Nørrebro. Foto: Steen Raaschou. Vi er kommet så langt at vi bliver fremmedgjort overfor vår egen historie. De fremmede udgør en konstant pression fordi vi ikke kan give svar på hvem de er, hvad de gør her og til sidst – hvem vi selv er..

Mikkel Anderson kigger i krystalkulen og ser større konflikt mellem danskere og indvandrere, læs: muslimer, i fremtiden.

Men hvis man forestiller sig, at integrationen skulle føre til gensidig tilvænning, mere harmoni og færre konflikter over tid, tager man fejl. Selvom det er knap 40 år siden, at den ikke-vestlige indvandring for alvor tog fart, fylder kulturkonflikter affødt af indvandringen mere end nogensinde.

Harmoni har der aldrig været tale om. Men at systemet er konfliktsky og stadig smider penge efter problemerne, gør dem bare større. At penge ikke løser kulturproblemer synes tindrende klart, så hvorfor fortsætter politikerne med at smide penge efter uintegrerbare indvandrere?

Måske godheden gør fremtiden så dyster som Andersson skitserer:

Den gradvise ændring af dansk kultur kommer med andre ord til at ske gennem evige skænderier, hvor grænserne for respekt for minoriteters krav om hensyntagen og majoritetens ofte konsensusprægede sædvaner konstant vil blive skubbet frem og tilbage.

Her fejler Andersson på to afgørende punkt: For det første: Muslimer er ikke og opfatter sig ikke længere som en minoritet. Det er kun et skuespil for at opnå mere. De kræver deres plads i solen, hvilket vil sige at de vil have anerkendt islam og sharia som ligestillet med folkekirkens og sekularitetens Danmark.

For det andet: Majoriteten er ikke konsensuspræget. Den er splittet. En stor del af venstrefløjen går med åbne øjne islam i møde og anser de konservative danskere som en større trussel end islam.

Det her gælder ikke bare Danmark. Ved markeringen af 18-årsdagen for 9/11 skrev New York Times at højreradikalisme er en større trussel end jihadisme.

Det liberale segment har bevæget sig over mod islam og forsøger at fremstille islam-skeptikere som farlige. Det er deres skyld at hvide mænd går amok. Det er en så simplistisk tankegang at ethvert voksent menneske burde afvise den, men i stedet bruger vores medier det som en pisk.

Andersson rammer forkert, når han mener at meget afhænger af om de konservative vil anerkende islam som en del af Danmark.

Mit gæt er, at de store spørgsmål fremover bliver, om den nationale højrefløj vil anerkende, at det, man kan kalde muslimsk kultur, har en plads som en – måske nok lille, men stadig legitim – del af en fremtidig dansk kultur.

Det er alt for upræcist formuleret.

Situationen er at de liberale og venstrefløjen har lukket islam og muslimerne alt for langt ind i det danske samfund. Man har givet muslimerne en opfattelse af at det sagtens går at forene islam og demokrati. Men det er jo løgn og denne løgn vil i praksis sige en overgivelse af Danmark til islam.

Derfor må alle, der elsker Danmark, modsætte sig denne løgn og afvise den, for den truer nationen, historien og alt der er bygget op.

Det vil ikke blive let. Så mageligt har eliten haft det, at den ikke har gidet forsvare Danmark.

Det bliver en dyr affære at rette op. Nogle må gøre det.

Det kan ikke komme på tale at anse islam som legitim, uden at der står muslimske repræsentanter frem, der tager et opgør med islam. De, der har forsøgt det, har måttet gå i eksil, som Ahmed Akkari.

Det er den samme historie i Norge og Sverige: De konservative muslimer rykker frem.

Lad os ikke deltage i dette skuespil. Det er kommet alt for langt ud allerede.