Det er over 200 registrerede islamiske trossamfund i Norge, og de får henimod 200 millioner NOK i offentlig støtte om året. Kravet for at blive registreret er, at såvel lære som praksis ikke er i strid med norske love, § 13 i Lov om trossamfund.
Islamisk lære er i strid med Grundloven, menneskerettighedsloven, ligestillingsloven, ægteskabsloven, arveloven, domstolsloven, trossamfundsloven, straffeloven og den Europæiske menneskerettighedskonvention. Spørgsmålet er, om disse trossamfund er blevet registreret på svigtende grundlag.
Fylkesmannen [fylke=amt] : Statsamtet i Buskerud (nu: Viken) kontrollerede ikke læren, da disse trossamfund blev registreret, man kontrollerede blot at vedtægterne ikke var i strid med lovene. Statsamtet har ikke gjort det, loven kræver, og trossamfundene er blevet registreret på svigtende grundlag.
Han lagde til, at hvis der kommer oplysninger, som kan bindes op mod § 13, vil man undersøge sagen nærmere. Jeg sendte en redegørelse, som viser, at Koranen er i strid med otte norske love. Fylkesmannen svarede med en opsigtsvækkende påstand: Trossamfundsloven § 13 «kommer ikke til anvendelse i de tilfælde, hvor grundloven § 16 [om trosfrihed] gælder». Først henviser man til § 13, men så siger man, at samme paragraf er irrelevant. Hvad gør man, når en fylkesmann modsiger sig selv?
Grundlovens § 16 er en individ-rettighed, mens trossamfundsloven § 13 er en organisations-pligt. Den frihed, enhver borger har til at tro på, hvad han vil, påvirkes ikke af, om et trossamfund fratages registreringen. Desuden: Forarbejderne til loven udtrykker ikke nogen sådan kobling.
Fylkesmannen i Vestfold har oplyst at § 13 bliver brugt. Da fylkesmannen blev konfronteret med, at Koranen er i strid med otte norske love, var svaret, at han «ikke er rette instans» til at sige noget om den islamiske lære og tro, og tilføjede:
«Fylkesmannen læser ikke Koranen eller andre religiøse tekster, hverken i forbindelse med registrering af trossamfund eller opfølgning af disse.»
Fylkesmannen kan da ikke have kontrolleret det, § 13 kræver, og det første ‘Ja’-svar kan ikke have været sandt. I så fald er også trossamfundene i Vestfold/Telemark registreret på svigtende grundlag. Jeg bad Børne- og Familiedepartementet om en kommentar til, at de to fylkesmenn havde givet modstridende svar. Dét fik jeg ikke.
Forarbejderne er klar over, at læren ikke må være i strid med lovene. Departementet skrev i 1962 dette om trossamfund, som ønsker at blive registreret og få offentlig støtte og offentlige funktioner:
«Vilkåret må da være, at læren ikke støder an: kolliderer med ret og moral. [ret betyder norsk lov] – – Man bør ikke godtage hvad som helst som moralsk, fordi det betegner sig som udtryk for en religiøs lære.»
Der henvises til polygami, usund ekstase, udskejelser, bud mod sundhedslovgivning og folkeoplysning: Da vil trossamfundet «selvsagt ikke få godkendelse af det offentlige, selv om deres forhold ikke er sådan, at det leder til strafferetslig forfølgelse.» (s 166.)
Departementet skrev videre, at trossamfundene bør gøre rede for trosbekendelse og lære, men at en henvisning til Bibelen ville godtages, fordi departementet «ikke er interesseret i præcist formulerede teologiske læresystemer.» Denne sætning kan forstås ud fra, at kristen lære var almen kundskab i 1962. Præmisserne er alligevel ikke til at misforstå.
I brev til mig af 5. december sprang Børne- og Familiedepartementet over disse præmisser og gengav kun denne sidste sætning, og konkluderede:
«At dele af en tekst nedskrevet i førmoderne tid, har en ordlyd, som strider mod gældende norsk lovgivning, er altså ikke i sig selv tilstrækkelig til at nægte trossamfund, som anser teksten for hellig og retningsgivende, registrering og tilskud efter trossamfundsloven.»
Hvad er da tilstrækkeligt? Dét skrev BF-departementet ikke noget om.
Statsråd Kjell Ingolf Ropstad bør lytte til, hvad Civilombudsmanden har udtalt om registrering:
«Der må kræves klare holdepunkter for at nægte et trossamfund registrering med den begrundelse, at dets lære eller arbejde strider mod ‘ret og moral’.» (sag 1997-1562, kursiv i orig).
Brud på otte love (15 lovparagraffer) må siges at være «klare holdepunkter» og altså tilstrækkeligt.
Polygami var nævnt som et eksempel, som gør, at et trossamfund «selvsagt ikke kan få godkendelse.» Islam tillader en mand at have indtil fire koner. Dette er tilstrækkeligt til at sige, at islamiske trossamfund ikke skulle have været registreret.
Islamisk lære (både Koranen, hadither og sharia) er meget værre end det; der tillades også slaveri, fysisk lemlæstelse ved tyveri, at kæmpe mod ‘vantro’ og at dræbe dem, trusler, indskrænkninger i ytringsfriheden og religionsfriheden, og ikke tale sandt, hvis det tjener islams sag, rangordning med muslimer i top og jøder i bund, opfordringer om ikke at blive venner med ‘vantro’, og kvinde-diskriminering.
Alt dette er i strid med vore love og det ‘rådende moralsyn’ og skulle være nok til at trække registreringen tilbage. Jeg opfordrede i september moskéer til at tage afstand fra voldelige vers, men har ikke set nogen udtalelser i den retning.
Hvad lærer børn i koranskolerne og moskéerne? I ansøgningerne om registrering har islamiske trossamfund i Buskerud og Vestfold/ Telemark oplyst, at ‘læren’ er islam eller Koranen, ingen undtagelser er gjort for koranvers eller shariaregler, som er i strid med norske love. Altså er alt det inkluderet. Hvad synes staten om, at der undervises i en lære som tillader ting, som er i strid med vore love? At undervisningsministeren nu vil undsersøge koranskolerne, er på høje tid.
Forslaget til en ny trossamfundslov indeholder ikke noget krav om, at læren skal være i overensstemmelse (samsvar) med lovene. Regeringen – med en KrF-statsråd som ansvarlig – lægger nu det juridiske grundlag for, at virksomheder med en lovstridig lære – «formål» – bliver legaliserede og kan få offentlig støtte. Har politikerne opfattet dette?
Oversættelse: Steen Raaschou