Rebecca går nu på Carolineskolen. Men heller ikke der er jødiske børn trygge.

Berlingeren har en hjerteskærende historie om en familie udenfor København hvor faren er israeler. Det er nok til at børnene er blevet truet og måttet skifte skole to gange. Det værste er at der ikke har været hjælp at få, hverken fra skoleledelsen, kommunerne eller politiet.

Jødiske familier er overladt til sig selv.

»Vi føler os svigtet af to skoler og af politiet. Der var INGEN hjælp at hente. At melde det til politiet var det samme som at melde sin cykel stjålet. Vi er bare blevet statistik. Vi er chokerede.«

Pernille afbryder: »Det er, som om de ikke tager det seriøst.«

Michael: »Det er, som om alle er lost i det og ikke tror, de kan gøre noget. De har ingen værktøjer eller processer, eller erfaring med det.«

Det er ikke helt rigtigt. I det sidste tilfælde foreslog forældrene for LIndehøjskolen at de kunne hente repræsentanter ind fra Det Jødiske Samfund. Det ville skolen ikke.

Efter de sidste oplevelser på Lindehøjskolen efterlyser forældrene handlingsplaner for hadforbrydelser på Lindehøjskolen. De foreslår ledelsen et besøg af en konsulent fra Det Jødiske Samfund, der kender til, hvordan man håndterer lignende situationer. Skolen vil helst »handle på det« selv og helst bruge ordet »grov mobning« om det, Rebecca er ude for.

Rebecca er navnet på datteren. Pernille er hendes mor

Pernille: »Det budskab, du sender ved et hagekors, er ikke mobning eller chikane. Det er en trussel.«

Det er en erkendelse en dansk kvinde, der er gift med en israeler, er nødt til at se i øjnene. Danske myndigheder vælger det fra. Det gælder ikke dem. Dermed siger de at samfundets tryghed ikke omfatter jøderne. De ofres.

Det er det rene og klare budskab i Berlingerens genfortælling af familiens historie. Den er ikke fra trediverne. Den er fra Danmark november 2019.

Ingen skulle kunne tro at det kunne ske igen. Nu sker det, og det officielle Danmark vender blikket væk.

Tak til Jens Rebensdorf for en grundig veldokumenteret artikel. Det er netop detaljerne, der overbeviser.

Familien består av Michael, der er IT-ekspert fra Israel, moren Pernille og børnene Joachim (17), Rebecca (15) og Sophia (11).

Antisemitismen har bygget sig op. Allerede deres ældste søn Joachim oplevede hadet på sin skole.

Da Joachim var 13 år gammel, var han på Bellahøj Skole flere gange vidne til, at børn med anden etnisk baggrund legede »Skyd jøden«. En leg, hvor en fra gruppen får en papirkalot på hovedet, hvorefter de andre jagter ham/hende. Joachim kunne dengang finde på at ringe hjem til sin far og spørge: »Hvor skal jeg sige, jeg kommer fra?« og faderen svarede: »Du skal være stolt. Du er fra Israel.«

Hvad tænker lærere, der ser sådanne optrin? Taler de med hinanden, tager de det op på møder? De er klar over muslimernes antisemitisme og har været det i mange, mange år. Alligevel får den udfolde sig og den bliver værre.

Der kommer ikke til at være danske jøder tilbage i Danmark. Nogle gamle, der lever i skjul, men ikke unge mennesker, der ønsker sig en fremtid.

Parret har givet Berlingske udskrifter af debattråde på Rosenlundskolens og Lindehøjskolens intranet. De to folkeskoler i Skovlunde og Herlev vest for København, som Rebecca gik i fra 1. til 9. klasse.

Referater, datoer, tidslinjer for samtaler, hændelsesforløb og mailkorrespondance med kommuner, borgmestre og skoleledelser. Aktindsigter fra politiet har de endnu ikke modtaget.

Et uddrag af, hvordan Rebeccas forældre oplevede det, da det, de kalder antisemitisme, startede i datterens indskoling. Ifølge dem en komplet dokumentation for skolers og myndigheders berøringsangst og handlingslammelse over for chikanen af deres datter og alt, hvad der har med hadforbrydelser, uanset arten af minoritet, at gøre.

Også Berlingeren ville foretrække, at jødehad var som alt andet had. Det ville gøre det meget nemmere. Muslimer bliver jo også udsat for had, ik? Men desværre. Jødehad er ikke som andet had. Det er anderledes. Den, der ikke vil indse det, har allerede rakt jødernes fjender en lillefinger.

