Et af Trumps vigtigste indsatsområder har været forsvaret. Ikke bare genrejsning materielt, men omsorg og hyldest til indsatsen som “servicement” gør. Der er ikke den veteranforening eller mindehøjtidelighed som Trump ikke har deltaget i og det virker ikke påklistret. Obama havde aldrig en sådan “rapport”, samhørighed, med mænd og kvinder i uniform. Amerikanerne er desillusionerede efter 19 år med krig i den muslimske verden. De spørger: Hvad fik vi ud af det? Følelsen af at liv og lemmer blev ofret for ingenting er nærliggende. Med sit slag mod Iran har Trump vist at det nytter: At USA’s fjender er sårbare. At USA fortsat kan gøre en forskel. Det er en styrkelse af patriotismen: De ofre, amerikanske kvinder og mænd bragte, var ikke forgæves. Her fra Arlington kirkegården udenfor Washington. En præsident som kan legemliggøre en stolt amerikansk tradition, hvor amerikansk magt bruges rigtigt, har et stort fortrin. Foto: Elizabeth Fraser/Zuma/Scanpix

Med ét slag viste Trump at han har evnen til at slå til på det rette tidspunkt og ikke nøler med at gå efter den øverste ledelse. Det er et sprog som forstås endnu bedre i Mellemøsten end i Vesten.

Trump havde ikke noget valg, hvis han ikke ønsker at blive en ny Obama. Obama gav ordre om at skåne Suleimani, selv om hans dødelige meritter var velkendt også dengang. Man anslår at Suleimani er direkte ansvarlig for 600 dræbte amerikanere bare i Irak. Men Obama satte fuldførelsen af atomaftalen fremfor alt. Ingen fik lov til at røre Suleimani.

Det Obama fejlede på, var det iranske regimes natur. Obama troede at regimet var som alle andre autoritære regimer: Det kunne overtales, hvis bare guleroden var stor nok. Pisken var der ingen som tog alvorlig.

Kald gerne dette for ”appeasement-politik”, for den bærer stærke fællestræk med politikken i mellemkrigstiden, både overfor Sovjetunionen, fascismen og nazismen. Også den gang troede man på dialog. Men tyrkertro uden evne til realitetstjek bliver ren selvmordssejlads. Derfor vækker Trump sådan et raseri blandt ”peaceniks”, som Churchill gjorde det i 30-erne.

NRKs Sigurd Falkenberg Mikkelsen sagde for bare kort tid siden at Iran er et demokrati, ikke perfekt, men et demokrati. Han henviste til at de afholder valg. Men med en sådan definition er der knapt noget land som ikke er demokratisk.

Det Mikkelsen gjorde var at opretholde en lang tradition i statsradiofonien: At snakke pænt om Vestens – særlig USA’s – fjender.

NRKs og DRS holdning til USA og Israel er ikke så fjernt fra Irans, der omtaler dem som: Store Satan og Lille Satan. Det er ikke vanskeligt at dokumentere en systematisk partiskhed i NRKs og DRs dækning og for at gentage: Det had korrespondenter som Lars Sigurd Sunnanå og Odd Karsten Tveit spyede af sig gennem TV-kanalerne er nu overført på USA’s præsident, med den forskel at han repræsenterer en reel trussel mod deres hegemoni. Derfor kører propagandaen 24/7. Danske og norske medier befinder sig i et parallelunivers.

Den norske Statsminister Erna Solberg nævnte i nytårstalen at hun havde hilst på norske soldater i Irak. Hun koblede det sammen med at give børn mulighed for at kunne gå i skole. Ikke noget om at vi ikke havde været noget uden den amerikanske ørns brede vinger.

Norske ører kan ikke lide at høre om hvilken slags “venner” de omgås. Sidsel Wold fremhæver hvor moderat udenrigsminister Abu Zarif er, sammen med præsident Rouhani forsøger de at stække hardlinerne.

Teorien underbygges ikke. At spille ”good cop/bad cop” er et gammelt trick som også autoritære regimer benytter sig af. Der findes kun få tegn på at Zarif skulle være moderat.

Ingen får lov til at udfordre Den Øverste Leder og hans politik i Iran. Og Ali Khamenei er en hardliner.

-Suleimani er vor leder

Under vinduerne i den amerikanske ambassade i Bagdad havde pøblen skrevet: “Hilsen fra vor store leder general Suleimani”.

USA’s forsvarsminister Mark Esper sagde torsdag at de havde efterretninger, som godtgjorde at Iran planlagde nye angreb på amerikanske mål i Mellemøsten, bl.a. mod diplomater.

