Hvis man vil danne sig et indtryk af hvor stærk en kandidat til præsidentvalgkampen Demokraterne vil stille med, skal man ikke se længere end til veteranen Joe Biden. De interne meningsmålinger hos Demokraterne stiller senator og tidligere vicepræsident Joe Biden i den foreløbige favoritrolle. Og det lover ikke godt for Demokraternes bud på et kommende alternativ. Det er Bidens tredie forsøg på at blive præsident efter at have tabt nomineringen i 1988 og 2008. 

Bidens navn er velkendt, som hans karriere, som senator strækker sig tilbage til 1972, da præsidenten hed Nixon. Og det er sikkert det, der ligger bag hans tilsyneladende popularitet, at folk kender hans navn. For hans meningsmålinger synes omvendt proportionale med, hvor eksponeret han er i medierne, blandt andet fordi han ofte kommer med besynderlige udtalelser, som da han om Barak Obamas kandidatur sagde: “I mean, you got the first mainstream African-American who is articulate and bright and clean and a nice-looking guy, I mean, that’s a storybook, man”. Det var den slags, der fik daværende præsidentkandidat Obama til at spørge sine nærmeste “‘How many times is Biden gonna say something stupid?”

Biden siger dumme ting

The gaffe-machine døbte han sig selv humoristisk, men også upræcist, da en ‘gaffe’ er en overtalelse, der ikke er ment til at komme vælgerne for øre, såsom at indrømme, at man kun var imod et politisk forslag for at gøre det surt for en politisk rival. Biden er ovre i departementet for dumme udtalelser, eller hvad Obama høfligt kaldte “rhetorical flourishes”. Sprogblomster såsom at ville forbyde magasiner til skydevåben “that can hold multiple bullets in them”, sondre mellem fattige børn og hvide børn, foretrække sandhed frem for fakta og at forsikre vælgerne: “I want to be clear, I’m not going nuts”.

Og så hjalp det ikke da han fortalte en rørende historie om en heroisk soldat, som ikke ville lade sig dekorere fordi hans makker var død. Men inden tårerne var rendt helt ned ad kinderne, viste det sig, på trods af at Biden gav “My word as a Biden” hold nu fast, at ingen af detaljerne var sande; “Biden got the time period, the location, the heroic act, the type of medal, the military branch and the rank of the recipient wrong, as well as his own role in the ceremony.” Han huskede også, hvorledes han, som vicepræsident modtog de overlevende fra Parkland skoleskyderiet, selv om det skete et år inde i Trumps præsidentperiode.

“His campaign has been careful with how much time Biden gives to reporters and the unfiltered public” skriver Eric Lach i The New Yorker. Og hvis Biden vinder nomineringen, spår Lach, vil han og Demokraterne bruge en stor del af valgkampen på at bortforklare og undskylde for Bidens udtalelser. Hvor Trump tromler videre henover mediernes dagsorden uanset skævere her og der, synes Biden ikke at kunne slippe ud af sine fejl. Det hænger dels sammen med at hans skæverter er fremkommet fordi han er på grænsen af sine evner, hvorimod Trumps skæverter ofte, ikke blot er befriende morsomme, men et udslag af, hvor travlt han har med alt. Hypervigalente Trump overfor Sleepy Joe Biden.

Det hænger også sammen med, at han ikke er andet end lige netop politiker, det er hans egen metier han er usikker i. Der er jo en verden til forskel i politisk kommunikation på, selv at forbinde sit navn med at være ‘nuts’ til Trumps affærdigelse af en journalists spekulationer om han måske var anti-semit med “That’s all in your head!”. Bum! Den grimme tanke er helt konkret inde i en journalists hoved, Trump er videre, Biden er nuts.

En usikker politiker

Og Biden klarer sig heller ikke overbevisende i debatter, som da han startede den anden debatrunde med humoristisk at bede Kamala Harris om ikke at være så hård ved ham, som hun var i den første debat. Her havde hun udset sig Biden, som på en gang det største trofæ og det svageste dyr i et Demokratisk parti, der er hensunket i identitetspolitik og social retfærdighed – nemlig en gammel hvid mand, der allerede havde offentligt undskyldt sin tidligere stolthed over at kunne levere politiske resultater i samarbejde med datidens segregerings-fortalere i partiet. Men det var hans tidligere modstand mod den forfejlede politik “busing”, der gik ud på at fragte skoleelever fra en distrikt til et andet så race-kvotienten kunne blive mere ensartet.

