Når vi ser hvad der sker i Sverige og sammenligner med andre lande som er i opløsning, må vi stille spørgsmålet: Kan Sverige ende med at blive en failed state?

Det lyder dramatisk. Men det som sker i Sverige, er uden fortilfælde og siger noget om hvilke kræfter der er sluppet løs.

Vi har ofte været inde på at det multikulturelle samfund er et gigantisk eksperiment. Man tager et homogent samfund og «heterogeniserer» det. Og det gør man med mennesker, som kommer fra en voldskultur og sågar en otte år lang borgerkrig. Kunne det ikke strejfe politikere og myndigheder at disse mennesker har en bagage med sig, som de ikke lægger fra sig ved grænsen?

Det samme gælder for hele Vesteuropa. Daværende PET-chef i Norge, Bendicte Bjørnland, sagde i efteråret 2015 at vi skulle tage de uledsagede mindreårige under armen i sofaen. Hun snakker som en socialrådgiver. Bjørnland er i dag politidirektør.

Havarikommisjonen efter fregatten KNM «Helge Ingstad»s havari gav eksempler på inkompetence som giver dilettanteriet 9. april baghjul.

Vi er bange for at denne inkompetence er dækkende for den psykiske makeup, som landets ledere benytter sig af. Vi elsker at tænke på Sverige som et særtilfælde, men Norge, Danmark og Vesteuropa er bærere af den samme see-no-evil-hear-no-evil og laizzes-faire-politik.

Sverige viser os konsekvenserne i realtid: et land som er i færd med at falde fra hinanden.

Læs hvad almindelige mennesker skriver om hverdagen: De tør ikke gå ud, af frygt for røveri og vold.

Opgaverne overstiger langt politiets evne, og de kommer først efter at folk er blevet skadet. Det i sig selv understreger politiets magtesløshed. For hvert drab og hver eksplosion skrues Sverige længer og længer ned i sumpen.

Norske og danske medier er ikke i nærheden af at fatte hvor dramatisk udviklingen i Sverige er. Og det er selvsagt hårdt at se sin egen fremtid i øjnene.

Vi er inde i samme forløb som Sverige. Dimensionerne er bare mindre. Vi har trøstet os længe med at vi ikke havde bilbrande og bander som terroriserede indbyggerne. På to år har vi næsten indhentet Sverige.

Kriminaliteten ligger på et lavere niveau, men Norge har en faktor som kan være en «driver»: at vi er meget rigere end Sverige.

Byrådsleder i Oslo, Raymond Johansen (Ap). har også noget andet til fælles med Löfven og sosserne: en ufattelig dumhed, en intellektuel uformåenhed, som gør en ude af stand til at forstå, hvad der sker. Norge smider altid gode penge efter problemerne, og gør dem derved større.

Det kan svenskerne ikke. De er nu begyndt med drastiske nedskæringer. Dét indfører et nyt, stort ukendt element i ligningen. Hundredtusindvis af mennesker i Sverige lever på økonomiske «dryp» fra staten. Hvordan reagerer de den dag, det går op for dem at de ikke længer får nogen «gratis frokost»?

Markeringen af Murens fald burde få europæere til at se sig selv i øjnene: På tredive år har den vesteuropæiske elite klaret at ødelægge gode, velfungerende velfærdssamfund. Det vi ser i Sverige, er bare begyndelsen.

Myndighederne har mistet kontrollen. Det er almindelige samfundsborgere som opretholder skinnet af normalitet. Men de er forsvarsløse, og myndighederne støtter dem ikke, hvis de går sammen om at opretholde lov og orden.

Det gør den norske og danske venstrefløj heller ikke; i stedet indgår den en alliance med parallelsamfundene. At indrømme at almindelige borgere udgør sidste skanse, ville være det samme som at indrømme at de har spillet fallit, og så langt er eliten endnu ikke kommet.

Det tager endnu lidt tid at brænde igennem et tykt spæklag af oliemilliarder.