Nyt

Der er projektørlys og konfetti, da sangerinden Lotte Feder vinder Dansk Melodi Grand Prix i 1992 og efterfølgende repræsenterer Danmark på den internationale scene.

Men år senere stifter grand prix-stjernen bekendtskab med en knap så glamourøs virkelighed, da hun får arbejde i Københavns Lufthavn.

Lotte Feder bliver truet af fagforeningen 3F, da hun bliver ansat hos SAS bagageservice i Københavns Lufthavn.

3F’s trusler er kommet frem i kølvandet på, at 3F’s nu forhenværende næstformand i lufthavnen – Michael Marstrand – blev afsløret, da han i juli overfuser og truer en kollega, der ikke ønsker at melde sig ind i 3F, fordi han allerede er medlem af en anden fagforening.

“Føj, hvor er du klam, mand,” raser 3F’s Michael Marstrand overfor en bagagemedarbejder, der ikke efterkommer fagforeningens uskrevne regler.

Tilbage i 1992 repræsenterer sangerinden Lotte Feder Danmark ved Det Europæiske Melodi Grand Prix i Malmø. Det er kulminationen på en gloværdig karriere med adskillige pophits i bagagen. Lotte Feder deltager i alt fem gange i Det Danske Melodi Grand Prix, og det hele krones med sejren i 1992 med sangen “Alt Det Som Ingen Ser”, som hun synger sammen med Kenny Lübcke. Lotte Feder hed Lotte Nilsson, da hun vandt melodi grand prix sammen med Kenny Lübcke.

Efter grand prix-sejren i 1992 får Lotte Feder en karriere som børne-tv-vært på både TV Danmark og TV 2 op gennem 1990’erne.

Efter en tur på barsel med sine tvillinger – og efterfølgende dagpenge – bliver Lotte Feder ansat i et job hos SAS bagageservice – også kendt som SAS Ground Handling.

Det skal dog vise sig at være en tvivlsom oplevelse. Lotte Feder får hurtigt 3F’s retoriske jernnæve at føle. Problemet opstår, da 3F’s folk opdager, at Lotte Feder er medlem af fagforeningen Dansk Artist Forbund, fordi hun jo også er tv-vært og sangerinde.

3F’s trusler regner ned over den tidligere grand prix-vinder:

“Hvis hun (Lotte Feder, red.) ikke skiftede, ville hun blive fulgt ud af porten,” fortæller Lotte Feders ægtemand på Twitter.

Lotte Feders ægtemand fortæller også, at flyselskabet SAS var fuldt ud bekendt med truslerne mod sangerinden. Der var, ifølge ægtemanden, repræsentanter fra SAS’s ledelse tilstede, da de grove trusler mod Lotte Feder blev fremsat.

Lotte Feders ægtefælle tøver ikke med at kalde fagforeningen 3F’s opførsel for ‘trusler’, og han mener, at 3F er “fulde af løgn”.

Behandlingen af sangerinden Lotte Feder sætter 3F’s seneste udtalelser i et mærkværdigt lys:

“Det er ikke måden, vi gør det på, og det siger sig selv, at lovgivningen skal respekteres,” siger Henrik Bay-Clausen, formand for 3F Kastrup, der organiserer alle bagagemedarbejdere i Københavns Lufthavn.

Udtalelsen kommer efter de seneste dages afsløringer af trusler fra 3F’s folk i lufthavnen.

Noget kan imidlertid tyde på, at 3F’s trusler fra sommeren 2019 ikke står alene. I så fald har formand Henrik Bay-Clausen et forklaringsproblem.

Lotte Feders ægtefælle, der beskriver 3F’s trusler mod sangstjernen, fortæller om en fagforeningskultur, der strider direkte imod dansk lovgivning. Grundloven sikrer danskernes foreningsfrihed og dermed deres frie valg af fagforening.

Noget tyder på, at 3F føler sig hævet over loven.

*

Tidligere er det kommet frem, at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen har et meget tæt forhold til 3F og lufthavnsmedarbejderne. Det vides ikke om, den socialdemokratiske minister har kendskab til fagforeningstruslerne mod den danske grand prix-vinder fra 1992.

Se også
Koranverset vedrørende islamisk jihad foldet til en papirflyver