“Jeg var den(!) lille skolepige”, havde Harris grådkvalt sagt til Biden, da hun fortalte om sin margínaliserede opvækst som sort i USA, hvor kun kvoteordninger sikrede, at hun fik sig en uddannelse. Harris havde nu nok fået gang i karrieren alligevel, hendes forældre var ganske veluddannede og velhavende – og ud af en stolt slægt af slaveejere. Måske er det derfor hun er en dreven forretningskvinde, for straks efter debatten kunne man købe “That little girl was me” merchandice. Men med mindre der indføres kvoter for præsidentembeddet, vil det nok ikke lykkes hendes at krokedille-tude sig til jobbet som Commander In Chief, uagtet at hun er bedste bud på en Demokratisk kandidat ifølge Newt Gingrich.

Fra en anden tid

Når man først er rammet ind som potentiel racist, så er det ikke godt engang, at have gjort sig lystig over, at der er steder man ikke kan handle uden at tale med en let indisk accent. Eller prøve at overbevise sorte vælgere ved at imitere Dr King og råbe “Unchain Wall Street!”, førend man truer med, at Republikanerne er dem, der vil lægge de sorte tilbage i lænker, komplet med udtrykket “Y’all”. Eller bare engang, at have kaldt ønsket om diversitet for “noget sludder”.

Biden har udviklet en særlig teknik, når han skal demonstrere eller teste sin dominans over politiske kollegaer. Ved at kramme kvinder for længe, snuse til deres hår, hviske i deres ører mens han masserer deres skuldre eller spørge mindreårige piger om de har kærester, tester han, hvor og om de eller deres mænd eller fædre trækker en grænse eller om de lader sig dominere. De der ikke lader sig dominere, bliver Biden derimod let servil overfor. Kan man forestille sig Biden på samme scene som Trump?

Det vil i hvert fald ikke være let for Biden at angribe Trump for ‘giftig maskulinitet’ når det er af den grund at et af hans egne og ufrivillige tilnavne er Creepy Uncle Joe. Det er ikke så meget de mange videoer-kompilationer af hans grænseoverskridende adfærd, de er velkendte og ganske slidte allerede. ‘Biden being Biden’ er et udtryk, der har ladet ham slippe afsted med mangt en besynderlig opførsel. Og måske har de endda gjort det lidt lettere for ham at komme sig over konkrete anklager om upassende adfærd overfor kvinder. Biden fik undskyldt og forklaret at han nok var fra en anden tid og lovede at han ville blive bedre til at respektere folks grænser og følelser. Men ‘Biden being Biden’ krammede en endnu en lille dreng og jokede, at han havde fået lov på forhånd, hvilket ikke alle så komikken i..

Gælden fra Obama

Og så står Biden, som tidligere vicepræsident, direkte på mål for Obamas præsidentperiode, en periode, der tages op til revision. Eli Zaretsky skriver på sin blog i London Review of Books et direkte anklageskrift mod Obama. Obama viste sig nemlig at være en pragmatiker uden en fast retning (leading from behind) og derfor mener Zaretsky, at Obama spildte en gylden mulighed for et mere progressivt USA. Han peger ligeledes på at Republikanerne i de 8 år øgede deres magt i Senatet og i delstaterne og hans famlende udenrigspolitik resulterede både i Islamisk Stat og situationen i Ukraine, som han blot øgede en udsigtsløs krigsindsats i Afghanistan. Men det er økonomien, “bread and butter politics”, der bliver det afgørende, hvis man skal vinde den almindelige amerikanske vælger

It is often said that the Obama-inspired team of Timothy Geithner, Ben Bernanke and Lawrence Summers saved us from a disastrous financial crisis and in that sense outdid Roosevelt’s New Deal. This is entirely false. Roosevelt used the occasion of the Depression to transform the country, turning despised immigrant workers into a prosperous, unionised middle class and modernising the poorest region of the country, the South. By contrast, Obama’s policies vastly increased the wealth of the rentier class (the 1 per cent) while diminishing everyone else’s. Even the Affordable Care Act, despite the gains, was too piecemeal and market-based to nudge the country towards the structural transformation the times demand.

