Omar El-Hussein i et S-tog i København, med en kniv som han kører ind i lysken på en anden ungdom og kun ved et mirakel undgår at ramme pulsåren. El-Hussein havner i fængsel, men der møder han IS-propagandaen. Han radikaliseres og 14. februar 2015 angriber han Krudttønden for at dræbe Lars Vilks og senere på natten synagogen i Krystalgade. Kun tilfældigheder forhindrer at det blev en massakre begge steder.
Baggrund: En dansk kvinde har boet ni år i USA. Hun har undervist ved University of Washington i Seattle. Det er sommer 2019, hun har to børn med til København og de har ikke været tilbage i halvandet år. Meget er forandret. Dvs. der sker ting som får hende til at åbne øjnene for hvor meget Danmark er forandret.
Hey, Danmark – hvad sker der for dig?
Det sker på en metrotur. Oslo har Tjuvholmen og Aker Brygge. København har Islands Brygge. Der ligger et friluftsbad midt i byen. Desiree M. Ohrbeck vil tage børnene med derhen. Vise dem byen.
Kupeen er fuld, sommerferien synger på sidste vers. Ét sæde er frit, det lige foran mine børn. Jeg sidder på sædet bag dem. På en station kommer en ung mand slentrende ind med sin telefon oppe ved øret, han sætter sig på rækken foran mine børn og vender sig, så han har front mod dem. Og så fortsætter han telefonsamtalen, som tydeligt handler om at sælge stoffer. Alle hører, hvad han kan tilbyde næste gang, personen i den anden ende får brug for noget.
Ohrbecks skisma er som en film. Alle som har taget metroen i en vesteuropæisk storby kan forestille sig hvad som sker. Ohrbeck har en egenskab som er blevet sjældnere. Hun blander sig.
Ingen siger noget, faktisk dukker folk nakken yderligere over deres telefoner i et uniformt ryk, da det bliver klart, hvad der foregår. Jeg bliver vred, det her er ikke det Danmark, jeg har set frem til stolt at vise børnene. Jeg kigger insisterende på den unge mand, men han hverken sænker stemmen eller vender sig væk. Tværtimod gengælder han mit blik uden den mindste flakken.
Så siger hun de fatale ord:
Da han går forbi mig for at forlade kupeen, siger jeg: »Måske skulle du tænke på, at der er børn til stede, når du fører sådan nogle samtaler.« Han svarer: »Det tænker jeg sgu ikke så meget på,« hvortil jeg svarer: »Nej, men det skulle du måske!«
Den norske statsmininister Gro Harlem Brundtland efterlyste en gang nabokonerrne der holdt øje med hvad der foregik i nabolaget. Hun syntes folk skulle sige fra og blande sig mere. Hvorfor er nabokonerne blevet tavse? Det hører vi ikke noget om. Men vi ved svaret.
På Islands Brygge Station siger min ni-årige: »Mommy, det er ham fra metroen.«
Jeg svarer: »Ja.«
Og så tænder han helt af, den unge mand: »Hvad er dit problem, dame?« snerrer han.
Styrkeforholdet: Han har ret til at konfrontere hende, men hun har ikke ret til at konfrontere ham, uanset om han sælger narko åbenlyst.
Ohrbeck ved at hun er chanceløs hvis han går løs på hende. Hun er tænker hurtigt: Hendes eneste chance er at lave postyr så alle ser på dem.
Jeg vurderer situationen i forhold til min og børnenes sikkerhed. Jeg ved, at jeg skal tale højt, pådrage mig opmærksomhed. Jeg regner også med, at han vil reagere på, at jeg nævner ære og familie, han er mellemøstlig af udseende, som det vist hedder. Så jeg siger højt: »Du sidder og dealer drugs i metroen foran mine børn. Dét er mit problem! Hvordan ville du føle, hvis nogen gjorde det foran din søster?« Den summende metrostation bliver på ét sekund helt stille.
Ohrbeck er pissebange, men hun klarer at optræde rationelt.
Han flyver op i hovedet på mig med en strakt pegefinger: »Du kan ikke bevise noget, jeg har ingenting på mig. Vil du måske ringe til politiet?« Han vender vrangen ud af bukselommerne og går truende tættere på mig, mens han læner sig ind over mig. Jeg holder min arm strakt ud, håndfladen vender fladt mod ham. Jeg ved, at en fremstrakt håndflade i visse kredse er en provokation, men jeg ønsker at markere, at jeg er den stærkeste.
»Du skal ikke stå med fingeren oppe i hovedet på mig! Og ja, det skulle være min største fornøjelse at ringe til politiet – jeg er sikker på, at de kender dig i forvejen!«
Hun overøses med skældsord. Det er for lyst, for mange mennesker til at han tør at gøre mere. Ellers er det ingen hindring at hun er kvinde.
Jeg trækker min telefon frem, men indser at jeg ikke vil være i stand til at ringe til politiet. Jeg er bange, og min hjerne kan med ét ikke huske min pinkode til telefonen eller nummeret til det danske politi. Mine knæskaller vibrerer voldsomt. Jeg ved, at mine rystende hænder vil afsløre mig, men jeg vil have ham til at forsvinde, og jeg vil ikke vige. Så jeg holder krampagtigt fast i telefonen.
»Din fucking kartoffel, din fucking dame…« mere hører jeg ikke.
