Foto: Youtube
Socialdemokraterne hader privatskoler, men er til gengæld helt vild med den inkluderende folkeskole. Nu vil undervisningsmoinister Pernille Rosenkrantz-Theil afskaffe karakterer, da det stresser børnene. Herom har Niels Lillelund skrevet et par borgerlige ord, her sakset fra JP.dk – Kampen mod kundskaber.
“… Men hvis der skal være plads til alle og helt fri for stress, er der ingen, der lærer noget. Det ved de godt, også i Socialdemokratiet. Eller rettere: Det ved den enkelte socialdemokrat. Derfor sendte Helle Thorning-Schmidt sine børn til Ingrid Jespersens Skole, kaldet Ingrid blandt indviede, og Helle Thorning-Schmidt er blandt de indviede, så hendes børn skulle ikke i den inkluderende folkeskole. Man eksperimenterer jo ikke med sine egne børn, som det hedder; det gør socialdemokrater heller ikke.
Børnenes statsminister ser da heller ikke med milde øjne på privatskolerne: ‘En stor del af ansvaret for, at folkeskolen fungerer, ligger hos os forældre. Det nytter simpelthen ikke, at forældre med overskudsbørn sender deres børn i privatskole, så snart der er problemer i folkeskolen. …,’ skrev Mette Frederiksen under overskriften ‘Alle skal tage medansvar for folkeskolen’.
Det var i 2005. Fem år senere skulle hendes datter, Ida Feline, i 1. klasse. Ikke på den lokale Egebjergskolen i Ballerup tæt ved hjemmet, men i den lille, private Hareskovens Lilleskole i pittoreske Hareskovby, der er så langt fra verdens ondskab, man næsten kan komme i Danmark, hvor gated communities endnu ikke er en realitet.
Og da Ida Felines lillebror nåede skolealderen, blev han også sendt i privatskole. Det var det mest praktiske, sagde Mette Frederiksen. Og ’som forældre skal man træffe den beslutning, der er bedst for ens barn’, som hun sagde.
‘Nu står jeg i den situation, at min datter har behov for en lille skole, og så går det op for mig, at det ikke nødvendigvis er så let, når man som forældre står og skal vælge skole.’
Nej, det er ikke let som ansvarlig og kærlig moder at sende sine børn i en skole, der har fravalgt undervisning og karakterer, fordi det stresser og gør børn kede af det. For det er at svigte sine børn, og det ved Mette Frederiksen naturligvis godt. Så det lille eksperiment vælger hun fra for sine egne børns vedkommende.“