Christian Lunøe på Facebook, 22. september 2019

“… nu har vi prøvet højredrejede løsninger de sidste 20 år. Det er på tide at prøve noget andet.”, skriver Christian Lunøe på Facebook, og set herfra virker han som en sen-moderne hippie der vil kurere lungekræft med håndsæbe og røgelsespinde. En ‘festdag for højrefløjen’, kalder han sine nyvundne erkendelser, der læses ind i en politisk diskurs, de kun hører hjemme i, fordi visse, hæmmet af ideologi, har en næsten flad læringskurve. Alle vil gerne holde sine nydelige døtre fra gade-arabere, også folk der stemmer radikalt, og deler opslag fra ‘Sjælsmarks Venner’. Den konkrete manifesterede virkelighed vinder altid over tomme floskler og gode intentioner.

Kronik i Berlingske af kommunikationsrådgiver Christian Lunøe, der giver et ganske fint indblik i tankegangen hos verdensredder-segmentet – Sidste søndag blev der så farligt hjemme hos Christian, at han ikke længere kan forsvare at bo med sine børn på Nørrebro (kræver login).

“Sidste søndag blev der så farligt hjemme hos mig, at jeg ikke længere kan forsvare at bo med mine børn i det hjem, der har været rammen om vores liv i fem år: Kvarteret omkring Rantzausgade, den del af Nørrebro, der er rammet ind mellem Jagtvej, Assistens Kirkegård, Griffenfeldsgade og Åboulevard/Ågade.

Jeg ringede 112. Men politiet kom ikke. … Politiet skal muligvis have flere folk og færre politisk prioriterede opgaver. De skal i hvert fald rykke ud øjeblikkeligt, når jeg – en helt almindelig familiefar – ringer for at fortælle dem om voldsparate, bevæbnede unge i min gade.

… I mit kvarter skiller man sig ikke ud på sin hudfarve. Hverken som ‘kartoffel’ eller som en af de mange varianter af brun, sort eller gul. … Sådan var det ikke desto mindre, da jeg flyttede ind med mine to børn for lidt over fem år siden. Vi var trygge, og børnene kunne færdes, som de ville.Mangfoldighed i sin allerbedste udgave…

… I Rantzausgade støder vi på en gruppe drenge og unge mænd – alderen er vel mellem 14 og 20 år. Der bliver flere og flere af disse små stimer i gaden. De har en aggressiv og udfordrende attitude, flytter sig ikke for nogen, leder efter et blik at konfrontere. Og jeg mener konfrontere, til forskel fra at møde. Det er den attitude, de skiller sig ud på. De virker, som om de gerne vil frygtes. Præcis da vi passerer, eksploderer gruppen i et (måske fingeret) slagsmål, hvor to ud af de fem trækker en kniv. De er ganske få meter fra os. Jeg skærmer børnene det bedste, jeg kan, og får dem forbi optrinnet. Min mindste er rystet og bange, den store mere cool, da vi få minutter senere kommer op i vores lejlighed 200 meter længere nede ad gaden.

Jeg ringer med det samme til 112, der sender mig videre til Københavns Politi. … Nu er der gået 10-12 minutter siden optrinnet, og vi har stadig (mindst) to store drenge gående nede på gaden, bevæbnet med knive.. Min datter spørger mig, om politiet kommer, hvorfor de ikke kommer, og tror du, at de drenge har set mig og kan huske mig, og ved de, hvor vi bor? Og jeg står med telefonen i hånden og ingen gode svar.

Gode svar er ikke nemme at give på det her område. I mit eget lille hjørne bliver svaret at flytte så hurtigt, jeg kan, og at mine børn i mellemtiden ikke skal komme her overhovedet – vi må bo hos venner og familie, indtil vi finder et nyt permanent sted. Mine børn skal kunne færdes frit omkring deres hjem. De skal kunne løfte blikket og møde andres uden frygt for, at et enkelt blik den forkerte vej ender med en konfrontation.

… Det er klart, at unge kriminelle skal straffes, og at våben skal fjernes fra gaderne, og det er klart, at det hverken kan eller skal benægtes, at det i min gade er drenge og unge mænd med etnisk minoritetsbaggrund, der udgør 100 pct. af såvel banderne som deres aspiranter.

Sikke en festdag for højrefløjen, når en radikal humanist som jeg gør den slags indrømmelser. Det har vi jo sagt i årevis, din multikulti-idiot! Der kan du selv se, hvad der sker, når man bare lukker op for posen og inviterer hele verden til Danmark.

… Man kan godt kurere hovedpine ved at hugge hovedet af, og det virker måske meget beslutsomt og handlekraftigt, men det er ikke særlig klogt. Svaret er ikke, at vi skal svække borgerrettighederne, lukke grænserne og smide så mange ud af landet som muligt.”