Jacopo Bassano – Christ Healing the Lame Man (1588)

19. søndag efter trinitatis 2019

Denne hellige lektie skriver profeten Esajas:
Dette siger Gud Herren: 

Jeg udsletter dine overtrædelser som en sky,
dine synder som et skylag.
Vend tilbage til mig, for jeg har løskøbt dig.
Råb af fryd, himmel, for Herren har grebet ind.
Bryd ud i jubelråb, jordens dybder,
bryd ud i fryderåb, bjerge,
skoven med alle dens træer!
For Herren har løskøbt Jakob,
ved Israel viser han sin herlighed.
Dette siger Herren, der løskøber dig,
han som dannede dig fra moders liv:
Jeg, Herren, har skabt alt.
Jeg alene har spændt himlen ud,
jeg har bredt jorden ud, hvem var med mig?
Jeg kuldkaster orakelpræsters varsler,
gør spåmænd til tåber,
slår vismænd tilbage
og gør deres viden til dårskab.
Jeg stadfæster min tjeners ord
og fuldbyrder mine sendebuds råd.
Jeg siger til Jerusalem: »Du skal befolkes,«
til Judas byer: »I skal genopbygges,«
jeg genrejser ruinerne.
Til havdybet siger jeg: »Bliv tørt!«
Jeg udtørrer dine strømme.
Til Kyros siger jeg: »Min hyrde!«
Han skal udføre alt det, jeg vil.
Jeg siger til Jerusalem: »Du skal genopbygges,
og templet skal grundlægges.«
Es 44,22-28

• Epistlen skriver apostlen Paulus til efeserne:
  I skal aflægge det gamle menneske, som hører til jeres hidtidige levned, og som ødelægges af sine forføreriske lyster, og I skal fornyes i sind og ånd og iføre jer det nye menneske, skabt i Guds billede med sandhedens retfærdighed og fromhed.
  Læg derfor løgnen bort og tal sandhed med hinanden, for vi er hinandens lemmer. Bliv blot vrede, men synd ikke. Lad ikke solen gå ned over jeres vrede, og giv ikke plads for Djævelen. Den, der stjæler, må ikke mere stjæle, men skal tværtimod slide i det og selv frembringe noget godt med sine hænder, så han har noget at give af til den, der har behov for det.
• Ef 4,22-28

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:

 
Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme. Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem. Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.« Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: »Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?« Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: »Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden« – siger han til den lamme: »Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!« Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: »Aldrig har vi set noget lignende!« 

(Mark 2,1-12)

19. s. e. trinitatis

Rygtet har nok gået om Jesus dér omkring Kapernaum. At han kunne uddrive onde ånder og helbrede for alverdens sygdomme, blot ved at sige et ord. I hvert fald er folk stimlet sammen om ham i så stort et antal, at man ikke kan komme gennem døren ind i hans hus for bare folk. Men det lader de sig ikke standse af – den lamme mand og hans venner, som vi hører om i dagens evangelium. De laver simpelthen hul i taget og sænker båren med den lamme ned gennem hullet, ned til Jesus, i håb om at han vil røre ved ham og give ham hans førlighed tilbage.

Jesus ser det hele og siger til den lamme: ”Dine synder er forladt”. Dermed giver han denne lamme mand det, som han har allermest brug for, nemlig Guds tilgivende nåde. Guds nåde har vi nemlig mere brug for end helbred og førlighed; og det er en gave, som kun Jesus kan give os. 

Alligevel forestiller jeg mig, at den lamme mand og hans venner har følt det som et vist antiklimaks: ”Dine synder er dig forladt”, jamen tak for det, men vi har faktisk et lidt mere presserende problem her: vores ven er lam. Han lider, og han har brug for helbredelse.

Den lamme mands akutte behov bliver i første omgang tilsidesat til fordel for denne mærkelige syndsforladelse, som ingen har bedt om. Det sker, for at vi skal forstå, at Guds tilgivelse altid er det, vi har mest brug for, mere end alt andet i verden. Ikke sådan at forstå, at ånden er finere end kroppen, og at alle materielle ting dybest set er ligegyldige, fordi det kun er det åndelige, der tæller. Jesus blev selv kød, han levede et helt liv i kød og blod her på Jorden, han spiste og drak. og han opstod endda fra de døde i kød og blod. Nej, Jesus foragter ikke menneskekroppen og de materielle ting, og han ved godt, at alle disse ting er vigtige for at kunne leve et godt liv på jorden.

Han helbreder da også manden – han giver ham hans førlighed tilbage – for hvorfor skulle han ikke gøre det, når han nu kan? Men han giver ham endnu mere, og han giver ham det vigtigste først: nemlig hans synders tilgivelse. For Guds tilgivende nåde er endnu vigtigere end et godt helbred – og den er også meget vanskeligere at give.

