Ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra er den arketypiske fortælling om en by som inviterer til sin egen ødelæggelse ved umoral. Er disse forestillinger ved at komme tilbage? Det ville kulturelt være meget interessant. Jacob Jacobsz de wet dj Sodoma and Gomorrah afire (1680)

Mennesket har en iboende forventning om straf, hvis det har brudt loven. Vi bryder som samfund loven hver eneste dag og har sågar ophøjet det til norm. Er der ikke en del af os, som ved at straffen kommer, at den er nærmest uafvendelig? Alligevel fortsætter vi som før og vor elite har travlt med at bryde endnu flere grænser, som om de ønsker at nedkalde straffen over vore hoveder.

I det sekulære liv findes der love, der har straf som konsekvens. Men ikke i det religiøse. Det slår mig at det ikke længere er god tone at snakke om Guds straf.

Det giver sig mærkelige udslag: Bibelen handler om Guds forhold til menneskene. Gud har sat visse love op og af brud på dem følger straf.

Men ikke i vor tid. Vi er hævet over budene. Vi er kommet længere. Vi har ophævet straffen!

Hvem tror at dette går godt?

Men også på dette har moderne mennesker et svar: Det har afskaffet den straffende Gud.

Gud er, for at sige det som danskerne, blevet en vatpik. En bomuldstot.

Gud er blevet en hippie-Gud. En “Make Love not War-Gud.

Men Gud er ikke sådan. Ikke Det gamle Testamentets Gud ”og heller ikke Det Ny Testamentes.

Gud er ikke “sød” på denne kvabsede børnehavemåde.

Gud kan være hård og nådesløs. Jeg hører folk sige at dette ikke er god latin. De snakker om Guds uendelige kærlighed til menneskene. Sandt nok. Men ikke bare, Gud er også noget andet.

Ud fra teksterne kan vi sige: Der må være en sammenhæng mellem lov og straf akkurat som i det verdslige liv.

Teksten er ellers netop nådesløs og brutal. Jeg sidder under gudstjenesten og følger med i tekstlæsningen: Sætningerne hamrer igennem:

Se, dagen kommer, den brænder som en ovn. Alle ulydige og ugudelige skal da være som halm, og dagen som kommer, skal brænde dem op, siger Herren, Hærskarernes Gud, så hverken rod eller gren bliver tilbage.

Men for jer, som frygter mit navn, skal retfærdens sol brænde med lægedom under sine vinger.

Dette er Bibelens poesi, som kan minde om sagaerne: Dagen, som kommer, skal brænde dem op. De ulydige og ugudelige.

Men præsterne springer over disse budskaber og berører dem ikke i deres prædikener. Er det fordi der ville blive svært tyndt i stolerækkerne om han skulle anvende teksten på dagens samfund? Findes der stadig gudfrygtige i toppen af samfundet?

Fordi vi vælger at gå udenom, forstår vi ikke at leve med Holocaust også er en form for straf som vi må sone på Europas vegne. Det var her det skete. På europæisk jord. Hannah Arendt blev en gang spurgt: Hvordan kan man leve med Holocaust. Hun svarede: Endure! Man må udholde, lære at bære det. Vi bygger museer, men hvis vi virkelig tog historien ind over os ville vi aldrig tillade at jøderne igen forlader Europa. Memorial. Deportation Ravensbrück camp. Père Lachaise cemetery. Foto: Cathrine Leblanc/Getty/Scanpix[/caption]

Derfor vælger præsterne fred fremfor strid. Det er at svigte teksten, for den er helt klar: Der kommer en dom.

Den kommer bare ikke kun på den yderste dag. Det er behagelig fjernt. Den kommer også i hverdagen, og jeg tror menneskene opbygger skyld.

Sidder Gud til doms over menneskene eller gør Han ikke?

Det er udslag af utroskab ikke at fortælle menneskene, at vore handlinger har konsekvenser. At menneskene kan blive sanktioneret fra oven.

Når vi ser hvor samfundet er på vej hen må vi spørge: Hvornår kommer reaktionen?

Vi tror ikke at dette er simpel hovedregning 2+2 =4. Men at menneskene pådrager sig en skyld ved at flytte på grænser for hvad mennesker har lov til, er elementær historisk kundskab.

Det vil være helt tabu at stille et sådant spørgsmål til vore politikere, elite og præster. Men vi, der har fået kristendom og norsk kultur ind med modermælken ved, at der er en sammenhæng mellem alt. Der er årsag og virkning. Du kan ikke gøre hvad som helst med et samfund og tro at det vil gå godt.

De, der lever i dagens samfund, føler en nærmest metafysisk smerte over det, der sker. En af vore læsere skrev:

Ingen politiker har ret til at ændre samfundet dramatisk på én generation. Ingen politiker har fuldmagt til at ændre samfundet på én generation.
Vi har et soleklart ansvar for at binde fortid sammen med fremtid. I dag kaster man alt det på bålet, som generationerne før stod for. Og man ignorerer alt som har med psykologi og mellemmenneskelige forhold at gøre. Jeg opfatter dagens politik som en villet kraft som nedbryder samfundet og limet mellem menneskene, som bor der, i en forrygende fart. Det vil jeg ikke være med til. Jeg har slet og ret foragt for dem, som står ansvarlig for hovedløs tænkning om samfundsudviklingen og som åbenbart ignorerer folkeviljen på stadig flere områder. Den stigende mumlen i samfundet bekræfter at jeg ikke står alene om at mene det.

