Fords anklager og senere vidneudsagn for Senatet skabte et mediehysteri, som greb Demokratiske politikere til at undsige de mest basale præmisser for Retsstaten og tænkningen bag den, for at tækkes aggressive feminister, der demonstrerede i skrigende flok under parolen #BelieveAllWomen. Christine Blasey Ford, skolebilde fra Holton-Arms School, taget på den tiden hvor Kavanaugh skulle have forgrepet sig mod hende.

Fox News politiske program The Five, gav den ikke synderligt originale analyse, at medierne ville sikre Trump en ny periode, som præsident. Anledningen var en stor historie på CNN der fortalte deres seere, at CIA havde trukket en spion hjem fra Rusland af hensyn til dennes sikkerhed grundet Trumps løse omgang med fortroligheder. Som alle historier på CNN der omhandler Trump og Rusland var det en and, som CIA selv og mod sædvane så sig nødsaget til hurtigt at dementere. Spionen var blevet trukket hjem inden Trump blev indsat som præsident og CNN blev til grin.

Alt handler om Trump, han er det suverænt ‘største show i byen’ og selv om de store nyhedshuse ligger i åben krig med ham, bruger han deres monomane fokus imod dem, som var det dem, der ikke kunne løsrive sig fra lyskeglen. Ind imellem scorer de point på ham, som med historien om Trump havde eller havde ladet tegne med tusch på et vejrkort, så det så ud som Trump alligevel havde haft ret, da han tidligere fortalte at orkanen Dorian måske kunne ramme Alabama. Sagen fik endnu en drejning, da der opstod tvivl om Trump eller andre i Det Hvide Hus havde lagt pres på den nationale vejrtjeneste for at holde sig tilbage med at påvise Trumps fejl. Indrømmet, der er mere kød på den nyhedshistorie, men efter mere end to år med det daglige spørgsmål om hvor meget højforræderi Trump kan have gjort sig skyldig i med sine russiske forbindelser er der ikke det store sus over at en medarbejder fra Det Hvide Hus har ringet til Meteorologisk Institut USA og fortalt at deres endelige chef ville sætte pris på lidt disciplin.

“No slugfest is too off-topic or trivial for Trump“, skiver Victor Davis Hanson og noterer at han, skramlet eller ej, vinder de fleste kampe, som han døgnet rundt fører kulturkrig mod den progressive selvopfattelse. Og Trump kastede da også sin store skygge over Demokraternes præsidentkandidats debatter. CNNs Don Lemon kunne under den anden debat ikke dy sig for at spørge kandidaterne om, hvorledes de ville overbevise de Trump-tilhængere, der interesserede sig mere for økonomien (der altså underforstået har det godt, for Demokraterne vil ikke tale om den) end for hans racisme. Og så var dørene slået ind til racismebeskyldninger imod præcis de mennesker, man skal appellere til når valgkampen starter, slet skjult under den almene tilsværtning af Trump. “Trump er en patologisk løgner” sagde Bernie Sanders, “Donald Trump disgu..races the office of president” sagde Elisabeth Warren måske indstuderet, mens Corey Booker diagnosticerede ham, som et “…symptom of a decease”.

Således er den Demokratiske politiske platform indtil videre, fantastiske grønne planer til løsning af imaginære problemer, impotente løsningsforslag af sundhedssektoren, gensidige beskyldninger om racisme, åbne grænser og identitetspolitik for de få, hvilende på foragt for amerikanerne flest.

Symbolsk nok for Demokraterne, hæftede mange sig ved outsiderkandidaten Marianne Williamson. Hun svor at ville ride på en bølge af kærlighed modsat Trumps bølge af had. Williamson høstede applaus når hun talte om “the dark underbelly of American society, the rainfall, the bigotry, and the entire conversation that we’re having here tonight, if you think any of this wonkiness is going to deal with this dark psychic force of the collectivized hatred that this president is bringing up in this country”. Mange mente at Williamson virkeligt markerede sig positivt og stærkt i feltet af Demokrater. Hun er ikke politiker og har derfor sin egen stil, hun er aktivist, forfatter, hun har ganske progressive ideer – og så er hun en rasende populær selvhjælpsguru, der er har optrådt adskillige gange hos TV stjernen Oprah Winfrey, med sit “psychobabble”, hvor hun har givet forældre gode råd om ikke at få deres børn vaccineret mod mæslinger.

