Tilbage i 2014 skrev jeg lidt om tidligere PET-chef Frank Jensen, der på P1 fortalte, at han var ved at skrive en bog om racisme og højreekstremisme, der efter hans mening var ‘langt mere farlig’ end islamisk terrorisme. Senere samme år forsøgte han at tørre en svensk moskébrand af på ‘rabiate højreradikale’, og siden har han været fast kommentator på TV2 i efterretningssager.

Frank Jensen blev ansat i politiet i 1972, først i narkopolitiet, siden ekspert i kontraspionage hos PET. Han ledede efterforskningen af Blekingegadebanden i 1988, og blev blandt andet chef for Rejseholdets Drabssektion før han gik på pension i 2012. Et fint cv, men igen, det har Jakob Scharf og Hans Jørgen Bonnichsen sikkert også.

Jeg har læst Frank Jensens roman ‘Ondskabens Arv’ (2018), og den var langt værre end frygtet. Det noteres indledningsvist, at romanen er ‘inspireret af virkelige begivenheder’, men som det fremgår af citaterne nederst i denne post, så gør han en buret undulat til angribende flyveøgler. En nazistisk terrorcelle i Husby Klit angriber umotiveret en indisk familie, voldtager konen, og forulemper den 5-årige datter seksuelt. Senere myrder ‘Storm 88′ en ung homoseksuel muslim, og siderne er i tætpakkede med Politiken’ske klicheer.

Højreorienterede og nazister bruges synonymt, og jeg håber virkeligt han som PET-chef havde større indsigt, end den han i bogen giver udtryk for. Han trækker tråde til konkrete hændelser, men tre tyske nazister, der råber ‘affe’ (abe) og kaster sten efter indere er ikke just en voldtaget mindreårig. Senere i bogen halshugges en stikker, og det mener jeg heller ikke højrefløjen endsige nazister har gjort så meget i herhjemme.

Der er ikke meget om venstrefløjen i bogen, men det fortælles at ‘Arisk Front’ med hjælp fra en White Power-sympatiserende politibetjent, opsøger ‘en venstreorienteret anarkistagtig type’, der ‘var en torn i øjet på mange højreradikale, fordi han var en del af et socialistisk informationsbureau mod alt og alle på højrefløjen’. Han blev ‘banket til døde med køller’, og man må forstå, at venstrefløjen er ofre for højrefløjens vold.

“Ved en række grove og bestialske overfald på fremmede forsøger en nynazistisk gruppe at fremprovokere gengældelsesangreb mod almindelige danskere, der skal skabe en ukontrolleret spiral af had og vold mellem danskerne og fremmede kulturer. Målet er langsomt og umærkeligt at vinde danskerne for den nazistiske ideologi under dække af sloganet ‘Danmark for danskerne’.

PET kommer på sporet af nynazisterne som gerningsmænd til overfaldene og mistænker, at der i politiets egne rækker er betjente, der sympatiserer med nazisterne. PET indsætter hemmelige agenter blandt højreekstremisterne, og der starter nu en voldsom hemmelig kamp mellem PET’s agenter, nazisternes kampgruppe Sturm88 og lejemordere fra Balkan. Bag det hele sidder der en hemmelig nazileder, der styrer begivenhederne fra sit skjul i skyggerne, og det skal vise sig, at kampen har spor tilbage til en særlig begivenhed under Anden Verdenskrig, der involverer ingen mindre end topnazisten Heinrich Himmler.” (Mellemgaard.dk)

“Ved en række grove og bestialske overfald på fremmede forsøger en nynazistisk gruppe at fremprovokere gengældelsesangreb mod almindelige danskere, der skal skabe en ukontrolleret spiral af had og vold mellem danskerne og fremmede kulturer. Målet er langsomt og umærkeligt at vinde danskerne for den nazistiske ideologi under dække af sloganet ‘Danmark for danskerne’.