Jesu påstand er altså, at Guds tilgivelse er vigtigere end alle andre ting. Det er der mange mennesker i dag, der har svært ved at forstå. ”Har jeg brug for tilgivelse? Jeg er da et godt menneske!” Ord som skyld og synd fylder ikke meget i moderne menneskers tilværelse, og hvis man ikke opfatter sig selv som en skyldner, ja, så synes man heller ikke, man har brug for tilgivelse. Den fremherskende moralske tendens i den vestlige verden i dag synes at være, at man “bare skal følge sin mave­fornemmelse” og at “hvis man føler for det, så er det rigtigt”, og så skal man bare gøre det. Derfor er du kun skyldig, hvis du føler dig skyldig. Vi har afskaffet talen om skyld og erstattet den med talen om skyldfølelse. 

Men selvom vi hele tiden siger til os selv og hinanden, at ingenting er vores skyld, så er der alligevel en lille stemme indeni, der nager os. Var det nu også helt okay, at jeg ikke forsvarede min kollega, da hun havde problemer med chefen? Var det nu også okay, at jeg aldrig besøgte min tante på plejehjemmet, fordi jeg ikke kan holde ud at se på døende mennesker? Var det nu også okay, at jeg var utro, fordi jeg var så dybt forelsket? Og dén stemme er det ikke så let at få til at tie stille. Jeg siger ikke, at stemmen altid har ret. Af og til, så er det en destruktiv stemme, så er det skyldfølelsens stemme, der fortæller os, at vi ikke er gode nok, og at hvis noget som helst går galt i vores liv, så er det på grund af os selv. Men temmelig ofte, så har stemmen ret. Så er det samvittigheden, der taler til os og minder os om, at vi har et ansvar for de mennesker, som vi lever iblandt. Et ansvar, som vi af og til har svigtet eller glemt. Vi kan forsøge at kvæle dén stemme så meget, vi vil, men den vil ikke tie stille. For hvor meget vi end prøver at bilde os selv og hinanden ind, at vi i al vores hæmningsløse selvudfoldelse dog er gode mennesker, som er uden skyld – så har vi alligevel en nagende, udefinerlig fornemmelse af, at vi ikke er helt, som vi burde være. Med andre ord: Skylden består, uafhængigt af, om vi føler os skyldige eller ej. Og derfor er behovet for tilgivelse stadig til stede, uanset om vi er os bevidst, at vi er skyldige eller ej. 

Så er der spørgsmålet om, hvem der kan give dén tilgivelse. Og det er det spørgsmål, der optager de skriftkloge i dagens evangelium. De er nemlig udmærket godt klar over, hvad det vil sige at være skyldig og have brug for tilgivelse. De er ikke moderne mennesker som os. De tænker anderledes – og når de spørger: ”Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?”, så har de fuldstændig ret. 

For det er jo sådan, at hvis man har gjort et andet menneske ondt, så er det kun det menneske, man har gjort ondt, der kan tilgive én. Forestil jer tre mænd: Hans, Per og Ole. Hans slår Per i ansigtet. Ole går hen til Hans og siger: ”Jeg tilgiver dig”. Hvad vil så Per mon sige? Mon ikke, han vil sige, at det ikke giver nogen mening, at Ole tilgiver Hans, siden Hans ikke har gjort Ole noget ondt. Det er Per, der er blevet slået, og derfor er det også kun Per, der kan tilgive. 

På samme måde giver det heller ingen mening, at Jesus tilgiver den lamme mand, medmindre Jesus er Gud. I sidste ende er al synd begået imod Gud – fordi det er Guds lov, vi bryder, hver gang vi handler ondt imod hinanden. Derfor er tilgivelsen Guds til at give eller holde tilbage. 

Så de skriftkloge har forstået situationen helt rigtigt, når de siger:  ”Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud.” De ser klart, at Jesus her ikke opfører sig som en hvilken som helst mirakelmager. Han opfører sig, som om han er Gud. For den eneste, der har magt til at tilgive mennesker alle deres synder, det er Gud. 

Hvis man opfører sig, som om man er Gud, uden at man faktisk er Gud – ja, så er det at spotte Gud. Så langt har de skriftkloge ret. Det, som de skriftkloge ikke havde fantasi til at forestille sig, var, at Jesus faktisk er Gud. Men det er dét, vi tror på som kristne: At Jesus er Gud, kommet i kød, for at give alle os mennesker vores synders nådige forladelse. Og kun derfor. Ja, vist gør han undere og andre utrolige ting i sin store gavmildhed og kærlighed – men det er sidegevinster. Det er småting.

Helbred og førlighed, ja endda opvækkelse af døde, det kan Jesus give os så let som ingenting. Men syndernes forladelse, dén måtte han vinde os gennem sin egen død og opstandelse. Han gav sit eget liv for os, for at rense os for al vores skyld. Som der står i Malakias’ bog om den Messias, der skal komme, så er han ”som den lud, man bruger til blegning”. Det vil sige: han kan vaske os helt hvide, men han bliver selv opløst i processen. Og det er derfor, det er lettere for Jesus at sige: ”Rejs dig, tag din båre og gå”, end at sige: ”Dine synder er dig forladt.” 

Gud ønsker ikke, at vi skal gå til grunde i skyld og skam. Han ønsker, at vi skal leve evigt sammen med ham. Derfor sendte Gud sin søn til verden, for at han, Guds egen søn, kunne rense os for al vores skyld. Fordi han har lidt for os og er død for os, er vores gæld betalt – og vores synder er os forladt.

Amen.