En virkelighed syntes dog at være gået op for Demokraterne og CNNs ordstyrere. En Rigsret blev ikke nævnt. Et flertal af amerikanere er imod at stille deres præsident for en Rigsret og det indbefatter naturligvis alle de svingvælgere man skal appellere til, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at vinde. Kongresforkvinden Nancy Pelocis store balancegang at holde retorikken fra at blive omsat til handling uden at virke svag og de facto blåstemple Trump. 

Eller, det var indtil man pludselig kunne læse i New York Times at Højesteretsdommer Brett Kavanaugh var kommet under nye anklager om sexuel chikane. Efter Trump havde udnævnt Kavanaugh til Den Amerikanske Højesteret, blev han hurtigt anklaget for engang i 80erne, det stod lidt uklart hvornår og hvor, men det var sommer, at have forsøgt at voldtage en teenagepige, Christine Blasey Ford.

36 år senere står Blasey Ford frem for justitskomiteen i Senatet. Ingen vitner kan bekræfte hendes historie og hun husker selv ikke hvor den fandt sted. 

Fords anklager og senere vidneudsagn for Senatet skabte et mediehysteri, som greb Demokratiske politikere til at undsige de mest basale præmisser for Retsstaten og tænkningen bag den, for at tækkes aggressive feminister, der demonstrerede i skrigende flok under parolen #BelieveAllWomen. At det blev så voldsomt skyldtes at magtbalancen i Højesteret med Kavanaughs udnævnelse skiftede fra den levende tolkningen af Forfatningen, til den faktiske tolkning. Og det kan betyde, at loven om abort bliver strammet.

Så det handlede om selv essensen i en kulturkrig, der helt blændede Demokraterne og medierne for virkeligheden. Trumps kandidat skulle ned, uanset hvem han var. Og uanset hvor fjollet det var. At voldtægten var sket midt under en mindre fest, men alligevel savnede vidner, at ingen havde bemærket at Kavanaugh og hans hvide venner har trukket Ford ind i et andet værelse, selv om der  var 8-10 mennesker til festen, at dehavde spillet høj musik for at overdøve Fords eventuelle råb om hjælp, uden at den høje musik i sig selv tildrog sig opmærksomhed, at Ford først kunne huske at Kavanaugh var voldtægtsaspiranten, da hun læste at han skulle blive den næste Højesteretsdommer, at Fords hukommelse var fuld af huller, at hendes egen familie ikke ville bakke hende op, forstyrrede hverken medierne eller Demokraterne. De æggede hinanden til et offentligt Salem, for alle at beskue.

Og de lod sig heller ikke rokke i troen på Fords vidneudsagn blot fordi at Fords omgang med sandheden var lemfældig. Hun påstod i første omgang, at hun ikke kunne vidne, fordi hun var bange for at flyve, selv om hun fløj mange gange, hvert år, både for at besøge familie og på ferie, at hun ikke vidste hvorledes hun kunne henvende sig til sin Repræsentant i Kongressen, der havde været den rette metode i stedet for at lade en bombe sprænge i medierne, selv om der er et link på forsiden af det universitets hjemmeside hvor hun underviser. Og det er et universitet i meget Demokratiske og progressive Palo Alto, hvis første punkt for deres værdisæt er “Social justice, cultural competency, and diversity” og hvor man kan tage kurser om “social action” der “prepares students as agents of change” og som prioriterer kvinders ‘empowerment’ på campus, selv om rektor, ⅔ af underviserne og 80% af eleverne er kvinder. I det miljø var det derfor ikke så besynderligt at en GoFundMe kampagne hurtigt rundede 700.000 dollars. Alligevel spurgte Hillary Clinton på manges vegne, hvilke motiver feministen Ford dog kunne have, hvis ikke det var at fortælle sandheden?

