82-årige Jørgen Leth virker senil-dement, og ligesom han var for gammel til Tour de France, så er han tydeligvis også for ustabil til at være centrum for et samtaleprogram. I onsdagens udgave af Spørge Jørgen på Radio24syv kom han atter ind på USA’s folkevalgte præsident, og pludselig drejede han over i det der må betegnes som en mordfantasi. Hukommelsen er ikke hvad den har været, og den lille Fiat han husker fra Truffauts La peau douce(1964) er i virkeligheden en skøn Austin Mini. Direkte linket til sekvensen her (Via BT)

Zissel Astrid Kjertum-Mohr, Radio24syv: … Lytteren skriver. Kommer du til at savne at læse om Trump?

Jørgen Leth: Nej, det kommer jeg ikke til at savne. Jeg synes bare at han skal dø. Jeg kan ikke forstå at der ikke er nogle gammeldags attentatfolk mere. Jeg savner sådan et frisk præsidentmord, det gør jeg altså. Det gør jeg virkelig. Jeg synes, det er på høje tide, det synes jeg sgu det er. Altså, simpelthen en der går op og skyder ham direkte, som på en eller anden arrangeret exit.

Altså, jeg så i går i Cinemateket i København, Truffauts ‘Silkehud’, La peau douce, og det er der en fantastisk dødsscene, en mordscene, det er en pragtfuld scene… hun købte et jagtgevær, og det bærer hun under en hvid frakke, og hun gør alle forberedelser, fuldstændig vidunderlige konkrete, den måde hun tager den hvide frakke på, som hun har lagt for sig, som om det er længe forberedt. Den tager hun ned, og den ligner en kittel, men den er meget flot samtidig, og så tager hun det der kæmpe dobbeltløbede gevær – tror jeg det er, og sætter to patroner i, store patroner, og så bærer hun det under frakken, og meget målbevidst – fuldstændig. Og hun er meget vred på sin mand for den sorg, den skuffelse, og så ved hun jo hvor han spiser, hvad han får reserveret til sig. Og så sidder han der, bare spise og læse sin avis uden at tænke sig om, måske. Så sidder han der, og så kommer hans kone ind, man har fulgt hele hendes slutforløb, der er fortalt på en dramatisk måde. Man følger hendes bil, hendes lille bil, en Fiat i Paris’ gader, man følger hendes fart hen til – han har ikke kunne ringe hende op, han vil gerne have afdramatiseret situationen, så han har forsøgt at ringe hende op, det er en del af dramaet… han kommer ikke igennem til hende.

… hun udstråler en vrede… Vi ved at hun har det der jagtgevær under frakken, og så går hun hen imod ham. Det hele er så fantastisk tidsmæssigt fortalt, det er genialt fortalt. Man ser alle detaljerne, man ser at han ser op, og ser at hun har gang i noget frygteligt, og hun tager frakken væk og tager geværet op, og så løfter hun riflen og sigter på ham – han prøver at afværge det, men der er ikke noget at gøre. Man ser det hele i en vidunderlig indstilling, det er helt fantastisk indstilling. Så skyder hun ham med det der gevær, ik’. Voldsomt, man ser ikke noget blod, man ser bare at han dør. Det er en fantastisk scene. Hvorfor fortalte jeg om den? Hvad spurgte du mig om?

Kjertum-Mohr: Jeg spurgte dig om Trump? Men det er jo en martyrdød. Synes du Trump fortjener sådan en?

Leth: – Nej!

Kjertum-Mohr: Man bliver jo husket, hvis man bliver skudt som præsident.

Leth: Ja. Jeg er sgu ligeglad – han skal bare væk, synes jeg. Det må være nogen der stiller op og skyder en så forbryderisk præsident. Det synes jeg bare. Jeg kan slet ikke se nogle formildende omstændigheder, det kan jeg ikke. … Der er så mange politiske figurer, der er blevet myrdet gennem tidens løb, med gode grunde. Trump kunne jo sagtens være en der blev myrdet af gode grunde. Så jeg kan ikke forstå, hvorfor det ikke er muligt. … Jeg kan ikke forstå at Trump, der har lavet så meget møg, at han ikke bare skal henrettes af offentligheden. Det kan jeg ikke. Jeg ved godt, at det her er langt ude at tale om, men jeg synes der skal være dødsstraf til sådan nogle som Trump, det synes jeg at der skal. Går det? Kan du trækker det tilbage?

Kjertum-Mohr: Jørgen. Jeg har tænkt mig at sende alt det du siger.