Kálfalækjarbók er variant af Njals saga. Læs mere om de forskellige varianter her.

Hvad handler integration om? Når man lytter til dagens politikere og kommentatorer får man et bestemt indtryk af, at det hele handler om job og sprog, kun det og ingenting andet. De historiske analyser er borte, der er ingen som spørger, hvad vi selv var engang og hvad der har formet os.

Undertegnede har brugt sommeren på blandt andet at læse Njals saga og John W. Iddengs Romerrigets historie. Begge fortæller om samfundet før vi blev kristne, og specielt er det fascinerende at læse Njals saga. Njals saga handler om tiden før og efter kristningen af Island, det vil sige cirka år 1000 efter Kristus og på Island er der mange, som mener at en islænding bør læse dele af, eller hele, bogen hvert år. Og jeg kan forstå det, for sagaen giver læseren et dybt dyk ned i en kultur som nu er os fremmed, og som jeg håber forbliver fremmed. Det handler om vold, ære, blodhævn og en lovgivning, hvor magt og indflydelse er afgørende for at overleve. Men midt i denne grænseløse voldsspiral kommer kristendommen til Island, og selv om kulturen ikke blev ændret i løbet af én dag, blev der sået en spire til en ny tid, en tid til tilgivelse og forsoning.

Med tanke på vor egen debat om integrering af nye kulturer, er det svært spændende at læse hvordan islændingene forstod konflikten mellem den traditionelle kultur og kristentro, og Njals saga fortæller:

”Dagen efter gik begge parter til Lovbjerget, og hver part nævnte vidner, de kristne og hedningene, og hver part sagde sig fri fra den anden parts love. Da blev der så meget skænderi på Lovbjerget at ingen kunne høre hvad den anden sagde. Så gik folk bort, og alle så for sig at det ville ende i total forvirring.

De kristne valgte Side-Hall til sin lovsigemand. Hall gik da for at møde Torgeir gòde fra Ljosavatn og gav han tre mark sølv for at han skulle fremsige loven. Det var dristigt af ham, for han var hedning.

Torgeir bredte en fell over hovedet og lå hele dagen uden at nogen talte med ham. Næste dag gik mændene til Lovbjerget. Da bad Torgeir om stilhed og sagde: «Det ser ud til at vore forhold er kommet i et vanskeligt uføre når ikke alle har de samme love. Om vi bryder loven i to, bryder vi også freden, og det vil vi ikke kunne leve med. Nu vil jeg spørge jer kristne og jer hedenske mænd om I vil godtage den lov, jeg fremsiger.» Det sagde de alle at de ville, og han bad dem sværge på det.

«Det står først i loven», sagde han, «at alle skal være kristne her i landet og tro på én Gud: Far, Søn og Helligånd, og stoppe med al afgudsdyrkning, ikke sætte børn ud i skoven og ikke spise hestekød….Hedningene mente de blev besveget, men troen blev nu indført i lovene, og alle i landet blev kristne.”

Der er to forhold som er vigtige at være opmærksom på med tanke på det som fandt sted på Island. Det ene gælder konsekvenserne på det menneskelige plan og det andet på det overordnede samfundsmæssige plan.

Den, som læser Njals saga, bliver introduceret til et samfund, hvor ære og hævn er udslagsgivende for mellemmenneskelige relationer, hvor hustruer ansætter tjenere med hensigt på at bruge dem som drabsmænd. Det var et samfund uden tilgivelse, men baseret på balance mellem magt og ære (ikke uligt muslimske samfund). Med kristendommen blev der derimod introduceret en Gud som forkyndte om synd, men som samtidig var villig til at tilgive mennesket alt, og så blev det en naturlig konsekvens at mennesket også begyndte at tilgive sine naboer. Det er grunden til at den gamle hævnkultur forsvandt, og et nyt sindelag voksede frem.

Nok så interessant er forståelsen af modstridende love. Islændingene forstod at et land ikke kunne have to forskellige love. For det første vidste de at menneskets adfærd var et resultat af loven, for det andet vidste de at etiske spørgsmål kun kan løses ud fra en fælles virkelighedsforståelse. Kristen tro og lov kunne slet og ikke ret integreres i et hedensk samfund. Dette var ikke et udslag af fobi mod kristen tro, som vi ville have sagt i dag. Det handlede om en dyb forståelse af troens funktion.

Med tanke på vor egen debat knyttet til integrering af islam, er der derfor meget at hente fra vor egen historie. Kristendommen er ingen lovreligion, men har entydige retslige implikationer. Menneskeværdet, ligheden overfor Gud og vort møde med Jesus Kristus, står i lige så stor modsætning til islams lov, sharia, som den gjorde til islandsk lovgivning. Det betyder ikke at en enkelt muslim ikke kan fungere fint i Norge, men sharia, og som mange mener, er kernen i islam, kan ikke integreres i vor lov.

Religion er ikke et spørgsmål som tilhører privatlivet. Det forstod folket på Island for 1000 år siden. De vidste troen handlede om alle forhold, men først og fremmest om landets fred. Dagens politikere synes at have lidt vanskeligere ved at forstå disse spørgsmål. De tror de kan erstatte troen på Gud med staten, og forventer at mennesket fortsat vil optræde som om de var kristne, med forståelse af synd og tilgivelse og samtidig leve side om side med alle andre troende. Men staten kan aldrig få en sådan rolle, staten vil aldrig kunne give nogen dårlig samvittighed ud fra flygtige, ideologiske standarder, og vil heller aldrig have evnen til at tilgive. Hvad vi ender op med, dersom vi fjerner kristen tro, og står tilbage med en sekulær stat og ikke-troende nordmænd, samt en stor mængde muslimer, orker jeg derfor ikke engang at spekulere på.

Nogen hævder, at vi ikke skal tro på det som står i gamle bøger, men det er på tide at genlæse de gamle islandske sagaer, konflikterne var de samme dengang som nu, og løsningen er den samme. Bryder vi loven i to, bryder vi også freden.