Flere væbnede mænd forsøgte at skyde sig ind i en synagoge i den tyske by Halle. Indenfor sad tæt på 100 jøder for at fejre jødernes største højtidsdag, Yom Kippur. Havde de lykkedes, ville tysk historie være ændret for altid.

I skrivende stund er det usikkert hvem der stod bag. Den første tanke går på jihadister. Mandag forsøgte en 32 år gammel syrer at ramme flest mulig med en stor lastbil i Limburg. Ni blev såret.

Men det er andre omstændigheder som gør en usikker: En af de bevæbnede skal have haft en krigslignende uniform på. Da de ikke klarede at skyde sig vej ind i synagogen, skød de en kunde i en kebabbod og en tilfældig kvinde på gaden.

Politiet skal have gennemført en razzia mod højreekstreme over hele Tyskland onsdag. Tilfældigt?

Udviklingen i Europa er sådan, at det ikke er utænkeligt at højreekstreme kan stå bag, men sandsynligt er det ikke.

Skulle det være højreekstreme, er smerten ekstra stor for Tyskland.

Men også hvis det er jihadister, er smerten og nederlaget stort.

At jøder igen er truet på livet i Tyskland, er en smerte, som for Tyskland vil være vanskelig at bære.

Macron må se i øjnene at myndighederne har sluppet radikale islamister ind i politiets inderste. Det er kommet så vidt at salafisterne sidder inde med privatadresserne på tusindvis af politifolk. Hvad gør dette ved politiets moral?

Det lugter af demoralisering.

I Tyskland er nederlaget anderledes, Merkel har ført en politik som gør, at der er hundredtusindvis af mennesker i landet som myndighederne ikke aner hvem er. Hvis Merkel skulle have undgået at højreekstremisme rejser sit hæslige hoved, måtte hun have tilladt en åben debat. I stedet har Forbundsdagen vedtaget en lov som pålægger Big Tech at fjerne uønsket indhold inden 48 timer, ellers risikerer de bøder i hundredmillionersklassen. Merkel synes præget af DDR, ikke af et liberalt samfund.

Under den røde terror i 1970–80-erne sagde man at Vesttyskland var et ”godtvejrsdemokrati”. Hvad ville ske hvis det blæste op til storm? Det fik man en smagsprøve på med studenterradikalismen. Forbundsdagen vedtog at indføre Berufsverbot for mennesker med synspunkter som stred mod forfatningen. Dengang var liberale medier som Dagbladet indigneret. Nu hører vi ingen protester mod en censur, som er langt mere omfattende.

Jihadisterne ønsker at radikalisere deres med-muslimer i Europa, de ønsker eskalering. Drabene på politifolk er en IS-handling, midt i Paris. Kalifatet er faldet, men IS viser at dets arm rækker helt ind i hovedkvarteret hos politiet.

Hvad gør demokratier under kriser? Spørgsmålet er mere aktuelt i dag end da Rote Armé Fraktion hærgede. Samfundet er meget mere polariseret og fragmenteret.

Det virker ikke som om politikerne er forberedt, selv flere år efter Charlie Hebdo og Bataclan. De har ikke haft modet til at se i øjnene at dette ikke var engangshændelser.

De tolker «Aldrig mere!» som at nazister aldrig mere skal få lov til at dræbe jøder. Men nu er jøder truet på livet både i Frankrig og Tyskland, og mange af dem emigrerer. Det er et faktum som medier og politikere ikke kan lide at snakke om. Som de heller ikke kan lide at snakke om kristenforfølgelserne udenfor Europa, hvad enten det er i den muslimske verden eller i Kina.

Merkel lefler for Kina, mens Trump har taget en konfrontation som handler om langt mere end handel.

Friheden er udelelig. Det er hvad Trumps Amerika har opdaget. Forgængerne har tusket så meget frihed bort, at det vil blive en hård kamp at generobre den.

Europa er ekstra ilde stedt fordi det har åbnet op for en tolerance, som ikke sætter grænser for importeret ekstremisme, og den ser ikke forskel på virkelig hjemmeavlet ekstremisme og legitim opposition.

Ve Europa!