skal ikke dømmes eller lastes for deres forældres valg, sagde udenrigsministeren, og lagde til at de fortjener en tryg opvækst i Norge.

Men børnene har allerede deres egen historie, og det er den, som moren har påtvunget dem med sine valg. Det er sådan livet fungerer: Forældrene træffer valg. Børnene bærer byrden.

Den norske stat mener den er så stærk at den kan ophæve disse belastninger og give børnene en ny start. Hvordan har den tænkt sig at gøre det? Det er et så naivt, infantilt sprog at man lurer på om Søreide overhovedet har jordforbindelse.

Norge har allerede store problemer jfr. drabet i Prinsdal i weekenden.

Helbredende evner?

Men Søreide og Grande har måske en forestilling om at den godhed, de viser ved at bruge så mange resurser på en mor og hendes to børn, vil have en helbredende virkning? At denne godhed vil forandre både moren og børnene?

Medierne spiller med og lader moren sige til NRK, at hun angrer og angrer og kun ønsker en ting: At komme hjem.

Men skyldig erkender hun sig ikke.

Så let er det at begynde på ny efter at have deltaget i verdens værste terrororganisation. Nu venter vi bare på de første human touch-interview med moren. Hun er blevet en celebritet før hun sætter foden på norsk jord.

Hele dette show er mediestyret og Søreide gør det hun er god til: Hun er god.

Det er bare ikke nok.