Nedim Yasar blev myrdet på åben gade sidste vinter, dagen før lanceringen af biografien Rødder – En gangsters udvej, skrevet sammen med Marie Louise Toksvig. Herunder tre citater fra bogen der sier meget – om hvordan Danmark lar sig afpresse og betaler dummebøder til kriminelle.

Vestre Fængsel

“Han gik en runde i gården alene og mærkede, hvordan han blev set an, mens han forsøgte at finde ud af, om der var nogen, han kunne kende. Han nåede at gå en runde mere, før en kom hen til ham: ‘Hvor er du fra?’ spurgte han. Nedim var godt klar over, at det ikke var et spørgsmål om Ballerup, Hundige eller en tredje forstad. Her var alle indvandrere. ‘Kurder fra Tyrkiet,’ sagde Nedim. Det var ikke svært for ham at komme i snak med folk. Det var ligesom derhjemme.”

[…]

Ekskærestens nye kæreste

“… Nedim fandt nye damer, efter at han vendte hjem til Ballerup. Men det generede ham, at Sanne havde fundet en ny kæreste. Nu var hun sammen med en dansk fyr. Nedim opsøgte ham: ‘Ved du overhovedet, hvem du er sammen med?’ Sannes nye kæreste rystede forvirret på hovedet. ‘Du har dummet dig gevaldigt, det kan jeg godt fortælle dig,’ fortsatte Nedim: ‘Sanne er min ekskæreste.’ Inderst inde var Nedim godt klar over, at det var dumt at skræmme livet af fyren, når det var Sanne, han ville ramme. ‘Elsker du hende højt?’ spurgte han. Det gjorde den nye kæreste.

‘Så giv mig 10.000, så er det glemt.’ Det føltes som en rimelig hævn, syntes Nedim. Han kunne ydmyge Sanne ved at sælge hende. Kort efter blev Nedim ringet op af Sannes nye kærestes far. Nedim kendte ham lidt i forvejen, for manden havde arbejdet med forskellige projekter for unge i kommunen, og han havde ikke tænkt sig at acceptere Nedims trussel mod hans søn. ‘Hvad fanden har du gang i, Nedim?’ ‘Kan vi ikke tage den ansigt til ansigt?’ spurgte Nedim. Det gik manden med til, og så kørte Nedim og et par af Grantofte-drengene ud til familiens hjem. Nedim syntes selv, han satte scenen perfekt. De kom, lige som solen var ved at gå ned, så det virkede maksimalt uhyggeligt, at to biler kørte op foran hoveddøren med det lange lys tændt. Nedim steg ud alene med sine folk siddende bagved som mørke skygger i bilerne. ‘Du må godt nok have nosser af stål,’ sagde manden i døren, da Nedim stod foran ham. ‘Du ved, jeg arbejder for kommunen, og så prøver du at true min søn.’ Nedim trak på skuldrene: ‘Hør her, jeg skal have de 10.000. Og hvis jeg ikke får de 10.000 …’ ‘Du ved godt, jeg kan melde dig for det her,’ afbrød manden. ‘Jamen, det gør du da bare. Du melder mig, jeg ryger ind og sidde nogle måneder, så kommer jeg ud, og så jager jeg dig igen. Og mine drenge her, de vil komme hver dag. Efter din datter, efter din kone. Efter din søn. Han vil ikke kunne gå i skole, du vil ikke engang kunne gå ned og handle. Og hvis du så melder den næste og den næste, så bliver vi ved med at komme.’

Manden betalte de 10.000 kroner, og sønnens kammerat, der havde forsøgt at blande sig, endte også med en dummebøde og måtte aflevere 5.000 kroner. Nedim var godt tilfreds med sig selv. Pengene var rare. Men det var egentlig ikke dem, det handlede om. Det handlede om at nedgøre Sanne, selv om det var ham, der havde slået op med hende. Sanne var rystet og rasende, da hun ringede ham op. ‘Hvad fanden er det, du laver, Nedim?’ De havde været kærester, siden de bare var store børn, han havde boet i hendes families hjem i lange perioder, de havde taget imod ham med åbne arme og skaffet ham et job, da han manglede det. Selv efter at han blev anholdt, fængslet og dømt for medvirken til røveri, havde de været der for ham.

