Kalkmalerierne i de danske middelalderkirker minder os om, at kristendommen ikke er sentimental. Det er os, der har sentimentaliseret den. Kristendommen er brutalt ærlig. Tiderne er nu sådan, at der igen er behov for at være brutalt ærlig.

Der er en ting Gud selv er og ikke kan undvære: Sandhed. Gud ryster ikke. Han tåler alt.

Det gør vi ikke. Men hvis vi skal kunne tåle at se virkeligheden i øjnene, må vi kunne tåle at høre sandheden om den. Ellers er vi fortabt.

Når vore samfund systematiserer løgnen for at skjule sandheden, er vi ilde stedt. Vi mister evnen til at sige sandheden. Løgnen lægger sig over os og formørker vort sind.

Ved en familiesammenkomst sidder en bedstemor. Hun snakker om hvor vigtigt det er at vi alle holder sammen og ikke gør forskel på nogen, gul, hvid eller brun. Eller religion. En anden bemærker tørt at han ikke vidste at religion var en hudfarve. Bedstemor er irriteret over at der altid skal snakkes politik. Hun vil at alle skal behandle hinanden pænt. Hun får til modsvar: Men alle behandler ikke hinanden pænt.

Bedstemoren har to børnebørn, som begge er blevet voldtaget. Det ændrer ikke samtalen. Det er besluttet, at ”det taler vi ikke om”.

Men det er mejslet ind i hendes sjæl. Hun ved bare ikke, hvad hun skal gøre ved det. Hun siger også noget á la “de fleste kommer godt hjem” eller ”det går godt for de fleste”.

Sådan går det, når vi ikke har styrke til at leve i eller at tåle sandheden.

Sandheden bliver hjemløs.

Så er der heller ingen tilgivelse at få. Den bearbejdning, som sjælen sætter i gang når mennesket ser sandheden i øjnene.

For det er en slags udsoning vi gør i vort forhold til virkeligheden, når vi tør se sandheden i øjnene.

I denne udsoning ligger også vort forhold til Gud. For Han vil kun have sandhed og intet andet. Det er det krav han stiller til os.

Du må ikke lyve!

Når vi bliver et løgnagtigt samfund, er vi også blevet fjerne for Gud.

Løgnen er det letteste. Den inviterer dig til at vige udenom. Men de problemer vi oplever, er det ikke muligt at gå udenom uden at der sker ubodelig skade på både menneske og samfund.

Samvittigheden

Erna Solberg ved at alle de voldtagne piger er på hendes samvittighed. Hun vil aldrig blive dem kvit. De er hendes ansvar. Hun har ført en politik som gør, at stadig flere piger oplever at blive voldtaget, og hun gør ikke noget ved det. Det sidste er det værste.

Regeringen lukker øjnene, eller behandler voldsmændene med fløjlshandsker på. Når politi og retsvæsen lukker øjnene, forvandles vi til lovløse samfund.

Hvad med alle de unge mænd, som bliver slået, ydmyget og røvet?

Hvis rollerne var byttet om ville der blive ramaskrig og hele landet ville blive sendt på genopdragelseslejr.

Nu ties det ihjel og fejes ind under gulvtæppet. Men alle kan se at det samme foregår over hele Vesteuropa og det går så hurtigt, at det ikke nytter ikke at snakke om det.

Norske, danske, svenske unge/kvinder har fået deres bevægelsesfrihed drastisk beskåret.

Document er ikke optaget af kriminaliteten, som breder sig, fordi det er godt læsestof, der giver mange klik. Vi ville gerne have doseret ondskaben i små bidder. Men ondskaben er galopperende og hvis ikke vi tager fat om den, vil det gå helt galt. En svensk kriminalforsker sagde i denne uge, at kriminaliteten i Sverige har nået et niveau, hvor den kan ødelægge samfundet.

Den gode hyrde

Hvad er modstykket til al volden? Den gode hyrde! Den gode hyrde tager vare på sin flok og sætter livet til for den om nødvendig.

