Det er ikke tilfældigt at tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen, trods sine 76 år ofte ræsonnerer som en naiv kulturmarxist. I selvbiografien ‘Hånden – En Pet-og Politikrønike’ (2006), fortæller han, at han på ‘et tidspunkt’ var ‘glødende marxist’, og spekulerer på hvorvidt PET kendte ham, før han blev betjent. Han var en ‘vred’ ung mand, der drømte om blive skolelærer eller socialrådgiver, og var med egne ord ‘fascineret af det kommunistiske system’.

Her en bid fra bogen, hvor han fortæller, at han læste ‘Pelle Erobreren’ og ‘Ditte Menneskebarn’ (socialrealisme, kommunisten Martin Andersen Nexø)…

“… de, Pelle og Ditte, gjorde at jeg blev optaget af den kommunistiske ideologi. Jeg var af den opfattelse, at ingen kunne komme nærmere sandheden end de personer og det folk, der på deres krop havde følt den udlevede ideologi. De var dog tættest på, mente jeg, og skrev og sendte et brev til Sovjetunionens Ambassade. Der gik overaskende kort tid, før den første sending af publikationer fra ambassaden nåede Haderslev. Brevet eller nærmere pakken var så stor, at den ikke kunne komme i gennem vores brevkasse. … Der var prestige i at kunne fortælle kammeraterne, at jeg fik oplysningerne direkte fra ambassaden og ikke bare fra en bog, jeg havde fundet på biblioteket. Jeg var dog ikke klar over, at det så også betød, at jeg i mange år efter fik tilsendt ambassadens faste informationsblad, ‘Fakta om Sovjetunionen’.

Interessen for det kommunistiske system blev skabt i en idealistisk ungdommelig forventning om at finde et ståsted. Tiden var usikker, frygten for krig lurede hele tiden, og jeg havde brug for noget, der kunne give mig en optimistisk fremtidsvision om fred og frihed. Den fandt jeg i den kommunistiske tese om det ‘klasseløse samfund’, hvor ejendomsretten var ophævet, og hvor kommunisterne så den virkelige frihed begynde. ….

…jeg opgav hele mit kommunistiske eventyr, da jeg fik kendskab til systemets defekter, startende med opstanden i Ungarn i oktober 1956 og oplysningerne om Stalins forbrydelser. Så var det slut. Men frihedstanken blev hængende.“

Strøtanke: Forlod Bonnichsen kommunismen efter mange års flirt i en alder af 13?

Bonnichsen er underlig ukonkret i forhold til hvornår han forlod kommunismen. Stalinismens forbrydelser var velkendt inden, men blev umuligt at ignorere fra 1956. Her var Hans Jørgen Bonnichsen blot 12-13 år. Han kobler bruddet sammen med ‘folkelige opstande i Ungarn og Tjekkoslovakiet i 1950erne’, men opstanden i Tjekkoslovakiet fandt først sted i 1968, da Bonnichsen var en voksen mand på 25 år. Flere detaljer indikerer, at han ikke forlod kommunismen i teenageårene. Han afmeldte eksempelvis ikke ‘Fakta om Sovjetunionen’, og harcellerer i læserbreve fra starten af 60’erne mod ‘kapitalistisk dekadence’ og ‘kapitalspekulation’.