Kommentar

Der findes ingenting i amerikansk historie som Trumps rundture i landet. I nat, mens Demokraterne stemte for at afsætte ham, var han i Battle Creek, Michigan. Folk havde stået ude i kulden i dagevis for at være sikre på at komme ind. Trump har opnået en opbakning som bare vokser, mens Demokraternes mindskes og bliver mere hidsig. Foto: Tannen Maury/EPA/Scanpix

Anti-Trump-medierne hygger sig med ordet rigsret og tror at nu, hvor det er formelt vedtaget, er terningen kastet. Men Pelosis ord onsdag aften om at “vi får se”, viser hvor tyndt et grundlag hun har.

31 af Demokraterne i Repræsentanternes Hus kommer fra valgdistrikter som Trump vandt i 2016. De kan lige så godt svinge tilbage 3. november 2020. Da ryger flertallet.

Derfor lytter Pelosi på vinden og den fortæller hende at rigsretssager ikke er populære blandt vælgerne.

Men hun presses af en radikal fløj indenfor sit eget parti, anført af Alexandra Ocasio Cortez, leder af Firebanden, the Squad. Disse er ikke bare radikale. De er til venstre for venstre, “left of left”. En af dem, palæstinensiske Rashida Tlaib, mente at Kongressen kunne sende sit eget politi til Det Hvide Hus for at arrestere Trump. Maxine Waters (CA) har drevet kampagne for at “impeach 45” – Trump er den 45. præsident – i flere år.

Arkivklip viser at snakken om at stille Trump for rigsret begyndte bare få timer efter at han havde aflagt præsidenteden. En rigsret var m.a.o. forvandlet til et politisk våben.

Det synes vælgerne ikke om.

De har set at anti-Trump-medierne er blevet besat af Trump. Så længe spørgsmålet om Russia Collusion var uafgjort – dvs. så længe specialefterforsker Bob Mueller og hans team arbejdede – kunne vælgerne holdes i ave: Adam Schiff sagde at han havde set uigendrivelige beviser på at Trump var i lommen på Putin. Tidligere CIA-chef John Brennan sagde, at Trump var landsforræder og at Putin sikkert havde noget på ham. De spændte buen højt.

Da Mueller ikke kunne fremlægge et eneste bevis for “collusion”, brast buen. Anti-Trump-medierne gik videre og drejede fokus mod justitsminister William Barr og ”obstruction of Justice”, men nu begyndte interessen enten at dale blandt vælgerne, eller de vendte sig mod Demokraterne. Også blandt Demokraterne findes der mennesker, som forstår hvad ”uskylds-presumptionen” går ud på: Der er en grund til at en retsstat holder sig til et sådan princip. Det er nemlig umuligt at bevise sin uskyld. Hvis man er uskyldig er det nemlig umulig at bevise at man ikke har begået en kriminel handling, hvis anklagemyndigheden siger det modsatte. Man kan ikke bevise et negativt udsagn.

For folk udenfor retssystemet er dette ikke umiddelbart indlysende, men for folk på indersiden er det elementært. Alligevel sagde Demokratiske repræsentanter som Eric Swalwell (CA): -Hvis du er uskyldig, så bevis det, til Trump.

Demokraterne var ikke villige til at ændre kurs. Det forvandlede dem gradvis til en mobbende hob.

Samtidig har utrættelige journalister og Republikanere trukket i andre tråde, som begyndte med Hillary Clintons e-mails og endte med at hun og Demokraterne bestilte en skidtspand om Trump, såkaldt ”oppo-research”. Denne rapport, udarbejdet af den tidligere britiske agent Christopher Steele, blev leveret til FBI som brugte den som grundlag for at søge om overvågning af Trump-medarbejder Carter Page til specialdomstolen FISA. Dette er en domstol som bag lukkede døre afgør om en borger skal sættes under overvågning. Kravene til, at ansøgninger bygger på verificeret materiale, er derfor strenge.

Men vi ved nu med sikkerhed, at FBI under James Comey leverede en rapport, som de vidste, var højst tvivlsom. Advarslen var kommet fra både britiske myndigheder og folk i Justitsdepartementet: Steele var ikke til at stole på.

I januar 2017 interviewede fem FBI-agenter det som var hovedkilden til Steele. Russeren var chokeret over at Steele havde inkluderet materiale, som var værtshussladder og rygter, som f. eks. tissehistorien. FBI vidste nu med usvigelig sikkerhed at hele rapporten var bygget på rygter. Alligevel meldte de ikke tilbage til FISA-domstolen at grundlaget for overvågning var faldet bort. De lod som ingenting.

FBI forsvarer sig med at de fik oplysninger om russerne og Trump som gjorde at de måtte starte en kontraefterretningsoperation 31. juli 2016, kaldet operation Crossfire Hurricane.

Problemet er bare at konsulentselskabet Fusion GPS havde hyret Steele allerede i marts. Allerede da var operationen mod Trump i gang. Snart skulle Trumps valgmedarbejder George Papadopoulos møde “interessante mennesker” som fortalte ham at russerne sad inde med nogle af Hillarys og Demokraternes e-mails. Andre mødte Papadopoulos med aflytningsudstyr og spurgte ham om det ikke var sådan at han vidste at russerne sad inde med e-mails. Når Papadopoulos svarede blev dette udlagt som at informationen kom fra ham.

Sådan trådte Den Dybe Stat frem. Det var sådan den fangede folk i en fælde. Det var sådan Paul Manafort blev dømt, Rick Gates, Roger Stone og George Papadopoulos. Det system Bob Mueller byggede op fortsætter med at dømme folk, længe efter at ”Russia collusion” faldt sammen.

Men jo mere der kommer for en dag, jo mere bliver Den Dybe Stats metoder synlige.

Obama ”weaponized” efterretningen, politi og justitsvæsen for at gå efter en politisk modstander, som han hadede. Hadet kommer fra Demokraterne. Hillary Clinton sagde hendes mand blev udsat for en “vast rightwing conspiracy” da hendes mand blev taget for at have indledt et forhold til Monica Lewinsky.

Dette er de progressives svar på politisk strid: Kriminalisering og tilsvining.

Det begynder at gå op for amerikanerne at den metode vil forvandle deres demokrati til en overvågningsstat.

Den såkaldte FISA-domstol havde i 2018 hele 1081 ansøgninger til behandling. Af dem blev en afslået og en sendt tilbage.

Et politiseret FBI og en domstol som blåstempler ansøgninger om overvågning vil forvandle USA til et land, hvor kun de såkaldt progressive nyder fulde rettigheder. Trumps vælgere vil være frataget stemmeretten.

Dette er begyndt at gå op for vælgerne. I New York og New Jersey blev der i denne uge uddelt kørekort til illegale indvandrere. Køerne strakte sig over hele bykvarterer.

Førerbevis kan bruges som ID ved valg.

Det er over 22 millioner illegale i USA. Alligevel vil Demokraterne have åbne grænser.

Vælgerne begynder at forstå sammenhængen. Selv latinos og asiater, der brugte lovlige kanaler for at komme til USA og nu er i arbejde, forstår at Demokraterne ikke er deres ven.

De stemmer Trump.