Det er hvad vi har lært som børn, og vi troede på det. Vi troede også på det, når vi så film som var opdragende: Det gode vandt.

Det var sjældent en god fortælling når Det Onde vandt.

Evnen til at skelne

Men for at det gode skal vinde må vi kende forskel på sandhed og løgn.

Men det er ikke længere noget selvindlysende.

Det er ikke længere sådan, at den Gud har givet et embede har han også givet forstand.

De med embede afsværger Gud og de er konstant på jagt efter dem, der siger sandheden. Dette skifte er sket i løbet af nogle få årtier, og det accelererer.

At sige sandheden i vore samfund er derfor blevet et eksistentielt anliggende. Det er et spørgsmål om at være eller ikke være.

Sandheden er blevet eksistentiel

Det er os som voksne, der må tage ansvaret på os, for vi ved noget, den opvoksende slægt ikke har forudsætninger for at vide.

Hvis de voksne ikke vil vide af den voldskultur, de selv har inviteret ind i landet, er de skyldige i mange ødelagte liv. Document har siddet i retssalen og set hændelsesforløbet bliver trukket op: Et klaps på rumpen på vej ud af en cafe på Grünerløkka førte til at en håndværker fik ødelagt livet. De tre marokkanerne brugte hans hoved som fodbold efter at han var slået bevidstløs.

Det norske retssystem har ikke indkalkuleret denne vold og de, der laver lovene, vil ikke se den i øjnene. De er i forsvarsposition.

Så må tillidskløften til befolkningen blive stor, for det er dens døtre som bliver voldtaget og dens sønner som bliver slået til invalider.

Et behov for at blive set

Befolkningen har et behov for at blive set. Derfor må vi sige sandheden. Dette er ikke enkelthændelser. De er del af et mønster.

Vi vil fortsætte med det i 2020 og vi beder læserne om støtte til at kunne lønne medarbejderne. Vi er nu syv i redaktionen på fuld tid.

Det er ingen leg.

Jeg begyndte artiklen med Gud, fordi vi i vor kristne kultur er blevet oplært til at sige sandheden. Sandhed fremfor alt.

Genopdag grundstenen

Nu, hvor alle sandheder nedbrydes, har vi anledning til at lære, hvorfor vor kultur bygger på sandhed. Det kastes tilbage på os selv og bliver nødt til at genopdage, hvad det var, der gjorde vore samfund så humane. Det kom ikke af sig selv.

Fordi vi respekterer og sværger til sandheden, sætter vi en udveksling i gang. Der sker noget med os når vi deler sandheden, da ser vi at vi ikke er alene. Om ikke andet henter vi styrke fra Gud og kosmos.

Det er nøglen: At dele sandheden med andre. Sådan voksede de første kristne menigheder frem.

Vogter/Beskytter

Uløselig knyttet til denne “deling” er “vogteren” eller beskytteren. Du lader ikke huset stå ulåst og ubevogtet. De, der siger dette, er del af Den store Løgn.

Vore samfund er i færd med at blive forvandlet til noget, som er hentet fra en fabel, hvor vi møder Løgnen over alt. Selv i kirkerne tør man ikke sige sandheden.

Det, vi her har forsøgt at få frem, er, at sandhed er livsvigtig, og at den har en metafysisk dimension: Der er den himmelske sandhed og den jordiske. De hænger sammen. Hvis vi skal finde styrke til at se sandheden om vor tid i øjnene, kan vi hente den fra Ham som ikke tåler løgn.

Det er ikke tilfældigt at Vaclav Havel og tjekkerne, for at overleve kommunismen, havde som motto: forsøg at leve i sandhed.

Det er en styrke, som alle myndigheder, der slår ind på Løgnens vej, frygter.

Det gør os i stand til at tage vare på hinanden. Fortællingen om Den gode Hyrde er god at have med sig.