“Ingen er hævet over loven!” sagde Kongressens formand Nancy Pelosi tirsdag uden med et ord at nævne en eneste lov, som grundlag for at indlede en undersøgelse af at stævne præsident Donald Trump for en Rigsret. Og med de ord blev Trump genvalgt 2020.

Anledningen til Pelosis pludselige udmelding er en whistleblower historie om at Trump skulle have presset den Ukrainske præsident Zelensky, under en telefonsamtale, til at samle skidt på den tidligere Udenrigsminister Joe Biden, der også er kandidat til Demokraternes nominering til præsidentposten. Som den slags Trump-historier typisk udvikler sig, er man gået fra udsigten til en potentiel kæmpe-skandale til, hvad der ligner et selvmål.

Whistlebloweren, der skulle have hørt Trump presse Zelensky hele 8 gange om at efterforske Joe Biden og hans søns affærer i Ukraine var ikke selv vidne til telefonsamtalen, men havde hørt den omtalt fra anden side. Naturligvis ville Demokraterne have agtindsigt, men inden transkriptionen af samtalen, højst usædvanligt, blev offentliggjort, havde Pelosi truffet sin beslutning om at støtte arbejdet mod en Rigsret.

Det syntes især efter at transkriptionen af de to statslederes samtale blev offentliggjort, at have været en uovervejet handling. Trump havde ganske rigtigt udtrykt en interesse for at Biden og hans søns affærer i Ukraine, blev efterforsket, men ikke som et stykke oppo-research. Bidens søn var blevet ansat af et ukrainsk gas- og energiselskab, trods ikke at have nogle kompetencer hverken med ukrainske forhold eller energisektoren, til en ganske høj løn, kort tid efter, at Joe Biden var blevet vicepræsident med særligt ansvar for Ukraine. Da det ukrainske energiselskab blev genstand for en efterforskning om korruption, truede Joe Biden, ifølge sin egen fortælling og for rullende kameraer, i 2015, den ukrainske præsident, med at tilbageholde et amerikansk lån på 1 mia dollar, med mindre efterforskningen indstilles.

Demokraterne påstår at Trumps interesse er at presse udenlandske statsledere til at lave opposition research på Trumps mulige modstander ved valget i 2020. Så to modstridende historier om magtmisbrug konkurrerer, hvor Demokraternes og de fleste medier mener at Trump gør sig skyldig i det han beskylder Biden for at have gjort, hvilket helt ignorerer den formodede mistanke om Bidens korruption. Andrew McCarthy minder derimod om at Demokraternes beskyldning mod Trump, ligner, hvad de selv begik da de pressede Ukraine til at genoptage efterforskningen af Trumps tidligere kampagneleder Paul Manafort, for forhold, der ikke tidligere havde ført til konkrete anklager.

Men flere af Trumps mere lødige kritikere overser ligeledes det fundamentale spørgsmål. David French mener i National Review at kunne påvise at der i Trumps samtale med Ukraines præsident Zelensky er en noget-for-noget tilgang, som i sig selv er foruroligende. Dette er i sig selv bizart, da alle forhandlinger er noget-for-noget og det er, hvad enhver samtale mellem statsledere er. Dansk u-landshjælp indeholder også krav om indsatser imod korruption. Det er først problematisk hvis den ansvarlige minister tager sig personligt betalt under bordet. Og det faktum vil være, hvad der efterhånden står tilbage i den offentlige debat, når først chokket over at Trump, som en statsmand taler med en statsleder om fælles interesser de to lande imellem.

French går yderligere galt i byen når han helt ignorerer, at Trump vil have Zelensky til at undersøge om Joe Biden, i sin tid som Vicepræsident, brugte USAs sikkerheds- og udenrigspolitik på at berige sig selv via sin søn. Det er altså et kriminelt forhold, som er i den amerikanske statsborgers interesse at få afdækket, og ikke et ønske om at undersøge om Biden skulle have hyret to prostituerede til at tisse i en hotelseng i Kiev, hvor det tidligere præsidentpar Bush engang havde overnattet.