PET kommer på sporet af nynazisterne som gerningsmænd til overfaldene og mistænker, at der i politiets egne rækker er betjente, der sympatiserer med nazisterne. PET indsætter hemmelige agenter blandt højreekstremisterne, og der starter nu en voldsom hemmelig kamp mellem PET’s agenter, nazisternes kampgruppe Sturm88 og lejemordere fra Balkan. Bag det hele sidder der en hemmelig nazileder, der styrer begivenhederne fra sit skjul i skyggerne, og det skal vise sig, at kampen har spor tilbage til en særlig begivenhed under Anden Verdenskrig, der involverer ingen mindre end topnazisten Heinrich Himmler.” (Mellemgaard.dk)

“Familien Kumar var så skræmte og traumatiserede, at de enten ikke kunne eller ville gå i detaljer om gerningsmændene. Rajni Kumar var blevet voldtaget – så meget havde hun sagt – men hun havde nægtet at deltage i den retslægelige undersøgelse. Selvom en kvindelig efterforsker havde fortalt hende, hvordan DNA-spor kunne fælde gerningsmændene, var Rajni ikke til at rokke. Og resultaterne af de kriminaltekniske undersøgelser i klit-området havde været nedslående magre. …

‘Ud fra det lidt, som familien har fortalt, sammenholdt med deres skader, er det gået voldsomt for sig.’ Mogens kæmpede med at holde distance til menneskene i sagen og talte nærmest tonløst: ‘Faderen, Haresh Kumar, har brud på næsen og den ene kind, har fået slået et øje ud, ødelagt milten og begge knæ er knuste. Moderen, Rajni Kumar, havde fortalt, at hun var blevet voldtaget af samtlige fire gerningsmænd. De har også snittet et hagekors i et af hendes bryster, og hun har desuden fået adskillige slag og spark, uden at der dog er tale om knoglebrud.’

Michael tændte en cigaret og holdt pakken hen mod Mogens, der afværgende holdt hånden op. Mogens rystede svagt på hovedet. ‘Den syvårige dreng, Argun, har fået brækket en hånd, og en af gerningsmændene sparkede ham så hårdt i ansigtet, at kæben er brækket i venstre side. Den femårige pige, Neela, har fået revet store hårtotter af og …’ Mogens rømmede sig, ‘hun blev seksuelt krænket af en af gerningsmændene.’
“Hold nu kæft!” udbrød Michael og stirrede på Mogens, der nikkede og svarede: “Ja … ikke også! Hvem fanden kan finde på at gøre sådan noget?’”

—

“Den 17-årige Tarik Quasem kiggede sig nervøst tilbage, da han sent om aftenen forlod Ørstedsparken i København, der var et kendt tilholdssted for homoseksuelle. Selvom han havde slentret søgende rundt i parken i mere end halvanden time, havde han ikke mødt nogen, hvor det havde sagt klik. Kun nogle ældre mænd, der lidt vulgært spillede op til ham. … Da han trådte ud på Nørre Voldgade fra parken, fik han denne uhyggelige fornemmelse af, at nogen eller noget fulgte efter ham. Han havde faktisk haft den samme følelse, mens han slentrede rundt i Ørstedsparken. … Da han lettet pustede ud og rystede på hovedet ad sig selv, opdagede han den slanke, sportstrænede skikkelse, der trådte ud mellem nogle parkerede biler lige foran ham og blokerede fortovet. Tarik Quasem frøs til is over det, han så, og det, han vidste, der ville ske om lidt.

Sorte militærstøvler, lyse camouflagebukser, en hvid T-shirt med teksten Terrormachine trykt på brystet og den sorte hætte med uhyggelige huller til de stirrende øjne. Da Tarik gik et par skridt baglæns, blev han standset af nogle hænder, der ublidt skubbede ham fremad igen, imod fyren med den hvide T-shirt og elefanthuen. Hjertet hamrede ukontrolleret, og han mærkede, hvordan angsten begyndte at få hans krop til at dirre. Han kiggede sig hurtigt omkring med vilde øjne og håbede, at der ville dukke nogen op, der kunne få de militærklædte voldsmænd til at stikke af med uforrettet sag. Men der var helt mennesketomt omkring dem, selvom man kunne høre en del trafikstøj fra biler, der hastede hjemad efter en aften i byen.

Han begyndte at mærke panikken, der nu fik hans krop til at ryste helt ukontrolleret, mens han klynkende og bedende appellerede til dem om at lade ham slippe. Tarik trak sig ind til hegnet mod parken, så hans ryg var lidt beskyttet. Men det var kun en stakket frist i forhold til det, der ville ske om lidt. De tre racister fra gruppen Sturm88 stod nu i en lille halvcirkel foran ham og grinede ondskabsfuldt. På et næsten umærkeligt signal fra fyren i den hvide T- shirt fjernede de hætterne og åbenbarede tre hårde, følelseskolde og ubarmhjertige kantede ansigter og helt kortklippet hår – tydeligt maskinklippet.

