Iran Øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, sidder sammen med Muqtada al-Sadr fra Irak under fejringen af Ashura, mindet om hvordan profetens barnebarn Hussein, blev dræbt ved Kerbala i 680. På samme podium var også leder af al-Quds-styrken til Revolutionsgarden, general Suleimani. Foto: AP/Scanpix

Angrebet på de største olieanlæg i Saudi-Arabien er en ”casus belli”, en krigshandling. Saudi-Arabien har fuld ret til at gribe til krig mod landet, som stod bag og det kan kun være én stat: Præstestyret i Teheran.

Verden er vant til mange krigshandlinger i Mellemøsten: Yemen, Syrien og Libyen. Men dette var noget andet. Dette var i en liga for sig. Når verdens største olieeksportør må lukke halvparten af produktionen ned er det et angreb også på verdenssamfundet.

Angrebet vil få direkte følger for olieprisen og verdensøkonomien.

Iran har foretaget en række handlinger den senere tid som alle peger i retning af et radikalt brud, en konfronterende linje. Mest alvorlig er de åbenlyse brud på atomaftalen, hvor Iran sætter en pistol for panden af EU: -Indfri vore krav ellers!

Samme med olietankeren som Gibraltar opbragte fordi den brød FNs olieembargo af Syrien. Iran svarede med at kapre to andre olietankere og lagde ikke skjul på at det var som gengældelse. Gibraltars nerver holdt ikke og efter nogle uger blev skibet frigivet mod løfte om ikke at gå til Syrien. Skibet ændrede navn og efter en stund dukkede det op udenfor Tartus, i Syrien. Løfterne var ingenting værd.

Hizbollah har vist aggressive. takter mod Israel, det samme har Hamas og Islamisk Jihad. Ingen af disse foretager sig noget provokerende uden at Iran samtykker eller opfordrer.

Iran har mulighed for at sætte Mellemøsten i brand, hvis Teheran vil.

Hvorfor skulle Iran ville det? Måske fordi det ikke tror at den politiske vilje til at svare igen findes på den anden side, når det kommer til stykket? Trump undlod at svare igen på nedskydningen af en drone i internatonalt luftrum, på kapringen af skibe og magnetminer mod flere tankere. Flyene var næsten på vingerne da han kaldte dem tilbage.

Iran har spillet et højt spil i Mellemøsten i mange år og sluppet afsted med det.

Invasionen af Irak og afsættelsen af Saddam Hussein øgede Irans magt og strategiske muligheder dramatisk: Pludselig lå Irak åbent, et stort arabisk land som gav Iran landbro til Libanon og direkte kontakt med Saudi-Arabien i syd.

Et af angrebene mod Saudi-Arabien kom ikke fra Houthi-militsen i Yemen, men fra Irak. Teheran behøver ikke spørge Bagdad om lov. Der er nok af grupper som gør det Teheran vil.

Verdensmarkederne hader usikkerhed. Da Saddam Hussein invaderede Kuwait smed han en bombe ind i verdensøkonomien. Hussein var misfornøjet med de kvoter, han havde i OPEC og krævede Kuwait for store summer i kompensation.

Men endnu mere truende var at Saddam samlede styrker på grænsen til Saudi-Arabien. Det var det som fik alarmen til at gå i Washington.

USA er ikke afhængig af Mellemøstens olie længere, men Iran truer hele den geopolitiske balance. Det er den eneste stat som direkte udtrykker ønsket om at udslette den jødiske stat og dens indbyggere og som har to militser i nord og syd som deler dette ønske.

Europa tror ikke længere på krig i dette format. Det forstår ikke Mellemøsten, selv om det har taget imod millioner af mennesker derfra. Situationen burde skræmme europæerne meget mere end amerikanerne.

Europa tror ikke at krig er politik med andre midler og at der findes store stater som er villige til at satse alt på et kort. Det har man gjort i Mellemøsten i umindelige tider.

Præstestyret er både teokrater og persere. De er rivaler til Saudi-Arabien og Egypten som er sunnier og arabere.

Iran har signaliseret at det ikke lader sig presse, hverken af sanktioner knyttet til atomaftalen eller olieproduktionen. Landet har store problemer med at få solgt sin olie.

Irans selvbevidsthed er sådan at det ikke finder sig i disse begrænsninger. Det eskalerer.

En koalition mod Iran vil bestå af USA, Saudi-Arabien, Israel og Egypten. Vi kan komme til at opleve at kongedømmets fly angriber Iran sammen med israelerne.

Hvordan et angreb vil se ud, aner vi ikke. Men lørdagens angreb var ikke et af mange, som man har vænnet sig til efter en kort stund. Det var et angreb på hovedpulsåren.

Der findes meget om Mellemøstens ”mindset” i Hamed Abdel-Samads bog:

Kjøp «Den islamske fascismen» av Hamed Abdel-Samad fra Document Forlag her.