Nej, ingen skal få lov til at ændre samfundet på én generation. Selv om de hedder aldrig så meget Erna, Jonas, Trine, Thorbjørn eller Karin. Ingen!

Eliten har trodset det folk, det repræsenterer. Det har forspildt tilliden og mandatet. Mange af os frygter konsekvenserne og føler os magtesløse.

Men “eksperimentet” ruller videre:

Hvis du udskifter kønsmoral og ægteskabslovgivning så ægteskabet opløses og selve begrebet mand og kvinde forsvinder, tror du virkelig at det bare er et højere udviklingstrin?

Kan der være en sammenhæng mellem presset på børneværnet og opløsningen af familien som norm?

Dagens nytestamentlige tekst var om Straffen:

På den tid var der nogen som talte om templet, om de vakre ædelsten og de kostbare tempelgrave. Da sagde Jesus: «Alt dette I ser – der kommer en tid da det skal blive jævnet med jorden, så der ikke bliver sten på sten tilbage!»

De spurgte: «Mester, hvornår skal alt dette ske? Og hvad er tegnet på at det forestår?»

Han svarede: «Vogt jer, så I ikke lader jer føre vild. For der skal komme mange i mit navn og sige: ‘Det er mig’, og ‘Tiden er inde’; men følg dem ikke! Og når I hører om krige og oprør, så lad jer ikke skræmme! For alt dette må hænde først. Men heller ikke da er det straks enden.»

Videre sagde han: «Folk skal rejse sig mod folk, og rige mod rige, der skal blive store jordskælv og mange steder hungersnød og pest; forfærdelige ting skal ske, og store jærtegn vise sig på himmelen.

Men før alt dette sker, skal I blive mishandlet og forfulgt, stillet for synagogerådet og kastet i fængsel, ja, blive ført for konger og guvernører for mit navns skyld. Da skal I få anledning til at vidne!

Husk bare på, at I ikke skal tænke på jeres forsvar i forvejen; for jeg skal give jer ord og visdom, som ingen af jeres modstandere vil kunne modstå eller modsige.

I kommer til at blive forrådt af forældre og søskende, af slægtninge og venner, og nogen af jer bliver dræbt, og I vil blive hadet af alle, for mit navns skyld. Men ikke et hår på hovedet skal I miste. Og om I holder ud, skal I vinde livet!»

Præsten tolkede dette i den mest nærliggende betydning: Templet blev jo ødelagt bare nogle årtier senere og de kristne måtte lide store prøvelser. Men tro ikke at Jesu ord bare var møntet på disciplene der og dengang og at de ikke gælder vor tid. Da bliver Bibelen folklore.

Præsten var så vidt inde på at også i dag bliver kristne forfulgt, men han sagde ikke hvor. Han sagde ikke at jøder forfølges i dagens Europa og kirker røves og vandaliseres. Der er helt tavst fra kirkerne om hvad der sker i dagens Europa og hvad der foregår mod og med kristne i den muslimske verden.

De kristne i Mellemøsten siger: -Hvem vil I bede om hjælp når forfølgelserne rammer jer. I har ikke hjulpet os.

Nej, det har vi ikke. For vi har gjort evangeliet tandløst. Det beder os være vågne og passe på. I stedet lukker vi øjnene. Tegnene er klare: Bror står mod bror, slægt mod slægt. Denne strid er kommet ind i vore samfund, men vi må ikke snakke om den til trods for at vi daglig hører om eksempler på modsætningerne.

Dette er ikke at følge Bibelens ord. Bibelen vil have, at vi skal leve i vore samfund, ikke på siden af dem.

Det praktiske og frelsen løber sammen: Engagement er konkret. Kristne skal leve i verden. Du skal sige fra, du skal tale sandt, du skal møde dine medmennesker.

Du skal ikke lyve! Buddet betyder noget langt mere end ikke at blive taget i en løgn. Det betyder noget positivt: Du skal stræbe efter og elske sandheden. Det er det “ikke lyve” betyder. For Gud elsker sandheden.

Fordi Han gør det, kan han også være en straffende Gud.

I gamle tider vidste man at sådanne billeder: Høst, indsamling og afbrænding af markerne var billeder på livet. Vi ser billeder for os: Flammerne som fortærer det visne og affældige.

Det er kun os, der siger at alle og alt er lige meget værd, at der ikke er noget som er højt og noget som er lavt – vi dyrker i stedet det lave! Samfund som har gjort det tidligere er gået under. Det er ingen grund til at tro at vi er nogen undtagelse.

Hvis man sætter sig så fundamentalt op mod skaberværket, udfordrer man Gud, og til syvende og sidst kommer straffen.

Man må spørge – er miljøbevægelsen en slags længsel efter Ragnarok?

Hvis præsterne turde forkynde det, som virkelig står i Bibelen, ville kirkerne måske blive mere fyldt og folk ville lytte. Folk kan ikke lide hippie-kristendom. De indser at lignelserne er sande: Efter syv fede år kommer syv magre.

Sodoma og Gomorra er en beretning som gælder også for os. Det meste er sket før.