Harpon havde reageret entusiastisk bifaldende på angrebet på redaktionslokalerne til Charlie Hebdo i januar 2015, hvor 12 mennesker blev massakreret. «C’est bien fait!», eller «Det var godt gjort!», lød hans kommentar. I august samme år skrev han på Facebook at Frankrig er det mest islamofobe land i Europa.

Politidrabene i Paris er omgivet af en dobbelt skandale: Den manglende reaktion på politikollegers advarsler om Mickaël Harpons mulige radikalisering, og højtstående myndigheders forsøg på at skjule det efter terrorhandlingerne. Harpon havde reageret med entusiasme på massakren i Charlie Hebdo-redaktjonen i januar 2015.

Efterhånden som stadig mere af fortiden på Paris-terroristen Mickaël Harpon kommer for en dag, bliver det stadig klarere at drabene på de fire politifolk ledsages af en dobbelt skandale: Den manglende reaktion på Harpons alarmerende opførsel, som havde afstedkommet advarsler, og forsøget på at dække over det efter terrorhandlingerne.

Le Parisien  kan oplyse om at terroristen havde vist endda flere klare tegn på radikalisering.

En kollega af Harpon fortæller at den dræbte terrorist havde reageret entusiastisk bifaldende på angrebet på redaktionslokalerne til Charlie Hebdo i januar 2015, hvor 12 mennesker blev massakreret. «C’est bien fait!», eller «Det var godt gjort!», lød hans kommentar. I august samme år skrev han på Facebook at Frankrig er det mest islamofobe land i Europa.

En kilde opgiver til BFM-TV at Harpon var konverteret til islam allerede i 2008, og ikke for 18 måneder siden, som tidligere sagt.

Ifølge Le Parisiens kilder viser efterforskningen at Harpon fik et job hvor han var højt sikkerhedsklareret og havde adgang til særdeles sensitive efterretninger, også om radikal islam, til trods for flere advarsler om at han kunne være blevet radikaliseret efter at være konverteret til islam.

En politimand bemærker bekymret at han desuden havde adgang til alle politifolkenes privatadresser.

Analyser af Harpons telefon efterlader ingen tvivl om at motivet for drabene var islamistisk. Kort tid før han gik til angreb, sendte han en SMS til konen, hvor han fortalte om indkøbet af kniven. Konen, som sidder arresteret, var åbenbart med på det, for hendes svar lød: «Kun Gud vil dømme dig. Allahu akbar.»

Hans telefon viser videre at han havde kontakt med en imam i en moské i Val-d’Oise, som allerede var kendt af sikkerhedsmyndighederne.

Der er altså ingenting ved Mickaël Harpons adfærd som har fået de franske sikkerhedsmyndigheder til at vise bekymring, langt mindre til at træffe tiltag, til trods for at tegnene på radikalisering havde været krystalklare for hans egne kolleger.

Hvad dette siger om arbejdsmiljøet og forholdet mellem folk på gulvet og længere oppe i hierarkiet hos det franske politi, kan enhver gøre sig tanker om.

Le Parisien skriver også, at der efter drabene er blevet lagt pres på ansatte ved politihovedkvarteret i Paris om ikke at fortælle noget om tidligere advarsler om Harpons adfærd, utvivlsomt med sigte på at indenrigsminister Castaner skulle fortælle offentligheden at Harpon aldrig havde vist tegn på bekymringsfuld adfærd.

Takket være modige politifolk, som lækker til franske journalister, kan vi altså trygt drage den konklusion, at et højtstående medlem af Frankrigs regering har sat himmel og jord i bevægelse i et – heldigvis forgæves – forsøg på at skjule sandheden for almenheden.

Frankrigs indenrigsminister Christophe Castaner må gå af, og hele denne sag må tjene til nytænkning omkring temaet islam og sikkerhed.

Under den kolde krig kunne det i USA være nok at have kommunister i slægten til ikke at blive højst sikkerhedsklareret. Men under islams krig mod Vesten, kan islams frontsoldater få den højeste sikkerhedsklarering hos fjenden. På den måde taber man jo.