Og som kandidaterne tvinges til at positionere sig imod hinanden, er Obamas præsidentperiode ved at blive taget op til revision. Så langt som nostalgien falmer, vil den belaste Bidens appel, som han heller ikke vil være istand til at distancere sig fra den.

Alt kan endnu ske, som Trump og Xi spiller russisk roulette med tariffer om handelsaftaler. George McGovern havde kun omkring 3% opbakning, hvor den statistiske usikkerhed kunne lande ham på 0%, så langt inde i primærvalgene. Han endte med at vinde for kun at tabe stort, i Richard Nixons jordskredssejr i 72.

Biden er ikke blevet et stærkere kort med årene, kun ældre. “It is impossible not to notice that Joe is getting old”, skrev Hamilton Nolan, “the signs of the slow creep of cognitive decline are too visible to ignore”.  Han er gammel og forveksler Theresa May med Margaret Thatcher. Et langt liv, hvor han kun har beskæftiget sig med politik og været bedre til at ‘fundraise’ end at skaffe sig folkelig opbakning. Og Biden being Biden, blev hans ene øje fyldt med blod, bedst som han talte til et klima-arrangement. 

Baglandets bekymring

Og Trump har endda allerede givet Biden bank i et af de mest underholdende politiske forløb. Mens alle kandidater kalder Trump for racist, sexist, homofob og religiøst intolerant, samt at det er Trump, der spreder had havde CNNs Jack Tapper talt med flere Demokratiske politikere, der var frustrerede over, hvorledes partiet, konstant endte med dårlige politiske sager, som et direkte resultat af ideen om en modstandbevægelse mod Trump, the ‘resistance’, der med forudsigelighed indtager det modsatte standpunkt af Trumps. Og med Firebandens optræden, de unge Demokratiske politikere Ilhan Omar, Alexandria Ocasio Cortez, Rashida Tlaib, and Ayanna Pressley, tillige en leflen for antisemitisme og ansvarsløshed.

Trump tweetede sig til hele den politiske dagsorden, da han foreslog de unge Demokrater at tage tilbage og løse deres hjem-landes problemer for så at vende hjem til USA og forklare, hvordan det skal gøres. Forargelsen eksploderede og alle sluttede op om Firebanden mod præsidentens racisme. Men Trumps tweet var mere finurligt skruet sammen end hans kritikere først antog og igen fik han defineret Demokraterne, som et parti af ekstremister. “Pelosi was trying to marginalize these folks and the president has now identified the entire party with them” forklarede en af de anonyme Demokrater. “Anything that takes away from bread and butter issues is playing into his hands” ræsonnerede en anden Demokrat. Og sandt er det også, at ingen lagde mærke til det, da stakkels Joe Biden midt i dette palaver offentliggjorde sin store plan for en sundhedsreform. Det var “politically brilliant”.

Det bliver ikke Biden der bliver Demokraternes bud på en præsident. Man kan ikke samle kræfterne om at gå op imod patriarkatet med nogen som helst identitetspolitisk dagsorden ved at opstille en endnu ældre hvid mand. Og man kan ikke køre på Trumps påståede racisme, når man selv stiller med en kandidat, der roser sig selv for at samarbejde med Jim Crowes arvtagere. Man kan ikke melde sig til #MeToo når man er creepy. Man kan ikke være arbejdernes “bread and butter” Demokrat når man står på mål for en politik, der udsultede middel- og arbejderklassen til gavn for Wall Street. Og man kan ikke komme ud med sit politiske budskab, når Trump har sin Twitterkonto. Biden kan kun få opmærksomhed når han er Biden og siger dumme ting.

At Biden, indtil videre, ligger stærkt i meningsmålingerne vidner om konkurrenternes foreløbige styrke.