DR-underholdningschef Jan Lagermann Lundme

Jeg har tidligere omtalt historien her på bloggen, men her er den RAF-sympatiserende Enhedslisten-kommunist hudløs ærlig, og essayet ligner til forveksling et råb om hjælp. Der bliver ikke sat ord på de ‘mørke’ gerningsmænd der forstyrrede hans antiracisme og sendte ham til psykolog, men det drejer sig om tre tyrkere og tre iranere ved de to på hinanden følgende episoder. Ikke i Günyüzlü eller Tavarreh i grænselandet mellem Tyrkiet og Iran, men på Vesterbro i København. Forfatteren er homoseksuel, og gift med DR-underholdningschef Jan Lagermann Lundme.

Essay af den forfatter Tomas Lagermand Lundme i Politiken – Lige meget, hvor stor en kærlighed jeg prøver at skubbe ud i verden, bliver den altid ødelagt af hadet.

“For 10 år siden blev jeg overfaldet to gange på en nat. Det første overfald var fysisk. Det andet var både fysisk og psykisk. Bagefter kom mørket. Det blev mit sted at bo i mange år. …

Tre mænd overfaldt mig på Vesterbrogade i København ved 2-tiden en nat mellem lørdag og søndag… Fire tænder blev slået løs. Min læbe blev flækket. Der var en af de tre, der sparkede mig i ansigtet. Jeg prøvede at beskytte mig selv med mine hænder.

… Jeg kom på benene. Jeg havde brækket et par ribben. Det vidste jeg ikke. … Min læbe var flækket, fire fortænder var sparket i stykker. Nu var de små og takkede, næsten som smadret porcelæn. En stor del af min ene kind og pande var ikke andet end blod. Da jeg kiggede på min mave, skuldrene og noget af ryggen, var den allerede rød, hævet, gul, og der var gået hul mange steder. Jeg begyndte at græde. Af angst. I chok. Tårerne gjorde ondt i hullerne i mit ansigt. Blod og vand fik bare alting til at løbe.

… En sort bil holdt ind. En mand kom ud på gaden lige ved busstoppestedet foran lyskrydset. Han sagde, han ville hjælpe mig. Han virkede flink. … Han tog min telefon. Han tog kvælertag på mig. Jeg skreg ikke, jeg sank bare ind i mørket.. De ville have min kode til mit dankort. Min mand skreg til gengæld i min telefon. Det kunne jeg høre.

‘Lad min mand være’, råbte han.

Det gjorde det bare værre. Så var jeg et bøssesvin i deres bil. Klam, ulækker. Det værste af det værste.

… Selvhadet kender jeg alt til. Det had har været mit hele mit liv. Jeg gik til psykolog.

Men jeg tænkte hele tiden, at det var min egen skyld. Jeg trak også anklagen tilbage hos politiet, fordi jeg ikke ville være racist.

Bare fordi de seks mennesker, de tre på gaden og de tre i den sorte bil, havde været mørke, var det ikke ensbetydende med, at andre mørke ville gøre det her mod mig. Igen. Eller mod andre. Jeg ville ikke hade andre. Kun mig selv. Det blev jeg professionelt god til.”

Fra en tidligere post:

Han er gift med DR’s underholdsdirektør, medlem af Danmark Forfatterforening og færdes i meget venstreorienterede kredse. Kronik af homoseksuelle Tomas Lagermand Lundme, der to gange samme dag overfaldes af indvandrere, og herefter revser Dansk Folkeparti.

Fra Politiken – Fysisk vold må ikke mødes af stilhed.

“Jeg har gjort en ting, der er yderst strafbart i Danmark. Jeg er mig selv. Eller rettere, jeg var mig selv. Og det i fuld offentlighed.

For nu gør jeg det ikke mere. Holder min mand i hånden på gaden. Manden vil egentlig stadig gerne, men jeg synes, det bliver sådan noget klister. Det er det, jeg siger. Det er ikke det, jeg mener. Inderst inde. Jeg er nemlig blevet bange.

Hvis jeg skal overtales, skal jeg i hvert have drukket lidt. Og så gider jeg godt. Men vi slipper altid hinandens hænder, hvis vi støder ind i en gruppe på mere end to, fordi man aldrig ved, hvad man får i hovedet efterfølgende. Jeg er ligeglad med alle de verbale ord-udladninger – dem har jeg prøvet så tit – men er ikke så vild med de fysiske. Det har et møde resulteret i. Et møde, der blev lidt mere end fysisk.