Og Zelensky, der som Trump er gået til valg på en anti-korruptions-dagsorden, har fortalt at han overhovedet ikke følte sig presset og at en undersøgelse allerede er undervejs. Desuden betroede han Trump, at han havde taget ved lære af Trumps metode og takkede ham for, på den måde, at have hjulpet ham ved sin valgsejr (Faktisk talte han meget som Trump selv, med udtryk som “win big”, være “tusinde procent enig” og gentage ideen om at ‘arbejde hårdt’) 

I virkeligheden er der ikke reelt sket noget nyt. Formanden for House Judiciary Commitee, Jerrold Nadler har for længst erklæret at Demokraterne er i fuld gang med de indledende formalia til en Rigsret, men Pelosi har indtil tirsdag afstået fra at tale om Rigsret og i stedet skruet sin retorik op internt og sikret sig det blev lækket. “Jeg vil ikke se ham [Trump] for en Rigsret, jeg vil se ham i fængsel!” betroede hun højtstående Demokrater, efter Trump, på et meget kort og eksplosivt møde med med Pelosi og Demokraternes formand i Senatet Chuck Schumer, havde krævet at de enten forhandlede om infrastruktur eller startede en Rigsret – man kunne ikke holde begge muligheder åbne.

Pelosis kalkule var ikke sentimental, men hvilede på at et flertal af amerikanere vil være imod at sætte en siddende præsident for en Rigsret. Erfaringen med Bill Clinton, der endda var skyldig i anklagerne, skræmmer. Vælgerne vil ikke se den politiske kamp reduceret til juridiske hævntogter. Clinton overlevede ikke blot Republikanernes Rigsret, men kom styrket ud af det uværdige forløb. Trump ser det samme og hans angreb på Demokraternes yderste venstrefløj, tjener dels til at tegne et billede af Demokraterne som yderligtgående socialister, dels til at slå en kile ind i mellem dem. I de store bycentre er der opbakning blandt Demokratiske vælgere til at rejse en Rigsretssag mod Trump, men ikke i svingstaterne. Ifølge Breitbart er det også bekymringen blandt flere Demokrater

Privately, several aides to top Democrats on Capitol Hill expressed concerns about the lack of a focus on the impeachment move; without a clear outcome in mind, Democrats fear that whatever happens will further energize Trump ahead of the 2020 election while failing to remove him.

“If you’re going to take a shot at the king, you best not miss,” one House Democrat leadership aide told Breitbart News. “And we do not have a pathway to win without 20 GOP votes in the Senate. We are nowhere near that, not even close.”

Another senior Democrat congressional aide added regarding the move to attempt to impeach Trump: “It’s a joke. It’s all bullshit.”

Pelosi har længe været presset af den hysteriske stemning i kølvandet på Trumps sejr, der fødte ‘the resistance’. Mentaliteten i denne modstandsbevægelse har ikke villet anerkende Trumps præsidentskab og har foregøglet Demokraterne at, hvor man kunne kyse sindige partikammerater kunne man også, hvis ikke omgøre nederlaget, så ødelægge Trumps mulighed for at føre politik. 

Men denne taktik har slået fejl, som Trump gang på gang indtager fællesskabets standpunkter, fra at skose fodboldstjernen Kolin Kopernik for at knæle ved afsyngelsen af nationalsangen til at gennemføre Kongressens egen og folkeligt populære beslutning fra 1996 om at flytte USAs ambassade i Israel, til hovedstaden Jerusalem. Hver gang var modstandsbevægelsen imod det fælles, godt ægget af medierne, der dels selv var i krig med Trump, dels bare ikke kan lade en historie om en skandale, imaginær eller ej, ligge.

Således fanget af en ophidset retorik om der skulle delegitimere Trumps præsidentskab ved at pleje ideen om hans mulige højforræderi med den russiske forbindelser og samtidig ikke drage den logiske konsekvens at forsøge at få ham fjernet har Pelosi balanceret på en knivsæg, som hun nu er faldet ned fra. Hendes hidtidige modstand mod en Rigsret har været vis, med hendes knæfald for Rigsretten har den yderste venstrefløj i partiet med Firebanden i spidsen, vundet en stor sejr. Hvad der nu burde begynde at gå op for Demokraterne er, at de ikke er kommet for at bekæmpe Republikanerne, de er kommet for at rive hele huset ned. De midtsøgende Demokrater er i deres øjne lige så meget en del af systemet som de værste Republikanere, de spiller bare en anden rolle.

Trumps insisterende retorik, der har gjort Demokraterne synonyme med den yderste venstrefløj, har styrket den yderste venstrefløj i chokket over Trumps sejr i 2016 og med ‘modstandsbevægelsen’ har man umuliggjort et realistisk politisk modspil. Det betyder, at hvis Biden og søn er indblandet i et pay-for-play arrangement (der er også et spørgsmål om deres rolle i forholdet til Kina), så har Demokraterne indtaget rollen, som selv Sumpen, der forsvarer sig imod Trumps forsøg på at dræne den, ved at stævne ham for en Rigsret. Det er en fortælling, der indeholder demagogisk potentiale. En jordskredssejr for Trump lurer lige under horisonten.