Han har bestemt sig for at trække sig tilbage:
»Du skal ikke tale sådan til en voksen kvinde! Hvad bilder du dig ind!« får jeg sagt med dyb, høj og vred stemme. Han vender sig og hopper ind i en modkørende Metro, tilbage i samme retning, han kom fra. Det er slut, stationen vågner til live igen. En dame siger ud gennem mundvigen: »Godt sagt.«
En traumatiserende oplevelse. Filmskabere som Michael Haneke har i lang tid lavet film om civilisatoriske sammenbrud: Lov og orden, som bryder sammen i storbyerne. Nu er det virkelighed og vi har ikke samme behov for at se det på lærredet. Virkeligheden har en skarphed som overgår kunsten.
Det stærkeste og mest nedslående ved historien er reaktionerne Ohrbeck høster hos sine veninder. De er åbenbart fra middeklassen, urbane, velsituerede, som lever det gode liv.
På vej til Islands Brygge Friluftsbad får jeg en snak med mine børn, sådan har de aldrig set deres mor før. Min yngste sagde: »Mommy, hvis han havde slået dig, så havde jeg…« og så må vi have en snak om, at det her var min kamp, ikke hans. Og en snak om, at når man ser noget, der ikke er i orden, så skal man sige fra.
Episoden danner udgangspunkt for et perspektiv på tilstanden i dagens Danmark.
På vores danmarksferie har vi siddet til mange middagsselskaber og diskuteret politik, men når talen falder på Danmark og de små, men over tid store ændringer, jeg ser i bybilledet, når vi er på besøg i Danmark, ændrer stemningen sig. Mine veninder enten vrider og vender sig eller har langhårede argumenter for, hvorfor situationen er, som den er i forhold til de forholdsregler, der har sneget sig ind i den adfærd, de udviser i det offentlige rum og de dårlige tal mht. integration på så mange parametre.
Når jeg stiller spørgsmål, der handler om integration, er der stort set ingen i min danske omgangskreds, der vil tale om, at der er problemer. Udfordringer, der i min optik har at gøre med en samfundsændring fra en homogen masse med kulturelle fælles referencerammer til en mere kulturelt mangfoldig befolkningssammensætning – nogle slår det ligefrem hen og anfægter tallenes klare sprog.
Det er dette bortvendte blik og uviljen mod at snakke ærligt om problemerne som er det mest nedslående. Vi ved at politikere, akademikere, kulturelite og medier har samme holdning. “Dette orker vi ikke at beskæftige os med. Lad os være”.
Det værste er at de går ind for at udgrænse, som danskerne siger, fryse ud, isolere, censurere, boykotte og sværte de få mennesker til, som snakker åbent og siger at dette ikke kommer til at gå godt.
Alle har på en måde en overordnet bevidsthed om hvad som virkelig foregår. Hvorfor er Houellebecqs romaner ellers så populære? Det er akkurat denne klasse og disse samfund han skildrer.
Hvad kommer disse pæne, dannede, livsnydere til at gøre? De trækker sig tilbage. De undgår metroen og forsøger at minimere risikoen for “konfrontationer”. Men de kan aldrig eliminere den helt, og den kan dukke op i helt uforudsete situationer. Har man børn er der mange “muligheder”:
Det hele begynder helt fra børneskolen.
Eller hvis vi går lidt længere op i aldersklasserne, når børn er blevet voksne og skal leve deres egne liv, dvs. gå hjem fra en tur i byen:
“Sorry to say follks…., Sidder på skadestuen, er læsset af, af politiet…..
Er på vej fra Gaden, ad Bispensgade, stille og roligt, kan lige nå Mac D inden jeg skal ned til toget. Helt alene…. er lidt træt. På min venstre side kommer der pludselig 3-4 sorte fyre. En af dem gør lidt nar af at jeg er træt. Siger til ham 2-3 gange at det er ikke pænt, dårlig stil, stop det shit!
Par stykker af dem siger ok, men der kommer en eller to til. Jeg bliver stående i gågaden, med den lidt hårde attityde, lader dem kredse om mig, en af dem simider sin trøje, spiller op og forsøger at lokke mig op i gyden mod C W Obels plads, vinker med hænderne; ‘ kom så’ bliver hvor jeg er. Kigger frem i gå gaden, kun venner til ham den sorte…. kigger bagud, håber på en patruljevogn eller et par stærke gutter…. ingen hjælp.
De kredser om mig, uenige om de skal eller ej…. ‘Lederen’ forsøger stadig at lokke mig op hvor der IKKE er kameraer….Det eskalerer og inden jeg ser mig om bliver jeg slået og derefter sparket i jorden….. og vi snakker hovedet….. Tak i sorte sataner….. min indgang til jer, mit syn på at i kan integreres, skred lige der…. tak for ingenting….. jeg glemmer ikke….. jeg ved mine venner og bekendte heller ikke gør…..
🏻
God søndag til alle
🇩🇰🇩🇰🇩🇰🇩🇰
I der kender mig, ved at der her er grænseoverskridende for mig og at jeg deler det er sket efter grundige overvejelser.”
Fra børneskolen til fritidsliv og hverdag – her er en sammenhæng; de fleste begynder at få det med sig. De får ikke nogen hjælp til at sætte prikken over i’et, men de fortjener i det mindste at sandheden kommer frem.
Det titter frem over hele Vesteuropa og tempoet stiger.
Dette er den egentlige grund til at den norsk-pakistanske stortingspolitiker Abid Raja gik amok og svinede de to FrP’ere Sylvi Listhaug og Siv Jensen til.
Det hagler ned med dårlige historier. Det gælder om at stoppe munden på de indfødte før det er for sent.
