I går var jeg i byen for at få en juleøl. Jeg turer ikke hele natten, men møder tidligt ind – ofte omkring klokken 12 – og går tidligt hjem. Jeg skulle egentlig sædvanen tro have været på Alpha, men stedet var lukket på grund af renovering, så jeg endte på Kontiki Bar, hvor man kan få en af mine julefavoritøl – Julefnug fra Thy. Normalt drikker jeg ikke Thy Pilsner, selvom det er en lavprisøl i Nordjylland, da den i lighed med Hof giver mig ondt i hovedet. Folk tror ikke på det, men jeg mener at have indhentet så stort et statistisk materiale, hvad emnet angår, at jeg forbeholder mig ret til at slå fast, at min konklusion ikke kan anfægtes.

På Jernbanecafeen overfor Københavns Hovedbanegård sælger man i øvrigt en Thy Pilsner som en slags importøl til 33 kroner – den samme øl, der udvalgte steder i Aalborg kan fås for ni kroner.

Det blev altså Kontiki denne fredag. Jeg voksede op i Christiansgade, hvor mine bedsteforældre boede i samme opgang som min mor og far, og jeg blev ofte sendt afsted til Kontiki for at hente min bedstefar hjem til aftensmad. Det blev altid en lidt længere historie, hvor jeg fik en citronvand, mens bedstefar drak ud eller nåede yderligere en omgang. I Christiansgade boede vi i en opgang med lokum i gården. Det er der jo ingen, der tror på i dag, hvor stedet for årtier siden er byfornyet, og lejlighederne er slået sammen og solgt som ejerboliger.

Kontiki ser også ud til at synge på sidste vers. Det er et formiddags-/eftermiddagsværtshus, der gæstes af nærområdets ældre beboere og på en fredag enkelte udefrakommende, der skal have en fyraftenspils. Det var også billedet i går.

På et tidspunkt savnede vi lidt mere action og forlod Kontiki til fordel for Boulevard Cafeen. Da jeg i begyndelsen af 10’erne boede i Rantzausgade, kom jeg en del på Boulevard Cafeen. Jeg sad oftest i baglokalet, fordi det kan være et larmende sted. Men bordet i baglokalet er åbenbart blevet inddraget til fordel for endnu flere spillemaskiner, så det var ikke en mulighed i går.

Boulevard Cafeen kaldes i folkemunde Den Grønlandske Ambassade, fordi stedet har så mange grønlandske gæster. Ofte står de udenfor værtshuset for at komme ind, når det åbner klokken ni om morgenen, og når Boulevard Cafeen lukker om natten, kan nogen af gæsterne være tilsvarende svære at drive ud.

Det er stedet, hvor ukendte fremmede helt uopfordret præsenterer sig med deres kriminelle cv og oplysninger om, hvornår de skal ind at sidde igen og for hvad. Men passer man sit, kommer man ikke i problemer.

I går fik en af mine drikkebrødre imidlertid den ide at diskutere størrelsen af bloktilskuddet til Grønland med nogen af gæsterne. Set i lyset af, at omkring halvdelen af gæsterne havde grønlandsk baggrund, var det et lidt kildent emne, som en enkelt følte sig kaldet til at give sin mening til kende om. Det kunne have udartet – hvem ved? Men så snart stemmelejet gik i vejret, brugte jeg det ældste trick i bogen for at genoprette fred og fordragelighed. Jeg sprang i baren efter en omgang. Hurtigt var alt fryd og gammen, og det penible emne blev parkeret, og vi fandt aldrig ud af, om bloktilskuddet er for stort eller lille, og hvorvidt grønlænderne er tilstrækkeligt taknemmelige over at få disse milliarder fra Danmark.

Boulevard Cafeen er vel det, vi – i hvert fald i en aalborgensisk sammenhæng – kan gælde et sted med international atmosfære. Udover grønlændere kommer der en del andre udlændinge. For eksempel somaliere, der har forladt religionen (?) og sandsynligvis også deres familie i en eller anden grad og i stedet på godt og ondt har ladet sig indrullere i den danske druk- og misbrugskultur. Fra tid til anden kan man se noget så eksotisk som somaliske kvinder uden tørklæde, der kævler bajere på stedet.

Fredag stødte jeg ind i en trio bestående af en ældre somalier, en afghaner af mongolsk afstamning, der var lige så frustreret som mange danske mænd over sin nu tidligere (danske) kone, der havde ladet sig skille og nu – i hvert fald ifølge den mongolske afghaner – gjorde det svært for ham at se sine børn. Den sidste i den tørstige trojka var en yngre fyr fra Gambia.

Jeg scannede mit omtågede hoved for interessante ting, jeg kunne sige om Gambia. Men der kom ikke andet op til overfladen end en videnskabelig undersøgelse, der, som jeg husker det, slog fast, at gambianske mænd har verdens største tissemænd. Det fik mig til resolut at trække min egen slante frem og præsentere den for manden med et ønske om at lave et sammenlignende studie med hans lem lige der ved bord fire på værtshuset.

Jeg ved ikke om, denne gambianer tilfældigvis var udstyret med en mindre pik end sine landsmænd og ville undgå en offentlig ydmygelse. I hvert fald afviste han på det bestemteste mit ønske.

Efter turen på Boulevard Cafeen besluttede vi at drikke en sidste øl på Mallorca Bar, der ligger på den anden side af gaden. Mallorca Bar er et specielt sted, som blandt andet er kendt for en række opgør mellem kriminelle og sammenstød mellem fodboldtilhængere fra AaB og andre grupperinger. Men der kommer også en del “almindelige” mennesker, og på grund af stedets størrelse og synlighed er der mange, der bare falder ind på stedet.

Men som jeg altid siger, når jeg præsenterer yngre mennesker for stedet (og hvem er ikke yngre nu om dage?): Hvis den sorte kvinde i baren viser interesse for dig, så skal du ikke regne med, at hun ikke vil have penge for det.

Det er nu ikke kun sorte kvinder, der arbejder fra Mallorca Bar. Også kvindelige gæster kan finde på at slå mønt af deres køn, hvis det er sidst på måneden, og der ikke er penge til den næste øl.

I denne uge blev en 54-årig kvinde idømt 13 års fængsel for drab. I november 2018 mødte hun en 79-årig mand på Mallorca Bar, som hun klokken 14 havde taget med hjem i sin lejlighed, hvor de havde aftalt, at de skulle have sex for en pris af 400 kroner. Manden sagde ifølge kvindens forklaring i retten noget sårende, hvorefter hun slog ham med blandt andet en stegepande og stak ham 111 gange med en kniv.

Med sin nyerhvervede kapital vendte kvinden tilbage til Mallorca Bar, hvor hun drak hele aftenen. Hun kom tilbage til sin lejlighed klokken 23.30, hvor manden viste sig at være blødt ihjel.

“Det bringer ham ikke til live at give mig 13 år. Det er lige groft nok, synes jeg. Så er jeg en gammel dame, når jeg kommer ud,” sagde den 54-årige dømte i sin afsluttende kommentar til dommen.

Se også
Mogens Glistrup (studie)