Selvom Tarik håbede på et mirakel, der ville redde ham fra det, der ventede, var der også en del af ham, der havde givet op og helt ulogisk tænkte: Bare de ville slå til nu, så han slap for den frygtelige ventetid… Så begyndte skriget at presse sig på. Lige inden det første slag fra underfører Mark Nielsen ramte Tarik på det venstre kindben… en skærende smerte fra Marks slag satte tankerne på hold og kvalte skriget om hjælp, inden det overhovedet nåede Tariks strube. Så faldt der et slag fra den anden side – knojern, der brækkede nogle ribben.

Mark trådte ind foran den Tarik og viste grinende knojernet, som han havde sat på højre knytnæve. Så brækkede Tariks næse og et par fortænder. Han stønnede højere, men havde besluttet, at han ikke ville give voldsmændene den glæde at skrige, selvom det var det, han havde mest lyst til. De to Sturm88-folk i sorte T-shirts trak ham ned på fortovet og begyndte at gennemsparke ham systematisk fra hovedet til skinnebenene.

Mark trådte hårdt på siden af Tariks ansigt, mens han ophidset sagde: ‘Husk nu, at vi har ordre til at gå hele vejen denne gang!’ De to Sturm88-folk nikkede og trak vejret voldsomt, mens de fortsatte med mishandlingen.”

Mere

“Michael sendte Norman et forsonende blik og spurgte Peter van der Hahn, om han havde et overblik over, hvor mange højreekstremister der egentlig var i Danmark. Van der Hahn foldede et stykke papir ud foran sig og fandt et par læsebriller frem. ‘Det er meget vanskeligt helt nøjagtigt at afgøre, hvor mange højreekstremistiske grupper der findes i Danmark, og hvor mange personer der er en del af disse netværk. Men meget højt sat er der formentlig tale om 700 til 1.000 egentlige medlemmer fordelt på 20 til 30 organisationer. Men dertil kommer der en del fodboldhooligans, der helt eller delvist har rødder inde i white power-miljøet. Men der er overordnet set tale om nynazister, nationalister, antimuslimer og generelle hadgrupper. Selvom der er en del ideologiske forskelle mellem grupperingerne, er de alle sammen indædte modstandere af det multikulturelle samfund og dermed også stærke modstandere af alle former for indvandring fra tredjeverdenslande og ikke mindst af muslimer. Men de er ikke alle sammen voldsparate.’”

“Jeg har talt lidt med PET’s afdeling for Særlige Operationer, og de har en kilde, der fortæller, at en ung snothvalp på et racistisk værtshus stolt har fortalt, at han er med i Sturm88, og at han var med til at holde vagt ved et møde ved en ejendom i noget, der hedder Alrum ved Stadil fjord i Vestjylland, hvor organisationen Arisk Front holdt et hemmeligt møde. Det var samtidigt med overfaldet på familien Kumar i Husby Klit, blot 20 kilometer fra Alrum.”

“De havde talt meget om Arisk Front – om den hvide nordiske races biologiske overlegenhed og nødvendigheden af at rense Danmark for fremmede kulturer og raceskændende elementer. Natascha var helt enig. Alle de fremmede var nassere. De homoseksuelle var biologiske skadedyr. Vold var nødvendig i kampen for at gøre Danmark ren igen. Det kunne nærmest ses som en legal forsvarshandling.”

“Der var stuvende fuldt af gæster i Albrechts, hvor det var tydeligt, at fyrene var skinheads, White Power-folk, eller andre afarter af højreekstremister og nazister. Specielt White Power og Storm 88-folkene var nærmest uniformerede ved at være klædt i dyre mærkevaretøj fra Henri Lloyd, Stone Island, Burberry eller endog Thor Steinar. Men det, der skilte dem ud fra almindelige unge i byen, var de hårde og forurettede ansigter med øjner der signalerede iskold voldelighed.”

“Mark overholdt dermed sin del af aftalen og sørgede for, at Daniel døde uden de store problemer. Så nikkede han til Nikolas, der havde fået til opgave at halshugge Daniel… Natascha spilede øjnene op og bed sig let i det mellemste led på pegefingeren, da Daniels lig blev placeret på knæ med hovedet på en lille træstub, hvor det lykkedes Nikolas at skille hovedet fra kroppen efter fire forsøg.”

