Mabuse The children of King Christian II of Denmark, Norway and Sweden (1526)

Danmark har nogle skribenter, der formår at stille den rigtige diagnose. En af de bedste er Asger Aamund. Hans klumme i Berlingeren har en dræbende titel: En bygning vi vælter på vej mod vor død.

Der ligger en desperation i den såvel som i Mikael Jalvings sidste klumme i Jyllands-Posten. De udtrykker begge en grundstemning, der ikke er god for sindet. Lysten til at leve.

Lad os fra det høje nord sige: Demokratierne har uendelig større ressourcer end man lige kan få øje på, men de skal forløses. Demokratiernes svaghed er at de ikke rejser sig før de er på vej mod afgrunden.

Første lærdom: Man må ikke forveksle denne proces med svaghed i folkets ressourcer, skulle det vågne.

Undervejs lytter vi til Aamund, der vurderer hvorvidt den nye Ellemann har muligheder for at genrejse Venstre.

I så fald må han indse at Anders Fogh Rasmussen begik en fatal fejl da han opgav at nedbryde socialstaten og i stedet valgte at beholde magten. Magten blev det primære, så måtte Danmark hellere gå til helvede i det lange eller korte løb.

Ambitionerne var der oprindelig ikke noget at sige på:

Anders Fogh Rasmussens liberale trosbekendelse, »Fra Socialstat til Minimalstat« fra 1993, var et opgør med den danske slavesjæl, der beredvilligt sælger sin frihed for et skålpund tryghed, men han leverer også opskriften på, hvordan vi får vendt kajakken og bringer samfundet tilbage på det rette liberale spor.

Da Fogh Rasmussen overtog magten i 2001 forstod han at den liberale revolution – slankning af den offentlige sektor – var chanceløs.

Som i dag blev tre fjerdedele af borgernes indkomst konfiskeret af staten i form af skatter, gebyrer og afgifter. Tre fjerdedele af alle vælgerne arbejdede for stat og kommune eller var på overførselsindkomst. Tre fjerdedele af Folketingets medlemmer var rekrutteret fra det offentlige eller organisationslivet.

Der var ingen liberal hjælp at hente fra hverken Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti, og Fogh Rasmussen måtte smide den liberale revolution på møddingen.

I stedet valgte han magten – for sig og sine. Målet blev at beholde magten, nærmest for enhver pris.

I stedet iværksatte han plan B, der helt frem til i dag er grundstenen i Venstreregeringernes politik: En borgerlig regerings mål blev nu at realisere den politik, der kan samle 90 mandater. Fogh Rasmussen var således kommet til den erkendelse, at det er bedre for Danmark, at det er en borgerlig regering, der fører socialdemokratisk fordelingspolitik, end hvis socialdemokraterne selv gør det.

Alligevel blev Fogh Rasmussen mødt med bebrejdelser om at han slagtede den offentlige sektor og var hård mod de svage. Sandheden var en helt anden. Socialstaten var løbet løbsk.

Det offentlige forbrugs niveau steg fra 440 milliarder kroner i 2001 til 520 milliarder kroner i 2010, en stigning på 80 milliarder kroner. Finansminister Claus Hjort Frederiksen kunne stolt udtale til DR, at »udgifterne til det offentlige har aldrig været større, og antallet af offentligt ansatte har aldrig været højere«.

Da Lars Løkke Rasmussen overtog i 2009 var præmisserne givet:

….det er bedre at have magten og føre den forkerte politik end at sidde med den rigtige politik uden at have magten.

Men dermed sidder Venstre og samarbejdspartierne også med ansvaret, selv om de tror de kan fraskrive sig det.

Danmark er under det såkaldt borgerlige styre gået fra at være en socialstat til en klientstat, og de dyreste klienter kommer nu fra andre lande med andre kulturer, der ikke lader sig indpasse i dansk.

Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen har i fællesskab ført Danmark fra at være en socialstat til nu at være en klientstat.

Aamund slår helt oplagte ting fast, som danske medier og politikere fortrænger, da de selv har været med ved roret.

Vores største importvare er nu klienter fra de varme lande, der koster 35 milliarder kroner om året, og sådan vil det være i mange årtier fremover.

I tillæg har man underkastet sig Berlin og Bruxelles og dermed bundet sig selv på hænder og fødder.

De borgerlige regeringer har været fast besluttet på ikke på nogen måde at provokere magthaverne i Berlin og Bruxelles og omdannede derfor Danmark fra en nation til et åbent landskab, da den sociale folkevandring skyllede op gennem Europa i 2015. Der sker stadig en betydelig indsivning af klienter, og den borgerlige påstand om »en stram udlændingepolitik« er en vits.

Hvor befriende at læse en klog gammel mand sige det, som alle kan se, men som de ikke vil indrømme.

Modviljen mod at indrømme tingenes faktisk tilstand resulterede i det katastrofale valg i sommer. Men hvilke alternativer havde vælgerne? Måske Nye Borgerlige.

Den værdimæssige kapitulation er den værste, for den lægger Danmark åben for islamisering og død:

De borgerlige regeringer nægter at forholde sig til den kendsgerning, at den omfattende internationale terrorisme er et produkt af den islamiske ideologi, ligesom Løkke-regeringen vendte ryggen til den systematiske forfølgelse af kristne overalt i de islamiske lande.

Den borgerlige bevidsthed er bedøvet. Den er ude af stand til at se at det islam har gjort mod de kristne i Mellemøsten kommer den til at gøre i Europa. Man er kommet til et stadie hvor Vesten gør sig selv svagelig, fordi sandheden er blevet uudholdelig.

Danske mediers hetz mod Trump er en form for selvskade.

Hvis bare de borgerlige havde formået at føre en sund økonomisk politik, men det er galskab på alle fronter. Den er omsiggribende i hele Nordeuropa.

Det officielle Danmark formår ikke engang at se, at Boris Johnson repræsenterer det sunde Storbritannien, men deltager i tilsviningen af ham.

Det liberale Danmark har endegyldigt opgivet at gøre noget ved det dræbende skattetryk og har tilmed indført brandbeskatning af vore iværksættere. Vores udsultede forsvar pynter heller ikke på den liberale karakterbog, ej heller den katastrofale sundhedsplatform og den betingelsesløse kapitulation over for det populistiske klimahysteri, der dilettantisk sammenroder miljøet (som vi kan ændre til det bedre) med klimaet (som vi ikke kan ændre til det bedre).

Kommer Jakob Ellemann-Jensen til at kunne føre Venstre tilbage på sit gamle spor? Næppe. Partiet er nu blevet et magtparti, ligesom Socialdemokratiet. Derfor var det helt logisk at Løkke Rasmussens sidste bidrag var at foreslå en storkoalition mellem S og V.

Det var at følge i Merkels fodspor. Hvor meget gror der i hendes fodaftryk? Er det et eksempel til efterfølgelse?

Alligevel blev Løkke Rasmussen beundret for sin opfindsomhed og kreativitet. I virkeligheden var det en fuldbyrdelse af døden over dansk politik han foreslog.

Asger Aamund får det faktum frem, at politikken hele tiden handler om et væsentligt spørgsmål: Skal Danmark bestå som suveræn stat?