224, 548, 148, 729 v. 5, 163

Prædiken til 16. søndag efter trinitatis

Det opsigtsvækkende ved denne historie er ikke, at en død opvækkes. Sådanne historier er der, og har der altid været masser af. 

Det opsigtsvækkende er, at det er en helt almindelig ung mand der opvækkes. Så almindelig, at vi ikke hører noget om ham. Vi ved ikke, hvad han lavede, eller hvordan han var. Han var ikke nogen helt eller noget særligt, han var bare en enkes søn. Det i sig selv er det vi skal lægge mærke til. 

For i de fleste af den slags dødeopvækkelseshistorier der ellers findes, er den døde der opvækkes en helt. En der har gjort sig fortjent til det, en der har en særlig mission eller har gjort sig særligt bemærket på den ene eller den anden måde. 

Men det er der ikke tale om her. Der er tale om en helt almindelig ung mand. Og sådan er det med alle de døde Jesus vækker til live: der var hedningens datter, der var Marta og Marias bror Lazarus, der var en synagogeforstanders (en slags pedel) datter osv. Ikke nogle der har gjort sig specielt bemærket eller har en høj status i samfundet. Det er heller ikke sådan, at dødeopvækkelserne er forbeholdt mænd eller jøder. Nej, for vi hører jo både om pigebørn, der opvækkes og som jeg sagde om hedningens datter. 

Men hvorfor er det så bemærkelsesværdigt tænker vi, og det gør vi, fordi vi er så vant til, at alle har lige meget ret til alt. Hvis vi tror på Det evige liv, tror vi, at det er for alle, og hvis vi ikke gør, så mener vi, at alle i hvert fald bør være ligestillede her i denne verden. 

Men sådan forholdt det sig ikke med de opfattelser af livet efter døden, som der eksisterede side om side med kristendommen i Romerriget. Her var et liv efter døden eller en dødeopvækkelse kun forbeholdt nogle få privilegerede. Krigere der var døde på slagmarken, dem der havde den rigtige karma eller havde opnået det rigtige bevidsthedsniveau osv. 

Her i Norden kender vi forestillingerne om Valhal, men det er jo kun for mænd og kun for dem der døde i kamp. Resten de kommer til Hel – underverdenen – ikke et rart sted, eller de må drive hvileløst rundt som genfærd i de levendes verden. 

Hvil i fred, siger vi jo nu om dage, når vi tager afsked med vores døde og denne enkle velsignelse stammer jo netop fra den kristne tanke om døden som en fredfyldt tilstand i modsætning til den hedenske sjæletro, hvor den døde ikke har ro. 

Vi tror, at den døde sover i sin kiste og har derfor heller ikke brug for gravgaver længere, sådan som den hedenske grav har det. Gravgaverne skal hedningen netop bruge, fordi ifølge den hedenske tro stedes sjælen jo ikke til hvile efter døden – med mindre man er en af de få heldige.

Martin A. Hansen skriver i sit værk Orm og Tyr, at forestillingen om at den døde ikke hviler efter døden, rystes med den nye tro – kristendommen, med fortællingen om gudesønnen der nedfaren til dødsriget kæmper med døden og sejrer over den og tømmer de dødes rige for de arme hvileløse sjæle.

Nedfaren til dødsriget – med denne ene linje er de døde nu befriet for dødsrigets søvnløse helvede. Helriget tømmes nu for kummerfulde skygger af den magtfulde Hvide Krist. Sådan kommer befrielsen, skriver Martin A Hansen, fra hele tiden at skulle forholde sig til sin dødeskæbne. Døden er ikke længere menneskets opgave. De døde sættes fri, fri for at skabe sig en dødeskæbne, en umenneskelig opgave som undertiden førte til sygelig grublen, der blev som ”kræft i ånden”, for de levende. 

Den almægtige Gud forvarer nu de døde, indtil Han, når menneskehedens historie er omme her på jorden, henter dem hjem til sig. Graven er nu ikke længere en bolig og kisten er ikke en færge sejlende på de mørke vande på vej til dødsrigets land. Nej, kisten er en seng. Den døde sover. Døden er som et blund. 

Ganske vist ændrer den kristne opstandelsestanke ikke ved at mennesket skal dø, men døden har med den kristne opstandelsestanke fået en modstander. En guddommelig modstander og har døden ikke det, bliver livet et liv i dødens skygge. For den der lever uden et håb om dødens tilintetgørelse, han må leve med døden hver dag, som man siger. Han må bygge sit hus i dens skygge. 

Og nu kan vi se, at opvækkelsen af enkens søn er afgørende – fordi vi her får at vide, at Herrens besøg her på jorden gælder alle – også enker, også faderløse – ja, alle som sorgen har sænket sig over. Alle som savner og længes.

Kan vi også komme med i Guds rige spurgte trælkvinden Ansgar, da han kom herop til det høje nord med budskabet om, at enhver der tror og bliver døbt skal leve om end han dør. Ja, var svaret. Kan mit barn også være med? Kan min søsters barn, som er krøbling? Ja, alle kan blive døbt og få del i Guds rige, var svaret og det er stadig svaret: 

 Ingen af dem der trænger til fred skal efter livet her på jorden rode hvileløse rundt – eller bare opløses og blive ædt af orme eller biller. Nej, af jorden skal vi igen opstå og blive lige med Guds søn. Han skal være vores liv i dødens land, ham og ikke mørke og håbløshed. 

Kristendom er mange ting siger man tit. Og det kan der sikkert være noget om, men kristentro er altså først og fremmest opstandelsestro, det får vi at vide i dag. For det er det, vi skal forstå med historien om enken. Den peger frem mod, at Jesus ved sin død og opstandelse skal overvinde dødens magt for alle mennesker. Det var det der var apostlenes budskab, da de drog ud i verden og det er det, der stadig er kristendommens budskab først og fremmest. 

Vi sidder i en gammel kirke nu – hvorfor tror I, den blev bygget? Hvorfor tror I, at vi har passet så godt på den i 1000 år? For at tonen fra himlen, budskabet om de dødes opstandelse kunne lyde her. Hvorfor tror I klokkerne ringer her? Jo, de kalder på dig. Klokken siger til dig, der kommer her for at se til dine kæres grave, at her er Nains port. 

Klokken er jo moderskød for klangen. Dvs. den er mor til alt musik og alt den musik, der er skrevet til at lyde her, den kappes om at kalde din sjæl ind til den hvile, der er i at vide, at døden betyder fred og ikke hvileløshed. 

Tænk på alt det dejlige musik, vi har hørt de sidste dage. Det er jo bare en brøkdel af alt det kirkemusik, der findes. Tænk, at det er skrevet for at tonen fra himlen kan nå menneskehjertet. 

Nains port. Den port var ikke bare i Østerlandet for 2000 år siden. Den er her nu, og alle som bærer dødens mærke på sjæl og legeme kan her i stedet modtage korsets tegn, sejrens tegn.

Alt det varsler at vores menneskeliv ikke bare skal destrueres i graven. At det ender godt. Så har vi noget at gå efter, noget der kan lede os. Amen