Iran har det sidste år øget provokationerne mod USA, med magnetminer mod tankere i Perserbugten, nedskydning af en amerikansk drone, raketangreb mod amerikanske baser i Irak i flere omgange, og nu sidst med dødelig udgang. Den Øverste Leder, Ali Khamenei, hånede USA efter ambassadestormingen: -Se hvor sårbare og svage I er.

Budskabet var ikke til at misforstå: -Der kommer mere.

En iransk universitetsprofessor sagde til BBC Newshour, at de 750 soldater, som var sendt til Kuwait og de 100 som forstærkede ambassaden, bare ville gøre omkostningerne endnu større for USA.

Iran opererer med det gamle trumfkort, hvor USA altid kvier sig ved at svare igen, så man altid kommer bagud. Obama opfandt udtrykket “leading from behind” om USA’s rolle i Libyen-bombningen.

En supermagt kan aldrig lede bagfra. Med en suveræn sans for timing slog Trump til og dræbte general Suleimani på flyvepladsen i Bagdad.

USA viste at det kan ramme enhver fjende, hvor det vil, når det vil.

Den som lever ved sværdet……

Suleimani blev anset for at være en af Mellemøstens vigtigste og mægtigste personer. Al-Quds-brigaden har styret Irans udenlandsengagement, dvs. krigene i Syrien, Yemen, Gaza og Libanon. Men en general har let ved at blive for vant til krig og tro at alt kan ordnes med skarpladte våben.

Da irakerne gik til oprør overtog Suleimani også ledelsen der. Han hentede skarpskytter ind fra andre krige og lod dem henrette demonstranter.

Ingen aner hvor mange der er dræbt, men antallet af sårede når op i mange tusind.

Samme taktik brugte Revolutionsgarden og Den Øverste Leder da iranerne eksploderede over en pludselig prisstigning på 50 procent på brændstoffer.

Basji-militsen blev sluppet løs, en paramilitær organisation, akkurat som militserne i Irak. Disse får lov til at give udløb for deres aggressioner og sadisme mod almindelige mennesker.

Man anslår at mindst 1.500 er dræbt.

NRK og DR er på den forkerte side – igen

DR og NRK snakker som om general Suleimani og Revolutionsgarden repræsenterer Iran. Faktum er at de er forhadt. Som Wold selv kom til at sige: De er en stat i staten.

Det gælder Kina, det gælder Iran: I politistater bliver de, der kontrollerer sikkerhed og overvågning, en stat i staten og de benytter anledningen til at berige sig.

Det, som virkelig er skummelt, er, at USA under Obama udviklede sig i samme retning: Ikke-valgte bureaukrater, Demokraternes ledelse og medierne bestemte sig for at Donald J. Trump ikke skulle være præsident og da det ikke lykkedes, at han skulle afsættes.

Dette er de samme kræfter som strakte hånden ud til den islamiske verden på en måde som så bort fra truslerne.

CIA-chef John Brennan stemte på kommunistpartiets kandidat ved præsidentvalget i 1976. Når han snakker til en muslimsk forsamling snakker han som om han er en af dem. Han snakker også om “al-Quds”, ikke Jerusalem. Forsamlingen forstår hvad dette betyder: Han er på deres side.

Han orkestrerede sammensværgelsen mod Trump.

Jerusalem

Nu er det en anden præsident, der siger Jerusalem, ikke al-Quds, og som har flyttet ambassaden til Israels hovedstad.

Iran er et antisemitisk regime. Dette er et af de træk som Obama ikke ville eller kunne forstå. I et interview med Jeffrey Goldberg for the Atlantic afslørede Goldberg at Obama ikke forstod, at nazisterne dræbte jøder selv om det skadede deres egen krigsindsats. Forstår du, at Iran har noget af det samme forhold til jøder – det er helt irrationelt og skader dem selv? spurgte Goldberg. Obama forstod ikke spørgsmålet.

Israelere forstår selvsagt hvad truslerne fra Iran betød. Derfor vil de aldrig kunne tillade at Iran får atomvåben. Med Obama ville de have fået det.

Nu er det ”game over” med Trump.

Det Trump har gjort er i virkeligheden et stykke afskrækkelse: Teheran forstår at Trump ikke bluffer. Hvis de truer USA’s strategiske interesser vil USA slå til.

Ayatollaherne kan skrinlægge deres drømme om at dominere Mellemøsten og udradere Israel.

Dette er derfor en stor dag for demokratierne og for de frihedselskende mennesker.

Også demokratier har ret til at forsvare sig.