Jaleh Tavakoli
Danmark er under hastig forandring. Til det værre. Ytringsfriheden er igen-igen truet på livet, og i dag klokken 13 finder vi ud af, i hvor høj grad staten bakker op om de mørkemænd og om de politisk korrekte embedsmænd, der vil os og ytringsfriheden det ondt, når social- og indenrigsminister Astrid Kragh er i samråd om den såkaldte Jaleh Tavakoli-sag.
Document.dk er ikke i tvivl. Tavakoli-sagen er en af de værste forvaltningsmæssige skandaler i nyere dansk historie.
Det er ikke just breaking news, men ordet er ikke længere frit i Danmark, i hvert fald ikke når det kommer til kritik af islam. Ikke alene risikerer offentlige kritikere at blive slået ihjel af herboende eller tilrejsende islamiske galninge, spørg blot Kurt Westergaard eller Lars Hedegaard m-fl., men nu risikerer kritikere af islam også, at offentlige myndigheder vil tvangsfjerne deres eventuelle plejebørn, hvis de er for åbenmundede i deres grundlovssikrede religionskritik, hvilket tilsynssagen mod Jaleh Tavakoli er det sørgelige vidnesbyrd om.
Socialtilsyn Øst har indtil videre haft held med deres politiske projekt. Det er nemlig lykkedes for dem at lukke munden på den landskendte forfatter og islamkritiker Jaleh Tavakoli, der har følt sig tvunget til at stoppe som blogger og offentlig debattør, efter myndigheden aggressivt og med skiftende begrundelser i flere omgange har truet med at fjerne Tavakoli’s og hendes mands otteårige plejedatter, som ægteparret har passet forbilledligt siden barnet var to dage gammelt.
Truslen om at tvangsfjerne det komplet uskyldige barn fra sin velfungerende familie kom i kølvandet på, at Tavakoli i januar blev sigtet af politiet for at have delt en islamistisk drabs-video fra Marokko, hvor to unge kvinder, en dansk og en norsk, fik skåret halsen over af islamiske terrorister. Tavakoli var altså hverken tiltalt eller dømt, da Socialtilsyn Øst mente, det var i barnets tarv at fjerne det fra sine plejeforældre.
Først var begrundelsen for den hårrejsende administrative tvangsfjernelse, at Tavakoli var en ”dårlig digital rollemodel”. Der var med andre ord ikke et eneste ord i det oprindelige såkaldte varslingsbrev om, at ægteparret var dårlige plejeforældre. Den begrundelse mødte så stor og berettiget offentlig kritik, at Tilsynet ændrede taktik. Barnet skulle nu ikke længere umiddelbart tvangsfjernes, men Tavakoli blev i stedet gjort opmærksom på, at hendes rolle som offentlig debattør udsatte hendes plejebarn for risiko, på grund af de trusler Tavakoli’s offentlige ytringer affødte, og at hendes familie derfor var under skærpet overvågning. Med andre ord: Hold din kæft om islam eller staten fjerner dit barn!
Voldsmandens veto er dermed blevet en del af din og min hverdag. Staten sanktionerer ofret og beskytter gerningsmanden. Ytringsfriheden er en saga blot, og værst af alt: Tilsynets bevidste knægtelse af ytringsfriheden bakkes umiddelbart op af den nye social- og indenrigsminister Astrid Krag (S).
Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S). Foto: Regeringen.dk
Ministeren har således fornylig på en direkte forespørgsel fra Karina Adsbøl (DF), der gerne ville vide ” hvilke initiativer ministeren vil tage for at sikre, at plejeforældre kan ytre sig i den offentlige debat, uden risiko for at miste plejetilladelsen af deres plejebarn”, afgivet følgende svar:
”Hvis en plejefamilies handlinger, og herunder ytringer, viser sig at have negative konsekvenser for de børn eller unge, der er anbragt i familien, kan det være et element i socialtilsynets vurdering af plejefamiliens kvalitet”.
Man må spørge sig selv: Forstår Astrid Kragh overhovedet de vidtrækkende konsekvenser af dette uhyggelige svar?
Forstår hun, hvad der i realiteten er på spil?
Begriber hun vigtigheden af tanke- og ytringsfrihed i et åbent demokrati?
Det finder vi forhåbentlig ud af i dag mellem klokken 13 og klokken 14, hvor Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har kaldt hende i samråd om sagen. Alle kan følge samrådet live via Folketingets hjemmeside.
Document.dk er tilstede under samrådet. Og vi holder øje med dig Astrid Kragh. Du er til eksamen. Og du dumper, hvis ikke du utvetydigt skifter mening og sætter Socialtilsyn Øst på plads. Det er ikke svært at forstå, hvor uhørt principiel denne sag er. Hvor meget der faktisk står på spil. For os alle.
Jeppe Juhl
PS!
Og til jer to embedsmænd, der startede denne sag: I slipper ikke så let. Document.dk vil forfølge jer til Helvedes Porte. Vi vil gøre alt, hvad der er i vores magt for, at I begge får en helt fortjent fyreseddel.