Det har danske myndigheder gjort.

Det ville være meget nemmere, hvis det var danskere, der hadede jøderne, eller i det mindste om der var en blanding. Men ægteparret i Skovlunde udenfor København er tydelige på, at de ser forskel på svineriet Nordfront anrettede Krystalnatten, og det, deres børn har været udsat for.

November 2012 hører storebror Joachim fra en kurdisk klassekammerat, at han ikke må lege med Joachim, fordi hans far er fra Israel. Året efter sker det for hans søster. En muslimsk dreng fra klassen overfalder niårige Rebecca, angiveligt fordi hun er jøde. Pernille og Michael klager til skolen og drengens forældre. Der sker ikke mere.

Maj 2014: Rebecca kommer hjem fra skole og fortæller, at den samme dreng har sagt: »Rebecca og hendes far er dumme, fordi hendes far er fra Israel«. Ifølge Rebeccas forældre reagerer skolen ikke på et ønske om at mødes og diskutere, hvad der skal stilles op med den pågældende dreng, som har muslimske forældre.

Måneden efter skriver forældrene igen til skolen for at få et møde om situationen og drengen. Skolen svarer forældrene, at den ikke kan udtale sig om andre elever.

En måned efter sommerferien 2014 tager Pernille og Michael Rebecca ud af skolen i 14 dage. De er bekymrede for, hvad den pågældende dreng vil gøre ved Rebecca. Først derefter får de deres møde med indskolingslederen. Hun fordømmer drengens handlinger på det kraftigste, siger hun til forældrene. Der bliver snakket og taget afstand, men efter mødet hører Rebeccas forældre ikke mere.

Skoleledelsen er bange for muslimerne og islam. Ikke uden grund. Men voksne mennesker er udstyret med forstand. De repræsenterer den danske stat. Hvis de giver efter for voldsmænd, hvem er så næste offer?

Skoleledelsen har valgt at lukke øjnene.

Det bliver februar 2015. Fastelavn. Den muslimske dreng fra klassen klæder sig ud som terrorist, hvilket han ikke undlader at fortælle lærere og elever. Ifølge Pernille og Michael siger ingen på skolen noget. Forældrenes bekymring stiger.

Når Berlingeren konfronterer den daværende skoleleder og spørger hvorfor intet skete, går han i forsvar:

Martin Gredal var skoleleder på Rosenlundskolen i Ballerup i 2014, da Rebecca blev chikaneret første gang af den muslimske dreng fra klassen. Martin Gredal ønsker ikke at udtale sig om den specifikke episode, kun om det generelle. Til Berlingske konstaterer han:

»Jeg har indtil nu ikke oplevet børn i tiårsalderen være radikaliseret.«

Til Pernille og Michaels krav fra 2014 om, at skolen skulle smide den muslimske dreng ud af skolen, siger Martin Gredal i dag:

»Når jeg får et ultimatum om, at der er børn, der ikke må gå på skolen længere, og jeg dermed skal tilsidesætte loven, fordi nogle har et specifikt behov – det kan jeg jo ikke.«

Om at Rebecca blev taget ud, siger den tidligere skoleleder:

»Hvis vi skal have mulighed for at arbejde med elever, der er i konflikt, så forudsætter det, at de går på skolen.«

Aggressionen vendes mod offeret. Det er den politiske korrektheds indbyggede DNA. Den er underkastende overfor voldsmænd og angriber offeret, hvis det tilhører en forkert gruppe. Jøder er en forkert gruppe.

Det bliver værre. Hvorledes så Krudttønden og skuddene i Krystalgade ud for et barn af jødisk herkomst på en dansk skole? Man skulle tro det resulterede i empati.

Så kommer terrorangrebet på Krudttønden på Østerbro og på synagogen i Krystalgade 14.-15. februar 2015. Danmark er på den anden ende. Ugen efter fortæller skolelederen, at drengen fra Rebeccas klasse og en anden muslimsk dreng fra parallelklassen, som blandt eleverne siges at komme fra et banderelateret miljø, har råbt efter Rebecca og jagtet hende rundt på skolen.

Pernille og Michael melder det til politiet. (….)