“Selv relativt moderate og besindige politikere og meningsdannere følte sig kaldede til at gå på barrikaderne i sympati med den dræbte politiassistent, der øjensynligt var blevet offer for militante islamisters frådende had og primitiv hævn… En hysterisk blogger fik så forplumret det hele ved at påstå, at disse langskæggede mørkemænd voldtog alle danske piger, som de kom i nærheden af.“

“To år tidligere havde politiassistent og AGF-fan Erik Nygård været i byen i Aarhus efter en hektisk fodboldkamp mellem AGF og FC Nordsjælland. … På et værtshus var han pludselig blevet omgivet af en gruppe larmende White Pride-folk… Efter denne aften og nat, hvor han havde udvekslet telefonnumre med Dean, var de sammen flere gange til private fester i White Pride-sammenhænge eller på højreekstremisternes foretrukne værtshuse i Aarhus.”

“Finn ville have Dean til at hverve Erik Nygård som informationskilde, der mod betaling skulle skaffe oplysninger fra politiets fortrolige registre omi bestemte personer. Undertiden også lidt informationer om politiets forestående operative planer i forhold til højre- og venstreekstremisterne og ikke mindst de militante islamister. … Ganske langsomt begyndte han at købe informationer af Erik, oplysninger, som politimanden skaffede fra Folkeregisteret, Kriminalregistret og Rigspolitiets fortrolige efterforskningsregistre… de små tjenester blev betalt virkelig rundhåndet.”

“Det var oplysninger om politiske modstandere fra den yderste venstrefløj… Afhængig af informationernes karakter kunne de bruges til afpresning eller tilrettelæggelse af overfald. White Pride var i hvert fald på forkant med at vide, hvor modstanderne boede, hvem de boede sammen med, hvilke køretøjer de havde, telefonnumre, fotos og meget mere. De vidste naturligvis også altid, når politiet planlagde aktioner mod dem.”

“Rigsførerens plan var nu at de skulle bede Erik Nygård om hasteoplysninger på en venstreorienteret anarkistagtig type fra København, der hed Morten Bech. Denne fyr var en torn i øjet på mange højreradikale, fordi han var en del af et socialistisk informationsbureau mod alt og alle på højrefløjen. Så snart de havde oplysningerne, skulle Mark og hans folk gennemtæske anarkisten i en sådan grad, at han døde af sine kvæstelser.“

“‘… Det drejer sig både om imamen Abu Aktas og den anarkist, der blev dræbt i går og som hedder … Morten Bech. Han er blevet banket til døde med køller,’ tilføjede Hans…”

“De lod først Erik selv forklare, hvorfor han havde lavet de forskellige søgninger i politiets registre. Han hævdede hårdnakket, at han havde lavet research omkring højre- og venstreekstremister. … ‘Du er jo en rimelig begavet politimand, så… hvorfor mon højreekstremisterne søger efter oplysninger om navngivne venstreradikale eller muslimer?’ … Erik, der til sidst indrømmede, at han havde sympati for White Pride…”

“Der var en lukket fest i gang på Albrechts Bodega i Taastrup – kun for medlemmer af Arisk Front samt særligt inviterede White Power-folk og nogle få andre gæster. … ‘Race traktor’ fra bandet No Remorse væltede ud i lokalet.”

“Rigsføreren var meget tilfreds med udviklingen i den operation, som han havde søsat i Danmark for at skabe folkelig mistro til indvandrerne – særligt muslimer – og derved tvinge politikerne til, millimeter for millimeter, at dreje lovgivningen i en retning, der til sidst ville ende med en ren Danmark for danskerne-løsning.“

“‘Vi mener,’ fortsatte Michael og gjorde stemme klar og myndig, ‘at denne hemmelige rigsfører er identisk med forskeren Peter van der Hahn!’ … Normann trykkede på nogle knapper på den bærbare PC, og pludselig tonede et af WORF-gruppens møder frem på skærmen, hvor deltagerne også omfattede PET-chefen, departementschef Fritz Møller og van der Hahn.”

“Nej – det virkelig farlige, som Herman Rasch kunne røbe, var det internationale samarbejde – den store plan om politiske påvirkninger i de forskellige EU-lande, baseret på samfundsmæssige spændinger og vold, hvor de kulturfremmede muslimer skulle stå som de skyldige – som fjender af demokratiet. Hele operationen skulle hemmeligt bane vejen for en genoplivning af den nationalsocialistiske tankegang – nazismen. Det var startet i Danmark…“

“Hun var nu blevet mishandlet næsten i en time, først ved slag, spark og så nu denne vandbehandling. … Han var blevet så seksuelt opstemt af mishandlingen, at han simpelthen måtte dyrke sex med Natascha.”

