Den bliver naturligvis pakket ind i regnbue-forvirring, men pointen burde stå klar for selv de mest hadske feminister. Der er ikke forsket meget i emnet, fortæller eksperterne, og det har en logisk forklaring: Man skal ikke stille spørgsmål, hvis man ikke ønsker at høre svaret. En historie fra DR Online – Lav selvtillid og dårligere karakterer rammer børn, der vokser op uden en far.

“Børn, der vokser op hos deres mor med en far, de aldrig ser, har det sværere end børn, der har et forhold til deres far. Det viser både svensk og amerikansk forskning, forklarer Julie Ellesøe Jespersen, der arbejder for Center for Børneliv og står bag et vidensnotat, hvor de har undersøgt, hvad det gør ved børn at have en far i deres liv.

– Børn af enlige forsørgere har flere psykosomatiske udfordringer end børn, hvor de på skift bor hos mor og far – det viser en svensk undersøgelse. Men skal man koge det helt ned, så ved vi, at det, at barnet har mere end én omsorgsperson, er afgørende. Ikke at omsorgsperson nummer to nødvendigvis er deres far, siger hun.

I Danmark har vi ikke forsket særlig meget i de negative effekter, men den forskning, der er, viser nogenlunde de samme resultater, forklarer Mai Heide Ottosen, der er seniorforsker hos VIVE og netop har forsket i emnet.

– Vores resultater tyder på, at de børn, der vokser op uden en fortrolig relation til deres far, i gennemsnit trives dårligere. Der er lidt flere af dem, der har en indad- eller udadreagerende adfærd, siger hun.

Julie Ellesøe Jespersen understreger dog, at børn der vokser op med to nære omsorgspersoner er bedre stillede, end børn med kun en voksen helt tæt på. To mødre, to fædre eller en enlig mor, hvor eksempelvis bedsteforældre hjælper til kan være lige så godt stillet.”