Jeg blev slået ned for halvandet år siden midt på Vesterbrogade… Jeg havde været ude den aften på Centralhjørnet og set Melodi Grand Prix. Og jeg var så smuttet hjem hen ad klokken tre – alene – fordi manden var et eller andet sted i Jylland i en eller anden sportshal for at producere showet til hele DK – og så skete det.

Jeg kan ikke huske så meget af det. Andet end der pludselig kom tre løbende bag mig, og det gik stærkt. Jeg blev pandet ned, de rodede i mine lommer, jeg lå på asfalten. De sparkede mig i ansigtet, jeg flækkede min læbe og fire tænder…

De havde ikke taget min pung, de havde ikke nået det. Jeg blødte ret kraftigt …Og så gik jeg op. Og det var først i spejlet, jeg godt kunne se, at det vist ikke helt var i orden.

Jeg gik igen ned på gaden, men har noget med taxaer og fremmede folk, så turde ikke rigtig tage en vogn. Jeg fik fat i manden på mobilen. Han fik mig overtalt. Jeg prøvede at stoppe et par, men de ville ikke have mig med, fordi jeg blødte så meget…

Den eneste bil, der stoppede og ville have mig med, var en pirat-taxa…. Manden fra bilen sagde, han ville hjælpe mig. Han virkede flink. Han ville køre mig til skadestuen på Rigshospitalet… Så jeg gik med ham. Vi satte os ind i hans bil. Jeg slukkede mobilen. Han kørte. Og så skete det!

På næste gadehjørne stod to af hans venner ind i bilen. Stemningen skiftede med det samme. Og så truede de mig til at udlevere min dankortkode. Og så brugte vi en time, hvor de kørte rundt og hævede på mit kort, mens jeg sad med en mand på bagsædet, der jævnligt prøvede at strangulere mig, fordi jeg prøvede at stikke af første gang, bilen holdt inde ved et hæveautomat.

Heldigvis blødte jeg så meget, at han var lidt bange for at røre mig. Og et eller andet sted var de fine mennesker, de tre fra Iran, fordi de havde et lille hjerte, der blev fisket op, da blodet blev ved. Så de satte mig til sidst af på Trianglen – uden min pung og dankort – og så gik jeg omtåget og forvirret og storblødende og stortudende mod Rigshospitalet.

[…]

På politistationen dagen efter var de nu ellers fine nok… De ville gerne skubbe sagen, så den var lidt nemmere i forhold til deres statistikker. Så det hed sig, at jeg var blevet overfaldet af tre 2.g’ere, der havde fulgt efter mig fra Centralhjørnet, fordi de har noget mod bøsser.

Jeg prøvede, at argumentere imod. Sige, at de havde overfaldt mig nede ved døgn-apoteket, fordi de troede, jeg havde været derinde og købe et eller andet spændende medikament, som de så kunne overdrage til anden part i kraft af en klækkelig betaling. Den bande havde politiet godt hørt om. Men det var 2.g’ere, ikke? Jeg nikkede. Det var jo rigtigt nok. Altså at de var fra Tyrkiet eller noget…

Politiet var meget på at skubbe historien over i noget racistisk. Så var det nemmere at håndtere. Jeg ville igen sige, at sådan var det ikke. At jeg ikke følte, jeg var blevet overfaldet grundet min seksualitet. Men så spang læben op. Og jeg holdt mund.

[…]

Da sårene så småt begyndt at hele… hørte min familie om overfaldet… Og så kan man sige, at de kom på banen. Hele den familie fra Amager, der aldrig har bekendt den slags kulør. Nu blev den farvet… Det var underligt at opleve. At en familie, jeg respekterer for deres værdier, pludselig blev Dansk Folkeparti og talte om strengere straffe og fik sådan nogle små, arrige øjne, der bare så griserødt.“

Apropos.

“… bøsser og lesbiske skal være mere synlige, åbne og parate til de små slag, hverdagslivet kan give dem.” (Tomas Lagermand Lundme, Politiken, 24. marts 1999)