‘Jamen, Sanne, du er hans nu. Han har jo købt dig for 10.000 kroner,’ smågrinede Nedim og afbrød forbindelsen.”

[…]

Rivalernes luder

“Nedim tog indimellem småjob som dørmand for at tjene lidt ekstra. Hans far havde stadig vagter som dørmand rundtom i byen, og når han havde brug for en ekstra mand, stillede Nedim gerne op. For nylig var han fortsat efter en vagttjans på et diskotek på Vesterbro til en fest hos en af sine gamle kammerater fra miljøet, der holdt fødselsdag i sin klubs lokaler på ydre Nørrebro i København. Festen var i fuld gang, da Nedim dukkede op ud på natten, helt ædru efter arbejdet i døren. Det var som at rejse tilbage i tiden. Gæsterne var mænd, der så ud som Nedim selv. Mellem 16 og 30 år, brede og tatoverede, og med undtagelse af to-tre stykker alle brune og sorthårede, alle højtråbende og som klippet ud af et gangster-modemagasin. Musikken var høj, hashtågerne hang tykt i det lavloftede lokale, og gæsternes gumlende kæber fortalte Nedim, at der ikke var blevet sparet på kokainen, der bedøvede ens tænder, så folk sad og tyggede for at mærke efter, at de stadig var i munden.

Aftenens vært hev Nedim op i baren. ‘Nu skal du lige se noget,’ grinede han og pegede hen mod den eneste kvinde i lokalet. Hun stod med ryggen til ved bardisken foran en computer, hvor gæsterne kunne vælge musik. Hun var nøgen. Nedim gik ud fra, at det var den stripper, hans kammerat havde hyret, der lige var blevet færdig med sit show. Kammeraten kaldte hende hen til sig, stak hende en flad og bød hende en streg coke på bardisken. Pigen tog banen, smilede og for så med et lille hvin hen for at vælge en ny sang på computeren, som om intet var hændt. Flere af de andre mænd stak hende flade, nogle slog hende i nyrerne eller sparkede til hende, andre hentede kondomer i baren og tog hende med ud på toilettet. Og pigen festede uanfægtet videre og sugede den ene bane gratis kokain efter den anden som betaling. Nedim havde aldrig set nogen tage så mange hårde lussinger og alligevel blive stående. ‘Hun er sådan en kost, der kommer til alle fester,’ forklarede Nedims ven. Hun havde fået 5.000 kroner for at komme og strippe, men de vidste, hun som regel især festede med en rivaliserende gruppe i forstæderne. Den slags mangel på loyalitet gjorde det kun naturligt at behandle hende som skidt, især fordi hun kunne regnes for den anden gruppes pige. På den måde blev ydmygelserne af hende til en ydmygelse af fjenderne. Det var fuldkommen absurd at være vidne til.

Nedim ville have troet, at en pige, der blev slået, ville lægge sig ned og græde, men hende her rejste sig bare og dansede videre til musikken, lige meget hvor mange slag og spark hun fik. Men hun fik også al den coke, hun kunne sniffe. ‘Gør det ikke ondt? Kan du slet ikke mærke det?’ spurgte Nedim, da den nøgne pige havnede ved siden af ham i baren. ‘Næ, slet ikke. Jeg er vant til det,’ smilede hun og viste ham nogle af sine største blå mærker, inden hun svansede tilbage til musikken, coken og flere tæsk og ture til toilettet med skiftende mænd, der hånede hende og kaldte hende for rivalernes luder. Nedim lod hende være. Så længe hun selv så ud, som om hun var med på legen, og hun hverken græd eller klagede sig, var der jo ingen grund til at blande sig. Han overvejede at optage en film med hende på Snapchat, men tanken om at hans nye venner fra skolen ville se det, bremsede ham.”