For efterhånden mange år siden så jeg ‘Kvinden i buret’, en Nicolai Arcel-filmatisering af Jussi Adler-Olsen. Det var klichefyldt holdningsmassage i den letfordøjelige ende, og på foranledning så jeg i går aftes fjerde film i serien om Afdeling Q – ‘Journal 64’. Det var mere af det samme, omend det dog var rart at filmen ikke skjulte racehygiejnens socialdemokratiske velfærdsstatslige udgangspunkt. Se evt. I & II.

Filmen adskiller sig lidt fra bogen, men tendensen er ens. Tre personer findes myrdet i en københavnsk lejlighed, og sporene fører tilbage til Sprogø-internerede kvinder i 50’ernes Danmark. En anstalt hvor løslevende kvinder blev internerede, påtvunget abort og i visse tilfælde tvangssteriliserede. Manden der udførte steriliseringerne var en ung læge ved navn Curd Wad, der blandt andet voldtog en pige, der var blevet gravid med sin kæreste.

Der springes i tiden, og i nutiden er Wad blevet en stor mand, der ejede fertilitetsklinikken ‘Danevang’, der også hjalp unge kvinder med aborter. De fleste var indvandrerpiger, og for at holde Danmark racerent steriliserede ham dem samtidig. Bag tvangssteriliseringerne stod Wads ‘Kold Vinter’-gruppe. En racistisk organisation der havde sympatisører i politiet, blandt andet betjenten der skød Afdeling Q’s Assad, da han konfronterede Wad på klinikken.

Den onde Curd Wad er tydeligvis skåret over professor emeritus Helmuth Nyborg, der sidste år meldte sig ud af Stram Kurs, efter dødstrusler fra indvandrere. Den mordtruede er morder. Muslimerne er ofre, ikke angribere.

Journal 64 er instrueret af Christoffer Boe, der med filmen fik det Kristeligt Dagblad kalder for ’sit store folkelige gennembrud’. Den blev med længder den mest sete biograffilm i 2018. Herunder en række tilsendte screencaps.

Den aldrende Curd Wad, ejer af fertilitetsklinikken Danevang, leder af ‘Kold Vinter’

Citater

“Forsvindingssagerne bliver gennem bogen langsomt kædet mere og mere sammen for både læseren og Afdeling Q, og gradvist dukker der nye ubehagelige oplysninger og hændelser frem. Forsvindingerne har én person til fælles, en Nete Hermansen, hvis historier bringer mange fortællinger om tiden på Sprogø (Kvindebehandlingshjem for ‘åndssvage’ i perioden 1955-1961 en af de Kellerske Anstalter) frem i lyset. Sprogøhistorierne bliver viderehen linket til en Curt Wad, formand for det nærmest fascistiske parti Rene Linier og leder af projektet Den Hemmelige Kamp, der går ud på at udføre tvangssterilisationer og -aborter på kvinder, man ikke anser for værdige til at formere sig. Pludselig bliver Afdeling Q flettet ind i en meget større efterforskning… Pludselig er de kommet i søgelyset hos Curt Wad og hans kumpaner, der vil gøre alt hvad der står i deres magt for at holde deres grimme gerninger hemmelige.” (Wikipedia om Jussi Adler-Olsens Journal 64, 2010)