Hun (Rebecca. red) husker udmærket den dag for fire år siden i 5. klasse:

»Jeg snakkede med drengen om én, der var blevet skudt foran synagogen i København. Jeg sagde, at det ikke var retfærdigt. Men han hidsede sig op og truede mig. Senere på dagen kom ham den anden dreng fra parallelklassen. De råbte efter mig: »Fucking jøde, klip dit hår af« og »hvis du viser dig på skolen igen, dræber vi dig«, og så sparkede de efter mig og løb efter mig på gangene og ud i skolegården. Jeg blev rigtig ked af det og låste mig inde på toilettet. Først, da der var blevet stille ude på gangen, låste jeg mig ud og cyklede hjem.«

Forældrene og skolens ledelse mødes. Ledelsen foreslår dialog. Michael og Pernille forstår at de ikke har noget svar. De ser sig om efter en anden skole.

Rebecca begynder på Lindehøjskolen i nabokommunen Herlev. De ubehagelige oplevelser træder i baggrunden. Indtil:

En lørdag morgen omkring kl. 9.30 den 28. september 2019 træder familien ud af hoveddøren. En meter fra dørtrinnet ligger to stykker hvide A4-papir holdt nede af nogle grene. På papirerne er der i naiv streg med kuglepen tegnet Hitlers ansigt, et palæstinensisk og et israelsk flag, hagekors – både korrekte og forkerte – omridset af Gazastriben, fuckfingre.

ccc

Nu er fjenden rykket dem tæt ind på livet. Nu er det ikke bare et af børnene. Nu er det hele familien.

ccc

Jøder forstår budskabet:

Budskabet er ikke til at tage fejl af, mener forældrene: Vi ved, hvor I bor. Flyt. Vi hader jer.

Men det gør politiet ikke. Til trods for al viden om nazisternes ugerninger. Det preller af. Så hellere ofre jøderne.

Pernille ringer til politiet. De kommer ikke, men registrerer, til familiens store skuffelse, blot episoden som en mistænkelig hændelse. Endnu et bevis på, at antisemitisme ikke bliver taget alvorligt, mener familien.

Den bureaukratiske tilnærmelse: Rubricering, bortforklaring. Jøderne har ikke råd til at lade sig snyde. Det gælder deres liv. Betyder de ingenting for politiet?

Forældrene er ressourcestærke. De deler deres historie på sociale medier.

Forældrene underretter pigernes skoler.

Da de hører om sedlerne med hagekors og grafiske trusler, lover både lillesøster Sophias og Rebeccas skoler at holde ekstra øje. De tager det meget alvorligt, siger de.

Mon. En uge senere kommer Rebecca ind i klasseværelset på Lindhøjskolen:

Ugen efter at sedlerne blev fundet foran huset, træder Rebecca en mandag morgen ind i klasseværelset på Lindehøjskolen. På hendes plads er der ridset et hagekors i bordpladen og på stolen. Ingen mistænkte. Ingen har set noget, men fortiden spøger. Politiet optager rapport, men kan ikke gøre mere, da der ifølge politiet ikke er nogen mistænkte.

ccc

Ingen mistænkte? Sådan taler en bureaukrat, der ønsker at blive af med problemet.

ccc

Skolen lover at gøre noget. Men:

»De virkede oprigtigt interesserede i starten, men vi finder ud af, at det er tomme ord, fordi de ikke ved, hvordan de skal handle, og ender med gode intentioner. De to skoler har ikke gjort nok. De har aktivt fejet det ind under gulvtæppet.«

Hvor kommer de tomme ord fra? De kommer fra oven. De kommer fra regeringen, der viger udenom, selv om de ved at problemerne bare vokser. Danmarks elite ofrer jøderne. Den køber sig tid. Måske er det en dag dem der står for tur. Men der er længe til. I mellemtiden ofrer de jøderne. De er så få.

Rebecca skifter skole endnu en gang og denne gang er det den jødiske skole på Østerbro, Carolineskolen.  Det betyder 45 minutters rejsetid. Hun og medeleverne kan kun få undervisning omgivet af bevæbnet politi.

Familien er blevet mere jødisk. De, som aldrig gik i synagogen eller fejrede jødiske højtider, er nu blevet aktive jøder.

Det er den eneste udvej. Det officielle Danmark svigter. De har kun deres egen identitet og deres eget folk.

Det næste logiske stop er Israel.

Men hvad med Danmark?

Berlingerens artikel er dybdeborende. I baggrunden spøger redningsaktionen for de danske jøder efteråret 1943 og spørgsmålet rejser sig:

Denne gang klarer det officielle Danmark ikke at forsvare sine jøder? De klarede det mod nazisterne, men ikke mod islam og muslimerne?

Virkelig? Det er det mest ynkelige knæfald nogensinde.

»Hvis du viser dig på skolen igen, dræber vi dig«