Og med New York Times nye historie om Kavanaugh, bygget på en bog, der snart skulle udkomme, var Fords og de andre kvinder, der fulgte i hendes fodspor, hver med deres mere og mere afsindige historie blevet bekræftet i, hvad de jo hele tiden havde vidst, at Kavanaugh var en seriel voldtægtsmand. Denne gang skulle et vidne have overværet en episode, der skulle have udspillet sig til en fest da Kavanaugh læste jura på universitetet Yale. Et par af Kavanaughs fulde hvide venner skulle i kådhed have skubbet, den til lejligheden bukseløse, Kavanaughs penis ind i en fremmed kvindes hånd, uden dennes tilladelse. Den stakkels kvinde kunne dog ikke selv huske på noget tidspunkt under en fest i hendes tid på Yale, at være blevet ramt af en penis, der krævede mere end en at skubbe og det blev hurtigt en pinlig sag for New York Times, der måtte undskylde og bortforklare med redigeringstekniske vanskeligheder.

Men skaden var sket, de Demokratiske kandidater var hastet til Twitter straks ved synet af overskriften, i kapløbet om at nå først med krav om at sætte Cavanaugh for en Rigsret for at have løjet for Kongressen, da de første beskyldninger fra Ford faldt til jorden. Bernie Sanders sagde at historien, bekræftede, hvad man allerede vidste om Kavanaughs historie med sex-overgreb og løgne. Kamala Harris fik sig selv gjort til en del af historien, da hun indledte sit tweet med at fortælle at hun “sat through those hearings” og Elizabeth Warren mente at man lige så godt også kunne sætte Trump for en Rigsret, nu man var i gang. Joe Biden, der stadig fører i meningsmålingerne, forblev tavs om emnet, måske lyttende til sine lak-plader.

Dæmoniseringens intensitet får sit eget selvforstærkende liv, hvor distancering fra Trump er nødvendig, selv hvor han, ifølge almindelig Demokratisk tankegang, gør det fornuftigt. Medierne vil fortsætte med at komme med forrykte historier, som udstiller deres useriøse virke. Og hver gang vil de lokke Demokraterne med på den ene synkende galaj efter den anden ivrige efter dydssignalering. Som det ser ud nu, vil den energiske Elisabeth Warren sikkert vinde over den affældige Joe Biden, som Demokraternes bud på den næste præsident. Hvorledes vil hun overbevise de almindelige mennesker om at hun er den rette person til at ‘forsvare Forfatningen’ når hun opfordrer til at retsforfølge en Højesteretsdommer på baggrund af falske beskyldninger? Og hun vil blive spurgt om, hvorfor hun ønsker at sætte Trump for en Rigsret, når flertallet af amerikanerne, alle andre end hendes fanbase, er imod.

Warren fik et stort bifald, da hun med et retorisk kunstgreb, fejede de midtsøgende og marginaliserede Demokratiske kandidaters bekymring for partiets troværdighed, af banen. De mente koncentrere sig om realistiske løsninger, der betyder noget for amerikanernes hverdag, fremfor at overbyde hinanden i allehånde abstrakte idealtilstande, man ønsker USA henført til. “Jeg kan ikke forstå hvorfor nogen gennemgår alt dette besvær med at føre en valgkamp for at blive USAs præsident” svarede hun myndigt “blot for at tale om, hvad vi ikke kan og hvad vi ikke bør kæmpe for!”. Måske fordi det er virkeligheden i politik at man skal vinde valget for vælgerne går mest op i, hvem der har bedst fat i Virkeligheden, da det er dem, der skal leve i den? Og Virkeligheden er Republikansk slog Warren fast da hun  trak længere ud til venstre under den tredie debat, hvor alle spørgsmål om jobs og økonomi blev affærdiget med, at de var “Republican talking points”.

Inden Demokraterne har valgt sig en kandidat har Trump allerede vundet kampen om virkeligheden.