“Da han med et voldsomt knytnæveslag brækkede hendes næse, vidste hun, at hun ikke ville overleve opgøret med ham.”

“Jytte tog ordet igen: ‘Vi mistænker din kæreste for at være hemmelig leder af et nynazistisk parti, og at han står bag adskillige mord og overfald på etnisk fremmede personer.’ Majkens spilede øjnene op, og blev ligbleg i ansigtet: Mord… Peter? Jamen… jeg tror, at I fuldstændig har misforstået det hele. Peter er forsker og et af de emner, som han er specialist i, er netop nazisme og højreradikale. Han arbejder jo lige i øjeblikket for Justitsministeriet.’”

“Hele hendes liv havde været arbejdet i ministeriet… For halvandet år siden havde hun så tilfældigt mødt den flotte Peter van der Hahn ved et selskab. … Han var forsker på DIIS, men havde vanskeligt ved at få adgang til virkelig hemmelige oplysninger om højreekstremister, der var hans hovedemne, og som kunne bringe hans arbejde op på det højeste internationale niveau, Hun var derfor begyndt at kopiere oplysninger fra ministeriets, særligt fra efterretningstjenesten PET, som hun gav videre til ham.”

“I baggrunden bakkede et par PET-medarbejdere hurtigt tilbage gennem den dør, som de lige havde åbnet ind til receptionen. Mark kastede granaten, der ramte gulvet fem meter fra Michael… De store glaspartier ved indgangene knustes med et brag. Barberbladsskarpe og gloende granatsplinter hvirvlede rundt og gennemhullede receptionsskranken, smadrede den store kaffeautomat og sendte en byge af metalsplinter ind i Michaels højre ben. … så hævede han højre arm og råbte: ‘Heil Hitler! Sieg Heil!’ og med en hurtig bevægelse satte han pistolen op til venstre side af hovedet og trykkede af!”

“Selvom de var dygtige til bortforklaringer, havde van der Hahn faktisk svært ved at forestille sig, hvordan de ville forklare, at de havde overladt en del af den overordnede koordinering af indsatsen mod de politiske ekstremister til lederen af en af de allermest radikale højreekstremistiske organisationer!”

“Det var nemlig ikke sådan, at han selv så det som en fiasko, at han var blevet afsløret. … Han vidste naturligvis også, at det ikke ville være nemt at dreje flere generationers naive politiske tankegang med hensyn til den nordiske race- og kulturrenhed i den rigtige retning. … De politisk korrekte stemmer var efter van der Hahns mening selve fundamentet for ødelæggelsen af den ariske kultur. Islamisterne behøvede i virkeligheden ikke gøre andet end at optræde som indbildte ofre, for der ville altid være toneangivende slapsvanse, der stod klar til at give køb på dansk kultur eller traditioner. Blot for at tækkes de fremmede. Han havde dirret af harme, dengang det var kommet frem, at der i nogle almindelige børneinstitutioner pludselig blev serveret halalslagtet kød til alle. Han havde været med til at skubbe den enorme proces i gang, der skulle vende udviklingen i Europa…”

“Walther Rabe ville foreløbig holde meget lav profil og indgå i ODESSA’s hemmelige topledelse, hvor han på grund af sin særlige status og analytiske evner skulle udarbejde nazistisk politisk propaganda – godt camouflere som almindelig vesteuropæisk lede ved islam, der efterhånden fyldte rigtig meget i mange almindelige menneskers bevidsthed. De politiske giftdråber skulle i sig selv være små, men vedvarende. Ved tilstrækkeligt mange gentagelser kunne selv den værste gang vrøvl komme til at fremstå som sandheden.“

“Da politiet havde undersøgt gerningsstedet på Lüneburg hede, havde man fundet den plads, hvorfra den ukendte skytte havde beskudt Peter van der Hahn og Michael. Det var der jo ikke noget mærkeligt i, men problemet opstod, da man på standpladsen fandt et lille batteri af den type, der bruges som lysforstærkere i avancerede kikkertsigter. På batteriet stod der Made in Israel! … de var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var en agent fra Mossad, der havde dræbt Peter van der Hahn…”

“Jochen Rauft var den øverste leder af det nazistiske netværk ODESSA. … Dragomir skulle efterlade et lille batteri, som han fik udleveret af Jochen Rauff, der rettede pilen mod Israel.”